Det forarmede nysprog gange tre ministr

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

De ambitiøse ambitioner

 

Der stod de, de tre små nummermænd bag hver sin lille talerpult, den scenografi Anders Fogh Rasmussen utvivlsomt for at kompensere for et fuldt berettiget mindreværdskompleks så kreativt indførte i Statsministeriet i sin tid. Statsministeriet står der på pultenes front, som om man var i tvivl, når det er statsministeren det drejer sig om.
Og det er det jo: Lars Løkke Rasmussens selvcentrerede projekt om at fastholde taburet og løn koste hvad det vil af hykleri og småfusk, og om så folkestyrets skik og brug: at statsministeren udskriver valg når interesserne kolliderer og lokummet brænder ned, sættes over styr som her.

Men dér stod de så og afleverede efter tur og størrelse deres små forberedte lektier. Sidst kom manden Pape, som alt i alt, når kuglerammen gøres op, frembærer det borgerlige Danmarks mere menneskelige ansigt. Til gengæld med så ringe et antal mandater at det næste gang kan være så godt som løgn. Han vil passe på Danmark, sagde Pape som vammelt ekko af det truende DF. Samen med de to andre var dét hans ambition. Som om Danmark er et pattebarn eller et mågestel eller en juleplatte. Man passer ikke på et land, når man er politiker, og over halvdelen af folket ikke ønsker at blive passet på af lige præcis dem der hævder at de har så store ambitioner om at gøre det.
Nummer to i rækken bliver af iagttagere med en slet misforståelig omskrivning beskrevet som vidtløftig, for ikke at sige noget værre. Nu orker man ikke at tale mere om det skide træ, men mandens stålsatte forsikringer holder fra nu af ikke i byretten, somansir. Alligevel påkalder mandens optræden sig en retrospektiv kommentar. Den kunstneriske præstation var ikke flatterende. En hovedregel i selskabslivet tilsiger aldrig, ALDRIG at underholde sine omgivelser, især ikke hvis de er tvangsindlagt, med hvor festligt man har haft det i et andet selskab.
Ifølge manden, der rent ud sagt stod og fedtede for statsministeren, og som man altså sagtens kan sige noget værre om, havde de tre enslydende mænd haft det så morsomt, så morsomt og grinet og grinet og var trimlet rundt på gulvet af grin, uden at manden ville fortælle hvad der havde været så morsomt. I forvejen forbinder de færreste manden med hvad man normalt opfatter som morskab. Han ville i så fald ikke være den mand, som manden er, og i hvert fald ikke forsvare de idiotiske idéer og den bøvede fanatisme, der har bragt ham og hans flok ind i maskinrummet, som han benovet forsvarer sin kovending.
Måske var det i virkeligheden kun manden og statsministeren der grinede, mens den tredje var ude og tisse, de to morede sig over de mandater han har, at de kan stå i det lille gæstelokum på Marienborg, og efter næste valg ikke engang behøve prøve.
Én ting har manden tilfælles med ham med de få mandater, skønt de egentlig ikke har ret meget andet tilfælles end ubehaget ved et valg lige nu, de har ambitionen til fælles.
Det var først statsministeren der langede dén over disken. Så mange gange ambition at denne skribent, der af faglig vane gerne tæller bommerter i fjernsynet og har Nordeuropas største samling af dronningens fra nytårstaler gennem mange år, nu ynkeligt måtte opgive at holde tal på, hvor mange gange statsministeren og siden de to andre nummermænd sagde: ambition i ental, flertal, som adjektiv og adverbium.
I kort form er det rene og skære indhold af regeringsindholdet her gengivet i overensstemmelse med den retoriske præsentation ved fremlæggelsen:
Vi har en stor ambition om en ambitiøs politik, vi ambitiøse partier med ambition om ambitioner, vi er så ambitiøse at det er en stor ambition at være så ambitiøse.
Idéen kommer sikkert fra statsministerens parti, der i årevis har lanceret det ene tomme slagord efter det andet og flere gange vundet på det. Én gang gik det galt: da Fogh Rasmussen i opposition bed sig fast i at pengene fosser ud af statskassen. Dén slog tilbage på ham selv. Der var sgu ingen der troede på at noget fossede nogen steder med Store Mogens som finansminister; den skulle Fogh ud hvor Kragerne går i træsko med, og heller ikke der slog den an.
Men ellers: Venstre ved man hvor man har. Det kan enhver jo komme at sige, og gør man det tilstrækkeligt tit, begynder pressens folk, hvoraf et synligt tal selv er venstrefolk, at bruge den samme.
Ligervis med ambitionerne. Nu hedder det sig allerede i at regeringen er ambitiøs. Det er der ellers i betragtning af ministerlisten ikke meget der tyder på. Den minister med højest IQ og troværdighed er nu den degraderede Søren Pind. Alene det.
I et eller andet omfang må mennesker, hvilket så også gælder partiledere og nu ministre, jo måles på det der kommer ud af munden på dem. Det var altså forleden ambitioner i skysovs.
Indholdet er det rene plat, der kun får mening, når de tre ledere i koalitionen fra tallet 53 tæller op til de manglede mandater. Så meget for ambitionerne.
I spidsen for det hele står manden som kun en tåbe ville købe et brugt bilag af. Ambitiøs? Tjah.
Ambition er blevet et plusord, uanset at det dybest set gælder for en klassisk dødssynd. Hos Shakespeare optræder ambition i betydning magtliderlig hensynsløshed.
Da Mark Antony hævder at den netop myrdede Cæsar havde planer om at forgylde romerne, vil de springe op og falde ned på at han var ambitiøs, akkurat hvad de sammensvorne beskyldte diktatoren for. De myrdede ham, netop fordi han var ambitiøs. Ved udsigten til guld og grønne skove, betænkt romerne i testamentet, bliver skældsordet underordnet, men også først da.
En blot og bar ambitiøs person er bare en skiderik.
De tte blot et ambitiøst forøg på at få andre end folk der mener det i forvejen til at indse, i hvilken uambitiøs jammer riget er havnet.

Ambitionens vingesus

Georg MetzUncategorized2 Kommentarer

Den trekantede regeringskonstruktions indbyggede sammenbrud

AF GEORG METZ

”Vi ligger [sic] os ikke ned. Jeg ligger [sic] mig ikke ned”, sagde statsministeren og lagde sig ned for fødderne af Audi-Anders, som Ekstra Bladet forudsigeligt døbte den stålsatte Samuelsen. Han faldt fra træets top i ministerbilens retning. Metaforerne står i kø, når det gælder dansk politiks storskrydende principfaste opportunist. Kun som følge af LA-bossens hidtil ubøjelige jernvilje skal han høre knubbede ord for nu omsider at erkende folkestyrets kunst i samarbejde og kompromis. Bedårende var til gengæld træmandens redegørelse for nedturen: Sandelig ikke et løftebrud, Samuelsen har jo hele tiden sagt at stod Lars Løkke fast på mindre end 5 procent, fældede LA venstreregeringen. Men nu med indbydelsen til regeringsdeltagelse var der jo ikke en venstreregering længere, men situationen som efter nyvalg. Og lillemor sprang ud af vinduet, for lillemor er ikke en sten, og derfor kan hun flyve, og oppe mellem grenene mødte hun Samuelsen der i tautologisk flyvskhed lod sig inspirere til endnu en uforgængelig replik: ”Vi har ambition om et vingesus”. Her ville Holberg have grinet parykken af led, og siden brækket sig da Samuelsen var skamløs nok til at tage ordet ansvar i sin mund.

For at det ikke skulle være løgn forsikrede den nedfaldne formand at de fem procent var tak for sidst, fordi LA ikke fra første færd kom med i regeringen. Nogle vil mene at det kunne han for fanden da godt have sagt, inden han klatrede op. Nu ligger alle de stakkels rige mennesker hjemme i Gentofte og jamrer sig i søvn af ærgrelse over misundelses-topskatten, og de nu må udskyde købet af en ny Audi på ministerbilsniveau og spare sammen mindst en halv time mere.

Sandheden bag det uventede kursskifte – selv Hans Engell havde ikke set det komme, hvilket forståeligt nok opmopsede den kompetente kommentator – sandheden er at tre af fire partier i blå blok er skrækslagne ved tanken om valg. Venstre fordi de mister magen, DF fordi de mister mandater, Konservative fordi de mister sig selv. Og LA fordi de også mister mandater efter den lange tid med løfter og en formand, der længe har lydt som om han har spist for meget euforiserende bark.

Så i virkeligheden er fire ud af fire borgerlige partier ikke vilde efter at spørge vælgerne, skønt man i denne situation faktisk lige netop har denne indretning til rådighed, den der i Grundloven går under betegnelsen folketingsvalg. Dette fænomen, som Samuelsen på mystisk vis altså mener har fundet sted, uden nogen opdagede det, har man lige faktisk netop præcis til at afklare en uafklaret umulig situation som den foreliggende. Det er snedigt nok at Løkke Rasmussen forsøger at fortsætte, men ikke forstandigt og ikke forsvarligt.

Det værste der kan ske ved et valg er jo næppe at statsministeren ryger ud. Det værste der sker uden et valg, er at den parlamentariske situation, uanset besværgelserne over et uhåndterligt rodet regeringsgrundlag, fortsætter – nu med ét stk. labil regeringspartner der forlanger afvikling af velfærdssamfundets allerede ynkelige rester og dét konfrontatorisk hurtigere end Venstre og meget hurtigere end den tredje partner.

Denne, den tredje i kløveret, de små konservative er ligesom flere af venstrefolkene ved at krepere af bekymring for at blive sat af i mørket. Hvis Søren Pape Poulsen tror at den politiske kannibalisme er tilbagelagt som samværsform mellem et større Venstre og et mindre Konservativt Folkeparti, eller at nænsom loyalitet bliver gangbar efter et par møder på Marienborg, kommer den kommunalpolitisk forvænte Poulsen til at tro om igen. Det sker om ikke før så dén finale valgaften, hvor han må lukke og slukke og opgive drømmen om det gamle folkepartis ubrydelige kontinuitet på Christiansborg.

Ikke at det redder Venstre, men at se den traditionelle partner mast til plukfisk har partiet – endnu en stund ledet af Borgens mest uforudsigeligt skruppelløse håndværker – ikke så meget imod. Svend Aukens ord om had-, kærlighedsforholdet men uden kærlighed mellem de to engang meget mere jævnbyrdige borgerlige partier, er fortsat gyldigt.

Statsministeren og venstrefolkene for den del vil fremover blive mødt med et veltjent fyndord: taburetklæbere. Roald Als tegnede i sin tid Schlüter og Ellemann med taburetterne bogstaveligt limet fast i røven, indtil der gik tamiler i Schlüters, og møblet blev gnavet væk under ham.

Løkke Rasmussen overgår langt sine forgængere i rollen trods eget længst lattervækkende udsagn: ikke for enhver pris.
Falder regeringen, falder den mest utroværdige statsminister siden 1901. Alle meningsundersøgelser er negativt middelmådige på troværdighed, karisma og andre personlige egenskaber måske bortset fra snuhed. Den kan man komme langt med. Men også Venstres tal som sådan er bestandigt nedadgående, og det finder baglandet sig ikke i uendeligt snedighed og trepartiregering eller ej.

Tallene er også uvant vigende for Dansk Folkeparti – fortsat underdrejet i EU-sagen.

Hvis valget kom nu, måtte Thulesen Dahl aflevere mindst ti mandater. Ikke så sært, når formanden trods rituelle trusler fra løjtnant Skaarup udtrykker forståelse for Løkkes trekløver. Kløveret får næppe problemer fra dén kant. Lige med det samme.
Messerschmidt-sagen, eller hvor mange der endeligt indblandes, er utvivlsomt indgået i statsministerens initiativ. DF hæmmes af nye afsløringer, drypvis uden dråbefanger. Dertil kommer OLAF-undersøgelsen som kværner videre, og som før eller siden betyder at de regnskab og dokumentation, som partiet stædigt afviser at offentliggøre, uundgåeligt kommer ud. Før eller siden.
Umoden, udygtig krisestyring uden ambitionens vingesus betyder kun at skandalen trækker i langdrag, i stedet for at tage skraldet én gang for alle.

Men det er måske slemt, at: prik, prik, prik…

audi

Hvilke eliter

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Et skældsords relative indhold og betydning

AF GEORG METZ

Middelalderkongernes hird, huskarlene, livvagten, de udvalgte var en flok bøller. Af dem udvikledes en politisk, økonomisk, militær arvebetinget elite: adelen. Efter 1660 fortrængtes denne af en mere fleksibel borgerstand. Riget fik en loyal universitetsuddannet embedselite, mens adelen sygnede hen på deres forgældede godser. En elites retur i vore dage kun interessant for en halv håndfuld sladderjournalister med ugebladenes hastige oplagsnedgang i hælene. Men det er en anden klumme.

Embedsfolkets afkom, blomsten af Danmarks ungdom som man sagde i skribentens fortid, blev opfostret i eliteskoler – det mente skolerne om sig selv – fik høje uddannelser og arvede status af elite, skønt de sjældent selv betegnede sig som sådan. Det brugte man ikke.

Dengang var elite mere noget Gunnar Nu Hansen i patriotisk korrekte højtidsstunder kaldte den Lille henrivende Inge ved nazi-olympiaden i Berlin, ukuelige Lis Hartel til hest i Helsingfors eller Paul Elvstrøm, når den store sejlsportsmand for Gud ved hvilken usandsynlig fantastisk gang vandt guld med røven i skumsprøjtet ud for Melbourne og dementerede at Danmark var for lille et sprogområde til en elite til søs. I sportens verden er betegnelsen blevet hængende i positiv betydning. Toneangivende borgerlige politikere (eliten) hylder den danske sportselite. Trods ruinerende nedskæringer også forskereliten. Men ellers når nogen skiller sig ud med holdninger der ikke flugter en lavere fællesnævner af stegt flæsk og persillesovs og danske værdier og Haarder og hans pumpestok, er det nul putte og elite et skældsord.
Elite har dobbeltbetydning: at være eller blive udvalgt. Havner man i den kategori, kan én og anden gå hen og blive elitær, hvilket er noget andet. En sand forstandselite er ikke elitær, så er den ikke elite, men arrogant og smådum.
Rent bortset fra det mindreværdsbetonet foragtende i elitebetegnelsen markerer den ægte elite indflydelsesrig alvor. Dét og dén elitære har skær af noget selvoppustet lattervækkende, men ordets indlysende ophavsbetydning er sløret. En elitær person er et naragtigt fæhoved der retter ind efter vedtagne normer og hævder den elitæres krav på at være elite. Hvad angår en art som den nuværende miljøminister såvel i adfærd som sprogbrug, løber det elitære naturligt én i munden. Ikke desto mindre tilhører ministeren takket være sin formelle position eliten, som en regering nødvendigvis må være, om ikke andet så i rollen som magtelite.

Den ende af det politiske miljø, det blå segment, slår normalt syv kors for sig ved ordet. Eliten er de andre, de ufolkelige, de snakkende klasser, de kulturradikale, de politisk korrekte, de der ser ned på folket og handler formynderisk hen over hovedet på almindelige mennesker og deres værdier og vil have vindmøller til havs, ingen majonæse på den fravalgte nitritspegepølse, mere public service, ingen vild med dans og slet ikke den lumre pædofile dagdrøm af et pigekor i DR.s tv. Det er eliten – og præsenteret som sådan ikke for det gode.
Derimod er det ikke en elite der smækker vindmøllerne op midt i statsskovene, hvor man også fremover takket være den elitære minister snart må bygge hoteller, eller man i øvrigt er med på fordummelsen i et kulturbudget skåret ned til fodsålerne, mens endnu en elitær kanon afleder opmærksomheden fra en fladtrådt kulturpolitik.
Øverst i kongeriget sidder dronningen på sin trone, hvad hun jo ikke gør. Men nummer 1 A i rangklassen dét er hun, uden at man af den grund kan kalde Majestæten med familie elite. Karakteren af særligt udvalgt og af Guds nåde har for længst mistet betydning, kongehuset er vane. Medlemmerne kan tumbe rundt som de lyster, klippe klude og hoppe i trampolin. De anfægtes ikke. Huset omgiver sig derimod med en pengeelite, nyttig når arvemassen af dyre biler, guld og ædle stene er begrænset, og man gerne vil have kaviar på morgenkrydderen.
Næst på rangstigen er Folketingets formand, en position der før havde status af dansk demokratis elite. Kun Borgens bedste sad engang i den stol.

Eftersom den nuværende formand gerne taler ilde om eliten, må man deraf slutte at hun ikke har hjemme der. Dette på trods og i betragtning af at hun tilhører et ganske vist afsløret og gennemskuet parti, men magtfuldt, der realpolitisk set næppe kan placere formanden andre steder på skalaen. Uanset knibskheden ved betegnelsen må det danske parlament opfattes som landets politiske elite. Intet over, intet ved siden af Folketinget, sagde Hørup. For at være præcis primært i forhold til det daværende Landstinget men alligevel.

Hvis nogen i vore dage hævder Folketingets entydighed som eliten over eliter, skal nogen have deres skolepenge tilbage. Salget af DONG er blot ét af flere eksempler på de folkevalgtes impotens, vel at mærke en magtforskydning ikke bibragt af EU, FN, konventioner eller menneskerettighederne, men mere eller mindre selvpåført.

En ny elite af nutidsbøller er ved at overtage butikken. For nylig var det populisternes kampagne i England, efterfulgt forleden i USA hvor den britiske bølle, Farage aflagde en endnu større lykønskningsvisit i Trump-tårnet. Begge vandt på hadefuld tale hånd i hånd med den demagogiske fantasiforestilling: at derude lever de rigtige mennesker frem for eliten – eller dem der under sandhedens åg martres af tvivlens anstændighed(!).

Den afskyede elite er således hængt ud af en ny og mere determineret, der stik imod egne postulater immervæk har let tilgang til magten og uden skrupler taler på de vrede og tilsidesattes vegne. Paradoksalt nok ofrene for den samme neoliberalisme, den nye kyniske elite udspringer af.

På tide inden det store lokum brænder helt ned, at definere hvem der er elite i forhold til hvem og tage kampen op derfra.

Hvis ikke det lyder elitært.

Den afdøde korrekthed

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Sproget i den bevidstløse populismes tjeneste

AF GEORG METZ

Uanset hvad vej det gik, og det gjorde det jo så, står en af tidens mest fortærskede platituder tilbage i nyt lys: den politiske korrekthed.

I præsidentvalgets stadig mere groteske forløb føjede Donald Trump dén til sin enkle retorik og demonstrerede flosklens fortsatte plads i politisk demagogi, hvis substans er en by i Bibelbæltet og løgn og fordrejelse gangbart som argument. At den udskældte politiske korrekthed i den grad led nederlag også i dette valg, må velsagtens betyde at frasen i kampen mod de kreative, de snakkende klasser, eliten og dennes påståede, men annullerede almagt må være faldet for aldersgrænsen. Den politiske korrekthed her i landet optræder på linje med det mere lokale begreb kulturradikalismen. Disse to sammenbragte størrelser, som de der anvender dem flittigst forholder sig ædrueligt til, har haft blivende status af foragt og skældsord. Når kritikere anfægter utålelige asylbestemmelser og varsler om brud på konventioner og internationale aftaler, afvises indvendingerne som politisk korrekthed.

Debat er derved afmonteret, hensigten opnået. Når Pia Kjærsgaard kalder EU-Parlamentet en rotterede, udlægges det som politisk korrekthed at kritisere folketingsformandens anløbne forhold til rottereder, Europa og det danske sprog. Det er formentlig også politisk korrekthed der har sendt – ifølge den ordbogsforbrugende Kjærsgaard – en ”tusnami” mod Messerschmidt og hans verden, Komiske Søren og den synligt driftforstyrrede Thulesen Dahl. Det var rottereden i Bryssel der fristede og forledte de fem musketerer – nu fire hvoraf mindst to er på spanden – til heftigt misbrug af EU-midlerne. Uskyldsren, som Søren Krarup jamrer, dét er den kreativt begavede ungersvend der blot sjuskede. På et højt plan, som partiformanden mente.
Kritik og opposition vendes til modformel i selve den foragtede politiske korrekthed. Dén korrekthed der bl.a. forventer rene linjer og folkevalgte uden snyd. Pæne mennesker beder ydmygt om man afdækker de uregelmæssigheder, der utvivlsomt vil give anledning til politisk korrekt, begrundet forargelse.
Bestemte ord, vendinger og begreber nedslides i overdrevent brug og mister kraften i mediernes repeterende malstrøm; til sidst er flosklerne drænet for betydning: at stå på mål for noget eller nogen, at adressere en udfordring, hjælpe i nærområderne, danske værdier, udfordringer, osv. Det meste er tilsyneladende harmløst og dækker over ingenting eller lukkes ud som substitut for et øh!, i vid udstrækning afløst af formlen: Hvad hedder det! eller hva’erdetdethedder!
Når dén langes ud, tæller lytteren, hvor mange hvad hedder det, de kan nå pr. sætning eller i minuttet. En udfordring når det er medarbejdere i radioen, der trods alt må forventes at vide hvad det de taler om hedder. Det spørger de ikke desto mindre uafladeligt om: hvad hedder det?
I DR’s radio takker de gerne egne medarbejdere på det hjerteligste, når de passer deres arbejde. 1000 tak! jubler vært og værtinde, når en kollega på fast skema, der må formodes at få løn for at udtale sig, lige har afleveret fem linjer lommeuld. 1000 tak for hvad hedder det …

Og så tilbage til kollega Karla Klump netop er sejlet hen til mikrofonen, og tusind tak fordi du kom, og hvordan har børnene det og pas godt på dig selv!

Sovset ind i flere og flere banaliteter og falske stiløvelser prisgives dén professionelle gnavenhed og distance, der er journalistikkens forudsætning.

Når nu proppen er af her midt i diskussionen om public service, siger de tit, når en af de mange mindre talentbelastede ministre er blevet interviewet om en ny skurkestreg: 1000 tak fordi du kom, rigtig god arbejdslyst!

Jamen, hvad f….. er meningen! Det skal journalister da ikke ønske nogen, slet ikke politikere og andre med begge hænder på magtapparatet, folk der hellere end gerne stiller op og snakker udenom. Journalister bør i væbnet neutralitet betjene deres ansvarlige gæster uden pinagtig underdanighed og ilde anbragte taksigelser.

Men det er måske også politisk korrekthed at bede licensbetalte funktionærer respektere fagets kritiske metode i form og indhold!
Floskuløse værter i radioen bør erindre sig at alle disse tusinder af 1000 tak devaluerer det falske skrabud, til sidst er 1000 gange tak ikke mere tilstrækkeligt.

Trump og andre på fløjen værdinedskriver blandt mange andre skurkestreger til stadighed sproget og forfladiger ordenes betydning. Et originalt udtryk som ”politisk korrekthed” der jo stammer fra amerikanske universitetsmiljøer i 70´erne, anvendt sarkastisk mod folk der var i den grad frelst i mælet om farvede og kvinder og forlangte visse ord udrenset af den daglige tale, så det var til at knække sig over. De var politisk korrekte, hvilket havde rødder i frisindet kulturdebat.

En af kulturradikalismens pionerer, apropos, Poul Henningsen skrev således med spidset skrivemaskine i 1931 revyen ”Pæn og Høflig”. Her formulerede PH under salens fyråb det politisk korrekte ved at hævde en af Inger Støjbergs senere så umistelige politisk korrekte danske værdier: kvindens ligestilling. Den gængse politiske korrekthed i de dage henviste kvinden til en sekundær plads i hakkeordenen. Kvinder der skejede ud og insisterede på egen ret til liv, ære og velfærd måtte finde sig i at blive centrum for den offentlige mening og sladderen – dengang uden tyveri af plankede kreditkortoplysninger. PH sluttede med et omkvæd som svar på et flertals blinde idioti, der ydermere blev en ny politisk korrekthed og et kulturradikalt slagord: tag og rend mig i den offentlige mening!

Det sidste man få trang til oven på valget af populismens superstar, der nu har aflivet den politiske korrekthed ved at gøre sig til talsmand for og verdensleder af en ny.

trump-1

Redelighed og rotter

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Når en folketingsformand bliver animalsk

AF GEORG METZ
Pia Kjærsgaard skylder en forklaring om folkene i den rotterede, som hun mener er et passende navn til EU-Parlamentet, formerer sig som kaniner.

Når folk af formandens støbning kommer ind på det animalske, sker det som regel ved brug af et overskueligt antal arter: gnavere, slanger, drøvtyggere og torsk.
Folketingsformandens rotterede har sine historiske rødder. Formentlig er hun langtidspåvirket af en enkel, men fremtrædende mand (dyrlæge) og partifælle i Fremskridtspartiet, Kjærsgaards politiske udgangspunkt. Dyrlægen dengang mente til manges ubehag at danske muslimer formerer sig som rotter. Dette synspunkt delte den senere partiformand og nu folketingsformand, men ændrede rotter til mere indtagende kaniner. Meningen gik ikke tabt af den grund.

Rent bortset fra udsagnets musikalitet, var det også falsk: indvandrere allerede af første generation accelererende i anden- og tredje bragte sig hurtigt i overensstemmelse med det nye hjemlands mere beskedne formeringsrate. I øvrigt til skade for befolkningstallet. De færreste danske borgere formerer sig i demografisk rimeligt omfang. Raten hænger sammen med børnebegrænsning, kvinders karrierekrav, samt højere uddannelse, hvilket på lidt længere sigt kan betyde Dansk Folkepartis undergang og parlamentsformænd af Kjærsgaards kaliber som en kuriositet fra en dunkel fortid.

Men det er en anden klumme.

Nu er den kategori af erklæringer: at (andre) mennesker formerer sig som rotter og kaniner eller den nylige rotteredesammenligning om EU næppe fremsat på en oplyst baggrund. Det ville heller ikke ligne P. Kjærsgaard.
Generaliserende udtalelser på klos hold af det misvisende samt diskriminerende udsagn i kategori med løgnagtigheder sigter oftest mod at ophøje den ringeagtende der ringeagter andre og anfægter enkeltpersoner eller befolkningsgruppers omdømme. Det hænder for at bortlede opmærksomheden fra egne affærer.

Standardtaktik for folk uden skrupler.

Under risiko for misforståelser trækkes nu nazikortet:

Konsekvent anvendtes skadedyr i nazistisk propaganda i Der Stürmer og andre beslægtede publikationer. Berygtet – foruden spillefilm de såkaldte Tendensfilm hvor symbolikken var tung – kan fremhæves de antisemitiske, regimeunderstøttende propagandastrimler fra UFA postulerede som dokumentarfilm: Der Ewige Jude fra 1940 hvis indhold giver sig selv i dens umenneskeliggørelse af de tyske jøder, optakten til de forestående massedrab; kortfilmen: Erbkrank fra 1936 og den længere: Opfer der Vergangenheit fra 1937 hvis mål begge var at forberede tyskerne på ”medlidenhedsdrab” Euthanasie af psykisk syge, synligt handicappede voksne og børn og evne- og åndssvage. I begge film vises skadedyr som gennemgående metafor for de mennesker man ville til livs. Tilbagestående, hjælpeløse og invalider tærede som rotter på den tyske nations ressourcer uden tanke for folkefællesskabet i den nationale eksistenskamp. Derfor var det en pligt at bortskaffe disse omkostningstunge, udsigtsløse individer der ydermere formerede sig som de skadedyr, man præsenterede i filmene. Regimet gjorde fædrelandet en tjeneste, også de arveligt belastede, die Erbkranke ofre for fortiden og Weimar-republikkens dekadence ved at slå dem/skadedyrene ihjel.

Jøden som rotte var i nazisternes raceterminologi nærliggende: Jøder holdt sammen med andre jøder og opererede i flok, altid i flok, sluttet sammen i ghettoen under skumle forhold der ikke tålte dagens lys, hvor de rub og stub åd rigtige tyskeres mad, forurenede brøndene og sked på resten. Sådan var det.

Men så kom det store øjeblik: Som sendt fra himlen nedsteg Hitler og hans raske svende og ryddede op – absolutistiske mennesker og totalitære systemer taler altid om at rydde op – slog hul i det tærede murværk, så uhumskhederne kom frem i lyset: dér sad rotterne i deres rotterede, Rattenloch, og så var det bare om at tage fat.

Såfremt tyskere med vanlig tillid til EU, eksempelvis folk på formandens alder og ældre, bliver bekendt med den danske parlamentsformands udsagn, er det næppe noget de bryder sig om at blive mindet om og fremmer næppe begejstringen for det lille land mod nord og dansk ost.

Dehumaniseringen er det afgørende i denne kommunikationsform: det dumme svin, den store ko, den lede slange; udtryk der reducerer det menneskelige, men som nu engang benyttes i en snæver vending og lukker dampe ud.Og så er dét glemt. Mand og mand imellem.

Anderledes på det officielle plan. Rotteredeudsagnets ophav i midlertidig position som Folketingets formand anvender på sin nations vegne et udtryk, som hun ikke ville drømme om at hæfte på sine egne partifæller, skønt Dansk Folkepartis top unægteligt frister til brugen af stærke ord.

Ord skaber handling, sproget former mentaliteten. Ordets frihed er ikke absolut, som nogen tankeløst hævder især når det ikke går ud over dem selv. Ordet er ansvarspådragende. Jo højere oppe i systemet des mere fordrer ordet omtanke – ikke mindst når målet for spydigheden: rottereden i EU lige er blevet snydt af ens egen sammenspiste flok så vandet drev.
Udsagnets betydning og konsekvens, hvad enten i den konkrete rotterede eller i formandens distræt læsning med tilbagevirkende kraft af ordbogens sekundære betydning: et faldefærdigt hus fyldt med rotter, anslår måske først en streng af forståelse: hvor groft det er at udstyre legale institutioner med nedværdigende benævnelser, hvis man her og nu giver sit besyv med: at alle ord i denne klumme utvivlsomt er som at kaste perler for en so.

Skrevet i det forfængelige håb at Folketingets formand i sit stille sind, når hun således bliver sat som adressat for et utilstedeligt, foragtende udtryk, indser, som præsidiet på et møde i nær fremtid utvivlsom forsøger at få hende til, hvor groft hun har griset sin egen rede.

piakjaersgaard

Pia Kjærsgaard skylder en forklaring om folkene i den rotterede, som hun mener er et passende navn til EU-Parlamentet, formerer sig som kaniner.

En krise og en god historie og dens banale umoral

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Retten på vrangen

Hvordan man end vender og drejer det hele: Dette er, hvad pressen kalder en god historie. En sådan defineres som brud på norm og sædvane. Bliver rige fattige, de fattige rige og udbyttet retfærdigt fordelt, er det en god historie. Kører togene til tiden, er det en virkelig god historie. Står solen op i vest og går ned i nord på to på hinanden følgende torsdage i uge 12 er det uden for enhver diskussion breaking news; giver Clinton og Trump hinanden hånd og smiler forelsket, er tophistorien klar. Det overraskendes brud på det forventelige eller tilvante rydder forsiden.
Et hjemligt politisk parti slår sig i årevis op på ærlighed, rene linjer og ro, lov og orden på de indre fronter. Partiet stiller store krav til andre partiers moral og borgernes lovlydighed; i forholdet mellem forseelse og straf kræves nidkært konsekvens i størrelsesforholdet 1:1. Pudsigt nok er partiet rundet af et tidligere i nyere danmarkshistorie, hvis vigtigste erklærede mission var afskaffelse af væsentlige dele af det borgerlige samfunds regler og love.
En sammenbragt flok af fortumlede hoveder på den uorganiserede del af højrefløjen præsterede under skatteadvokaten Mogens Glistrups førerskab tilsammen og hver for sig et ufatteligt og ubrugeligt roderi af demonstrativ disrespekt for indsigt og ordentlighed såvel i partiets program som i forvaltningen af valgsejren ved jordskredsvalget i 1972. I lige dele foragt for kendsgerningerne, hensynsløs tilsidesættelse af dansk statsskik og ubeskåret uimodtagelighed for alle rimelige indvendinger mod den uberegnelige, vildt egocentriske partistifter førte partiet sig frem. Stifteren var på den anden side urørlig som selve forudsætningen for partiets idé og eksistens og samtidig et omvandrende dementi af sig selv som konstruktiv og saglig relevant faktor i dansk politik. Til slut satte en domstol ham stolen for døren og puttede ham i spjældet for urent trav i skattesagerne.
På ruinerne af denne ustyrlige komedie af et politisk parti, hvis enkle mål havde været at skabe kaos i en desperat afledningsmanøvre for Glistrups skattetekniske fup og den ufrivillige selvafsløring i tv af ikke at betale skat, steg af asken som en vingeskudt papegøje Dansk Folkeparti.
En håndfuld tidligere partifolk fra Fremskridtspartiets fallitbo skabte en slags modbillede til deres eget politiske ophav. Væk var nu anarkiet, væk var skattenægteriet, der direkte truede et lovende vælgerkorps, enige om afsky for fremmede og EU, men ikke for billige cerutter og overførselsindkomster.
Ind kom som grundlag for det nye borgerlige folkeparti det småborgerlige, dannebrogsfarvede, oplysningsfornægtende, neosocialnationalromantiske dominerende element af samvirkende sentimentale kynikere med rødder dels i Glistrups populisme, dels i radikaliserede foreninger og sammenslutninger – eksempelvis Den Danske Forening stationen lige før en dansk neonationalsocialisme, men uden socialisme.
Hidtil er partiet gået fra fremgang til fremgang i meningsmålinger og ved valgene siden 1992. En ubrudt opstigen fra muddergrøft til palads hver det indtil for nylig så ud til at den nuværende formand på forholdsvis kort sigt ville kunne gøre indmarch i Skt. Jørgens Gård i partiets endelige selvbekræftelse som stuerent, statsministerfähigt, ligeberettiget med de andre store danske partier.
Så skete det der måtte ske i en forsamling som DF i den grad topstyret i dets koordinerende udvalg af få indspiste personer minus opposition.
Fem mand kører med klatten. Fem mand i stadig bekræftelse af egen fortræffelighed, uden evne og vilje til tvivl endsige selvkritik. Magten løb af med dem. En af dem mente at vandet i Belgiens hovedstad er farbart til fods.
Bom! sagde det så.
Da røgen lagde sig i det magtfulde udvalg, var de kun fire tilbage.
Og så begyndte festlighederne med formanden på slap line i forsøg på at afmontere Messerschmidt og kollega Vistisens fiflerier, hvis ikke værre, med EU-midlerne.
Det hævdes ofte at man finder den inderste kerne i personers holdninger og karakter i freudianske fortalelser. Formand Dahl har i den forstand været leveringsdygtig og generøst skaffet indblik om ikke andet så i DF´s konstituerende tankegang og mentalitet.
Et begreb som Thulesen Dahls noget nær guddommelige: ”sjusk på meget højt plan”, skal man nok søge bistand hos psykiatrisk sagkyndige for at dechifrere: Set fra hvor og af hvem, og hvilken traumatisk barndom kan have bibragt vedkommende et så forkvaklet forhold til ord som lavt, højt og sjusk?
Mere graverende og krystalklart er Th. Dahls senere forklaring: at DF ikke ville stå tilbage for andre, der (underforstået også) snyder med EU-midlerne. Hvorfor skal DF stiles ringere end andre, det sagde han(!). Unægteligt udtryk for en særegen moral, og næppe én der holder i byretten, hvis han var tiltalt for at køre uden cykellygte. Udtalelsen skal formentlig – foruden iboende korruption i formandens hoved – ses i forbindelse med den strategi, DF´s fire-bande har anlagt: retorisk at overskyde hovedårsagen til miseren til EU.
Det fik formanden allerede gjort ved at henvise til alt det EU jo støtter af besynderlige sager… Hvad er så the big deal i at MM og kammerater har ædt og rejst for andres penge, Vistisen, manden der undersøger sig selv, fik sig lidt medietræning, DF-møder i massevis blev afholdt uberettiget, osv.
Bilagene offentliggør de ikke, ingen kan (ikke umiddelbart, men vent bare) komme videre i sagen og se detaljerne.
Det er sagt til bevidstløshed: sådan lægger man ikke kortene på bordet. Så længe det ikke er sket, er DF´s fire tilbageblevne i ledelsen nogle snydepelse.
Vigtigere er Thulesen Dahls freudianske fortalelser. Eller bevidstløse afdækning af en sløj moral.
Var dét så overraskende?

De seneste bedrifter i den nationale trampolin

Georg MetzUncategorized1 Comment

Drengenes verden

Der var en kronprins i landet der flød med flæsk og frikadeller. Prinsen fandt ikke rist eller ro, men rendte ustandseligt rund på sine stærke ben, kørte på hurtige cykler og lavede dybe knæbøjninger. Når folket løb om kap med overvægt og tidlig død, løb prinsen med. Den venlige mand med den ene funktion i livet at efterfølge sin mor stillede gerne op i pandebånd og sparkedragt, skænket af kongelige hofleverandører med ambitioner om ordner og titler.
Nu var kronprinsen snart halvtreds. Såfremt moren trods sit majestætiske forbrug af farlige græske cigaretter snød lægevidenskaben og levede længe, var kronprinsen snart 60 eller 70. Fanget i en rolle hans forfædres forfædre i (næsten) lige linje kæmpede sig til, huserede rastløsheden i den krop der langsomt uanset idrættens krumspring ubønhørligt ældedes. Hvad var tilbage for en sådan hengemt prins af blodet andet end at bestige nærmeste trampolin og hoppe sig en tur på stedet.
Da sendte med ét forsynet kronprinsen til tælling, men skånede nådigt riget for en brækket hals på den forkerte torso. Den fataleste af alle ulykker havde i så fald skabt rod i rækken, nu bekræftede hændelsen kun dronningen i at sidde til hun segner.
Dét er kronprinsens verden.
En anden verden er Morten M´s. Det erklærede han i radioen, da en journalist i klartekst spurgte: Hvad fanden har du gang i, mand?
Morten M. har gang i at udstille Unionen og dens hykleriske tilhængere som politisk korrekte der sviner med midlerne, lever i sus og dus på astronomiske diæter og foragter brave, ærlige danskere bag lukkede grænser i en ufordærvet nationalstat.
Konfronteret med unægtelige forhold havde Morten M. dog intet galt bedrevet. Ikke ”i min verden”, sagde han.
I min verden! Her indskydes et latterbrøl: hahahahirhirhahaha! ad-lib.
Sig det igen: I hvis verden? Sig det Morten, sig det igen!
I min verden….. Latterbrøl.
I Morten M´s verden, en verden til fælles med DF i fælles monoman forvridning af den virkelighed, partiet hævder andre fornægter.
Morten M./DF har svindlet med betroede midler. Punktum. Bevidst eller sjusk er sådan set underordnet. Kære hr. betjent, jeg ved, jeg kørte spritkørsel, men i min verden er dette blot sjusk!
I kaskader af forskruede ord modsagde Morten M. sig selv og sin partiformand, den sidste på vild flugt fra medierne, til flugten stoppede, og Thulesen D. For åben skærm fyrede Morten M. fra partiets ledelse uden at svare på: 1: Hvad han selv havde vidst om snyderiet, bedraget, svindlen, og hvorfor ikke, og 2: hvorfor partiet ikke straks lægger alle bilag åbent frem.
Partiet hylder ellers lodret lov, orden og strengere straf for langt mindre forseelser.
Nu er Morten M´s verden p.t. brudt sammen. Partiformanden, kendt for at kende hvert komma i mere komplekse regnskaber og umuligt kan have været uvidende om de betændte forhold, har gnubbet Morten M., Den Store Stemmesluger, ud af ledelsen og placerer nu ansvaret for skandalen entydigt på den faldne storhed (og truende rival) fiffigt nok også på ”rodebutikken” i Bruxelles. Det ender altid der: Det er også dem nede i Bryssel. Det er også dem nede i Bryssel der betyder at landet modsat Morten M.´s og partiformandens forenede garantier nu bliver hældt ud af politisamarbejdet.
I en bedre verden end partiformandens, var ikke alene Morten M. verfet ud af ledelsen, partiformanden ville i forgårs som hovedansvarlig selv have beklaget sin svigtende agtpågivenhed, sagt tak for kaffe og søgt ned på bagerste række i salen. Når lokummet brænder ned, er dette prisen for at lede andre. En hvilken som helst ordentlig formand i en hvilken som helst bare gennemsnitlig trampolinforening var rykket tilbage til start, så snart en af hans betroede havde kludret så gevaldigt med kassen. Men partiformanden mener jo ikke at snyderiet var snyderi, men sjusk på meget højt plan (sic).
Så er der Søren Pro Forma Espersen – vicepræsident i bedrageriet uden rigtigt at vide det. Manden skulle have lyttet til sin niece, der forlod partiet med et brag og advarede om følgerne af Morten M´s forvaltning af arrangementer uden folks accept og meget mere.
Mon ikke selv en blot minimalt opmærksom person, familieskab eller ej, i betragtning af eget bestyrelsesansvar, pro forma eller ej, ville tjekke, om den oprørske niece nu havde bare en lille bitte smule ret i sin kritik af regnskaberne i den butik!
For partinæstformand Espersen – tro det eller ej her et venskabeligt vink – burde det være en fordel både personligt og politisk bedre sent end senere at få snavset lagt alt op på disken. Lige nu.
Tøsedreng er Espersens yndlingsskældsord, så snart nogen sætter andre hensyn over de fordringer, DF så nidkært stiller på andres vegne. Her må Espersen enten mande sig op eller i fremtiden finde et andet skældsord og i øvrigt revidere begreberne i den verden af overvejende sort og hvidt der hidtil har været hans.
DF har i årtier, levet højt på en fiktiv folkelig djærv renhed, den Søren Krarup formulerede, og partiets folk har videreført, ganske vist med mere fedt flæsk og færre store ord.
Nu ramler det.
I Folketingets formandsstol sidder ydermere den tidligere partileder og har ikke begrebet – om muligt mindre end i førstningen af formandskabet – at den høje post indebærer forpligtelser og hensyn ud over øjeblikkelige stemninger, udfald og overfald signeret af formanden i denne egenskab. En emsig adfærd der før i karrieren gav pote og skabte det mest succesfulde populistiske parti i danmarkshistorien, men som nu understreger en bemærkelsesværdig uegnethed som hele folkets formand.
En ikke uvæsentlig side af DF´s selvødelæggende krise.
Kronprinsen i det lille land kravlede rigtignok op på sin trampolin og tog sig en tur.
Da han så, hvad han så fra oven og ned, faldt han ned og slog sig slemt.

En moderne kandidat viser vej fra impuls til had

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

År Trump

Heftige tilkendegivelser på de sociale medier afsendes fra lumre rum, hvor moden overvejelse udkonkurreres af hidsige møgfald.
Uden fysisk nærkontakt til andre fremmer egne omgivelser frimodigheden. Som den vrede bilist der forbander alle dem der er i vejen, men uden for bilens fire vægge er flink og rar. I ens egen verden kan man pille sig i næsen, klø sig hvor det bider og hade omgivelserne. Det gør ikke så meget, bare man lader det blive ved dét. Der er her forskel på nutid og datid, da en hær af postbude (til yngres orientering) tømte røde kasser på husmurene og fragtede breve, frankeret så også fattigfolk havde råd. En effektiv, men processuelt set forsinkende befordring af spontane følelsesudbrud: Først brevpapir og konvolut, skrive på maskine eller i hånd, slikke frimærke, sætte det lige på kuverten, kontrollere modtageradresse og notere afsender, hvis man ikke tilhørte den anonyme kreds af borgere i Valby. Det tog sin tid, en del af hysteriet fes ud undervejs, resten ofte på vej til postkassen, brevet nåede ikke længere end til den eftertanke der i sidste ende satte stopper for dets besørgelse.
Pc´en uden indbygget forsinkelse står altid indbydende parat i privatsfæren og har efterhånden stået der i yngre mands minde. I mellemtiden har elektronikken endnu ikke udviklet sin egen takt og tone. Twitter og Facebook byder sig til og åbner ladeporten. Nogle typer gemmer meddelsomheden til sen aften, tidlig nat, hvor depoterne er fulde og promillen høj. Man formulerer sig ubesværet bramfrit med hæmningerne hængt til tørre.
Kommunikation forpligter, man bør meddele sig, når man kan. At afstå er også kommunikation og kan ikke forklares i praktiske forhindringer såsom en fjern postkasse der kun tømmes tredje påskedag til næste år. Om det drejer sig om hjemmesyltede solbær eller verdenssituationen, skal det ud: også budskaber der i andre sammenhænge aldrig var nået længere end den snævreste familiekreds eller bodegaen.
Næppe nyslåede iagttagelser af de sociale medier. Kan hænde her et par mindre mosgroede overvejelser over aktuelle konsekvenser af den elektroniske kommunikationskultur, hvor spontaniteten koster den nationale selvrespekt – i værste fald millioner af menneskers liv og førlighed.
Her er mediet personen; det ikke er til at se, hvor nettet begynder og manden hører op, manden tager over og nettet tier. Kandidaten med hentehåret går i ét med elektronikken og danner skole som fremtidens kloning mellem det privatnærede had og den offentlige formidling.
Politikere og andre der lever af at gøre opmærksom på sig selv betræder nu i år Trump næste fase i den elektroniske revolution.
Efter Trump er intet mere det samme. Kandidaten er i sin skikkelse selve den hjemmegroede fæcesbog, den megalomaniske omrejsende kæmpetwitter på to ben. Fra privatsfæren til åben offentlighed udskides horder af ukvemsord og forbandelser uden antydning af betænkelighed ved konsekvenserne: mere tortur, snyd i skat, mur mod Mexico, ud af Nato. Et meningsmasturberende kæmpepattebarns forfængelighed og magtbegær i fri dressur uden skrupler, uden nødbremse.
Politisk substans har ingen gang på den jord. Kun personens indre kaos og ruskomsnusk er den politiske idé, det politiske mål rå magt og egen vinding.
Varemærket, budskabet er vreden, mistænkeliggørelsen, foragten og hadet der logisk nok i sammenhængen fører til trusler om modstanderens tilintetgørelse.
Som en genopstanden Goebbels i et orgie af løgn og fordrejelse til opponenten er bombet flad. Tvivlere, kvinder, foragtede minoriteter, og den afskyede elite på hvis ruiner kandidaten vil bygge sin by, fornedres og belyves.
Kandidaten åbner sluserne
for sine kreaturer, dem der hidtil kun fik luft på PC´en. Nu giver han alle mæle pr. stedfortræder i eget kød og blod, men på samme betryggende måde som i nettets omkostningsfornægtende raseri. Når han kan uden at kunne, kan alle der får del i festen det samme. Intet er for ondsindet. Opposition skal i den butik ikke imødegås og overbevises, men knuses. I spjældet med modkandidaten, satan selv, eller skyd hende!
En revitaliseret autoritært ansporet mennesketype, et særligt mentalitetssegment som Big Donald er overkomprimeret eksponent for, har fremdrift i de nemme medier uden korrektur. Kandidaten udslynger sine skældsord og sit had. Som om han sad i bilen og skabte sig tosset eller i lønkammerets mulm og udvekslede sine lurvede tweets med ligesindede, der blot ventede på at høre dem fra en talerstol og brøle med . Det er jo ikke tonen det kommer an på. Som de altid siger, når det ikke går ud over dem selv og alt om formens og indholdets enhed er fortrængt.
Politikere og folk af samme beskaffenhed lukker uden filter stadig mere galde ud. Når en tidligere efterretningschef går i byen med en bog, hvori han taler løst og fast om fortiden, hvad man sagtens kan have sin mening om, bryder folketingets formand sin selvproklamerede neutrale tavshed for 117. gang og proklamerer, som var det et tweet fra en pubertær taber på tolv: Han er en lille ynkelig person og en kyniker ud over alle grænser, og det har han alle dage været.
Et enkelt udsagn af tilpas få enheder, fod i hose i elektronikken, uden forbehold. Eksempelvis at den pågældende uanset påstanden om livsvarig ynkelighed i fortid, nutid og fremtid, jo godt kan have været tiltalende som barn og i al væsentligt er god mod dyr. Men nej: I alle dage var han en skidt knægt. Et udsagn i pagt med år Trump, galpet op af en formand der hævder tingets værdighed og forviser folk med ord på maven for dernæst at afsende forbandelser for livet mod en navngiven undersåt uden ret til genmæle på lige fod i den sal og fra den talerstol, hun misbruger og selv besudler.
En Kjærsgaard til tiden, mentalitet som en Trump.

Hvad en tilfældig dato rummer

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

7. oktober

Der har været rift om den 7.okober. I historiens løb er der sket bunker den dag:
7.oktober 1571 søslaget ved Lepanto, en spansk-katolsk krigsflåde tæver tyrken og lægger alen til den allerede veludviklede modvilje vantro kristne vantro muslimer imellem – fra hvilken side man så sagen. Dengang.
De forenede oprørere i de nordamerikanske kolonier besejrede 7. oktober 1777 englænderne i slaget ved Saratoga. Et godt grundlag for en utilregnelig præsidentkandidat der nu påkalder sig en forløjet datid og forsikrer frustrerede, uoplyste tilhængere at han og ingen anden gør America lige så stort igen. Ikke kun den volatile Mr. Trump, men utallige amerikanere i republikanernes sortiment overvurderer gerne landets historie mere end faktatjekket kan bære. General Horatio Gates vandt hin 7.oktober over sine egne tidligere engelske landsmænd i slaget ved Stillwater, som i myten blev forlagt til Saratoga, fordi det nu engang lyder bedre end slaget ved Ferskvand. Gates forsøgte desuden at gøre sin chef George Washington rangen stridig og ikke uden grund. Washington var en middelmådige general der tabte slagene, men til gengæld aldrig at åbne munden højt og hævede stemmen. Derfor troede folk at den rige plantageejer fra Virginia med de mange slaver var dybsindig. I virkeligheden havde han dårlige tænder.
7.oktober 1810 blev Peter Faber født i København og leverede 38 år senere som borgerskabets darling i let overvægtig udgave julens største hit: Højt fra træets grønne top. Afsyngelsen én gang om året er neonationalismens første forudsætning for at være ”dansk i hjertet”, efter kirkegang og risengrød og flæsk med sovs og brune kartofler.
Københavneren Niels Bohr, hvis familie oprindeligt ikke gjorde det i jul og grisekød, fødtes i Gustmeyers Gård 7.oktober 1885 og formulerede godt en snes år senere sine afgørende iagttagelser af den nye fysik – herunder kvantemekanikken som få danskere fatter et suk af trods national stolthed over den geniale landsmand i æresbolig og elefantorden.
7.oktober 1900 ser en usympatisk unge dagens lys i München og bringer dødens mørke med sig. 40 år senere, hvis jøden Niels ikke i tide var flygtet til Amerika for at bidrage til atombomben, ville en nu ældre Heinrich med dødningehoved i kasketten uden skrupler have slået den begavede dansker ihjel. Dette forehavende lykkedes imidlertid, hvad angår millioner af andre sagesløse af uønsket herkomst, inklusive Tysklands jøder. Folk, som et af historiens dummeste svin ikke mente var tyske i blod og hjerte og i aldrig kunne blive det, måtte undgælde. Kun de der havde midler og held til at flygte fra nazisterne, klarede sig – de færreste bedre end andre.
Disse flygtendes skæbne, samt andre i verdenskrigens slipstrøm, medførte at det internationale samfund efter rigelige erfaringer om folkedrab og fordrivelse i storskala vedtog fælles regler, konventioner, som historieløse politikere med rod i hoved og moral en historisk bagatel af 70 år efter nu vil til livs. Konventionernes overholdelse er millioner af nye flygtninges spinkle chance og håb. Derfor skal konventionerne også suspenderes, da de jo nu har praktisk betydning og koster noget. Nærområderne, vor tids svar på andres livsfare, må tage slæbet, fordi de er nærområde og selv er ude om det.. Forstå det nu.
Sådan er der så meget, når en Støjberg, en Henriksen, en Løkke og alt for mange socialdemokrater ser splinten i den nødstedtes øje, men ikke grænsebommen i eget.
Og nu tilbage til den 7. Oktober.
DDR-staten stiftes den dag i 1949 og holder 40 år. Da lukker og slukker et kys på munden mand og mand imellem den kiksede arbejder- og bondestat.
7.oktober 1950 invaderede Kina Tibet, hvilket 62 år senere foranlediger nogen i det danske regeringssystem at politiet roder sig ud i grundlovsstridig gylle.
7.oktober 1952 opfandt Norman Woodland stregkoden. Det effektive overvågningssamfund nærmer sig.
Dét har ikke umiddelbart noget at gøre med at der samme dag i Sovjetunionen fødtes et let langnæset, ikke ubegavet drengebarn, et senere bøllefrø der drev rundt i fødebyen Leningrads litterære passager og forulempede fredelige borgere. Dreng bliver mand, Vladimir tager sig i nakken og studerer jura, eftersom han ikke uden fin eksamen kan få plads i den eftertragtede hemmelige tjeneste KGB.
60 år senere er Vladimir kendt af hvert et barn i hjemlandet, og hele den øvrige verden ved hvem han er. 7.oktober 2016 smider Vladimir fortsat bomber i hovedet på folk i Syrien. Ambitioner kan føre vidt.
7. oktober 1957 får det tyvende århundredes teknologibetagelse et knæk, da en reaktor i Windscale atomkraftværket i England brænder. Radioaktivt nedfald spreder sig og kan have gensplejset tilstrækkeligt mange ældre englændere til den uregelmæssighed og idioti i mentaliteten der 59 år efter får dem til at sætte kryds ved brexit.
7.oktober i 1959 driller Sovjetunionen amerikanerne, da russerne efter sputnik triumfen bryder endnu et hul i kosmos og fotograferer den hidtil ukendte bagside af månen. Den har nemlig en sådan. Som så meget andet.
Eksempelvis når fædrelandskærlige med splitflag i nakken er ivrige efter at sætte skel mellem dem og os, en øvelse igen af højeste mode.
Den 7.oktober 1938, apropos Heinrich i de sorte støvler og runde briller, skal jødiske borgeres pas nu påstemples et rødt J. J for Jude forstadiet til jødestjernen efter Nürnberglovene der udskiller jøder fra folk uden J og rene i hjertet tyske, så tyske. Dette er kun midlertidigt, så berøves de stemplede passet, så ved man jo hvem der er hvem, og i hvis hjerte det tyske slet ikke skal have plads og de kan udskilles af folkelegemet. De hidtil kun tåltes ophold gøres utåleligt. Sådan gør man sådan, madam Støjberg.
Man kan lære meget af den 7.oktober.
Hvis man vil.

Et par ord til de rene i danske hjerter

Georg MetzUncategorized1 Comment

Historiens forsnævringer

Anders Fogh Rasmussen ville i et interview om sin nye bog til det amerikanske foredragsmarked ikke røbe, hvem han foretrækker som USA’s næste præsident: ”Debatten om amerikansk lederskab skal ikke domineres af, om jeg anbefaler den ene eller den anden. For mig er det ikke afgørende om det er en republikaner eller en demokrat, der sidder i Det Hvide Hus”.
Såfremt den tidligere generalsekretær havde haft flere tilbagevirkende kræfter, ville han dog klart have foretrukket republikanerne John McCain, Sarah Palin, Mitt Romney og Paul Ryan frem for demokraterne Barack Obama og Joe Biden. Demokraten Obama har ifølge den forhenværende Rasmussen anlagt en katastrofalt naiv og politisk korrekt kurs i Syrien. I modsætning til forgængeren, Foghs særlige ven George W.´s og Foghs egen anderledes kontante håndtering af Irak, hvor den tilbageskuende Fogh kommenterer tragediens oprindelige afvendelighed med den kreative konstatering: at alle jo var overbevist om at Saddam havde masseødelæggelsesvåben.
Ganske vist mente FN´s våbeninspektører noget andet, det tilkendegav ambassadør Blix i umisforståelige vendinger. Og ganske vist foreligger glasklart vidnesbyrd om USA´s og Englands regeringers vildledning af offentligheden. Og ganske vist konkluderede den britiske parlamentsundersøgelse at der hviler et tungt og uafviseligt ansvar for den ringe forberedte og ulovlige krig og dens frygtelige følger på daværende premierminister Blair, hvis kurs Fogh i Irak fulgte parallelt.
I den forbindelse udtrykker Rasmussen tilfredshed med at Irak-kommissionen her til lands blev nedlagt af V-regeringen; alt var jo klarlagt, som regeringen sagde, hvilket ikke helt er i overensstemmelse med den sag, regeringen og Fogh altså ikke ønsker yderligere opklaret. Kommissionen ville også blive alt for dyr, anfører Fogh. I Jyllands-Posten tilføjer han at det jo også ville tage år, før en sådan Irak-kommission afslutter arbejdet. ”I 2020 ville man så kunne læse om, hvad vi foretog os i 2003. Altså det giver ingen mening efter min mening”. Der ikke er noget at komme efter.
Meningsfuld historie er i denne optik, hvad en tidligere topansvarlig ikke finder mening i at undersøge, navnlig når det meningsfulde rækker for langt tilbage i tiden, hvorfra en udredning ellers ville give god mening.
Heri ligger nøglen til forståelse af endnu en mening Fogh Rasmussen så rundhåndet har leveret, nemlig om besættelsestidshistorien og den danske overlevelses- og forhandlingspolitik over for tyskerne. Disse forhold ligger unægtelig længere tilbage end 15 år, hvor Fogh Rasmussens karske mening er den enkle, at besættelsens historie kun har mening, hvis folk dengang havde gjort, som statsminister Rasmussen 60 år senere mente, de skulle. Uden i øvrigt at tage overdrevent hensyn til datidens betingelser og historikere af en anden mening end de tilbageskuende stålsatte født i betryggende afstand af Hitler.
En bastant postfaktuel opfattelse af fortidens forudsætninger er under udvikling i fædrelandet. Dansk Folkepartis Martin Henriksen har også en mening som han et døgns tid delte med kulturministeren, før denne fik en anden mening, da den første mening jo var meningsløs.
Dansk er man ikke, mente Henriksen – og den midlertidige Haarder – blot fordi man er født i Danmark, taler dansk, har dansk uddannelse, danske venner, dansk arbejde, er gift dansk og har danske børn, der går i dansk skole, taler dansk, har danske venner, etc. Dansk er man ifølge Henriksen først, når man er ”dansk i hjertet”.
Hvordan afslørede Henriksen ikke i sit anfald af stramtandede forestillinger om skikke, højtider, værdier, som Henriksen gået på klingen mestendels lod forstå er det ofte fremhævede juletræ, frikadellerne, stegt flæsk, ligestilling mellem to af kønnene, skingrende begejstring når Danmark scorer i fodbold, badning uden tøj og tørklæde og rigelig indtagelse af øl, når man er ung.
Disse kriterier for danskhed i hjertet udelukker ikke så få, også i skribentens danske familie og omgangskreds inklusive skribenten selv. Som idrætsignorant og boldblind føler man sig af og til som fremmede blandt galninge uden hjerte og jubel for støjende fodbold, ligervis hvad angår pyntede grantræer indendørs samt en række andre umistelige forudsætninger for den Henriksen´ske danskhed.
Når Martin Henriksen krænger sit vennesæle ydre ud og viser sit sparsomme men uimodståelige udvalg af muntre miner, transformeres hjertets følelser fra oprigtig bekymring over arternes udvikling til den pure fædrelandskærlighed. Tænke sig, at ét land og så så lille kan rumme så megen visdom og charme i én organisme og så så længe.
Historien om den nationale mentalitet møder hos Fogh Rasmussen og DF-ordføreren udfordringer. Havde man for et halvt århundrede siden forlangt at drenge og piger gik sammen i bad uden nævneværdige tekstiler på kroppen, levede op til det gennemsnitlige nationale alkoholforbrug og drak sig i hegnet i Prag, samt opmuntret styg tale om flygtninge og fremmede, var kirke- og skolefolk og et kor af dydens vogtere til højre og venstre brudt ud i klagesange og havde krævet dem der drev ungdommen i fordærv fradømt embede og ære.
Hvis en aflagt politiker ydermere havde forsikret at han ikke offentligt ville pege på den ene amerikanske præsidentkandidat frem for den anden, var mere end den halve nation faldet død om af grin.
Hvis en dansk justitsminister Pind dengang og i øvrigt i et civiliseret samfund, som altså ikke er det danske, på forhånd , inden retten var trådt sammen, havde blandet sig i en kriminalsag og erklæret sagen klar og de tiltalte skyldige i terror, ville vedkommende justitsminister Pind være forhenværende, før dagen var omme.

Men det er en anden historie om truede danske værdier, når truslen er alvor.