Forsvarsløs forladt over for den blå massakre

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

DR hvad det er

Bestyrelsesformandens taktiske snilde svigtede ham den morgen, da han påstod det danske demokrati truet konfronteret med den reduktion på en fjerdedel af DR´s budget, som højrefløjsflertallet kanoniseret af kulturministeren netop havde bebudet. Det står klart allerede nu at reduktionen bliver en realitet, med mindre regeringen falder og S og Mogens Jensen kommer til, og der bliver tre torsdage i næste uge. Bestyrelsesformandens reaktion mere end antydede at DR ikke råder over slagkraftige argumenter til at rejse støtte og en stemning i opinionen og eventuelt vende eller hindre et determineret flertal i at handle som varslet. Der er ydermere tale om den nye sekt af borgerlige uden finere fornemmelser for armenes længde og som uden skrupler blander sig i redaktionelle anliggender.
Formand Christiansen har muligvis ret i sin alarmerende vurdering: at en så kraftig reduktion af public service medfører italienske medietilstande med Trump og Erdogan lige om hjørnet. Men den slags profetier gør ikke det store indtryk. Især ikke når de kommer fra den truede virksomheds ledelse selv, og direktørlønninger og ledelseslagets rumfang i forhold til egenproduktion og kvalitet er gået amok i det store truede hus.
Men først og sidst ryster formandens nødråb ikke ret mange af dem, der måske burde blive det. Af den simple uafviselige grund at der ikke er meget for folk med noget på spil at gå på barrikaderne for. Efter tre generaldirektører i træk der hver for sig og tilsammen ikke evnede at gøre DR til et flagskib i flåden af medieudbud, heller aldrig har haft noget at byde på af original, fornyende og fornøden programudvikling af journalistiske og kunstneriske visioner, betyder DR ikke rystende meget i den store balance. Slet ikke noget i den ende af debatten, hvor kunsten skabes, meninger dannes og idéer brydes. Når deltagerne råber sig til ørenlyd i debatprogrammerne er dette ikke demokratisk meningsudveksling, men kraftprøver for folk der lever af at afbryde andre. Det er ikke i DR nybruddene i meningsdannelsen sker, og øjenåbnende nye former for samtidshistorien bliver til. Eller for den sags skyld hvor den nationale og kunstneriske tradition dyrkes og præsenteres påny, påny. Ej heller i DR at den kollektive erindring og værdibevidsthed næres og formidles. Det klares ikke ved at jage pigekoret ud i en kornmark for at vamle sig gennem sangskatten, så børneværnet burde kontaktes.
Hvad det reklamefri DR i overmål derimod tilbyder er selvpromovering og egenannoncering i højkomprimeret forrykt fraseret tonefald og en intensitet der udelukker debat om de faktiske tilbud, som DR for en end rigelig licens langer over disken. DR har selv både før og efter fastslået produkternes unikke (junikke) kvalitet.
Kernen i public service er jo netop den debat, bestyrelsesformanden frygter går til grunde, men som her afskæres af annoncøren, der har fat i den lange ende. Man diskuterer ikke med sælgeren af sød sodavand, om en slurk af stadset gør én lykkeligere eller kvalificeret til hovedspring fra 10-metervippen. Alle ved at sød sodavand ikke forhøjer fornøjelsen ved livet, skønt alle sodavandsfabrikanter hævder noget tilsvarende.
Når DR hyperannoncerer for sig selv, af sig selv og hos sig selv er melodien falsk. Konkurrenterne er blinde makkere, eller er der slet ikke. Radioorkestrets koncerter skal jo ikke lanceres i sammenligning med andre radioorkestre i landet, men fremstilles ikke desto mindre som verdens bedste med unikke (junikke) kunstnere af vedblivende verdensniveau. Det sker ikke i musikkens tjeneste, men fordi orkestret nu engang spiller i DR´s koncertsal, og pr. definition er unikt (junikt), og alle der kommer forbi er unikke (junikke), hvad de ikke er. Annoncøren, DR gør sig selv til hovedsagen, ikke det DR formidler, der kun sjældent lever op til superlativerne, og som selvsagt må og bør være til diskussion. DR afskærer således kritik udefra og indefra langt mere indædt end i monopolets tid. Indvendinger affejes konsekvent som surhed eller fyringsgrund. hvis den kommer fra medarbejderne selv. Svaret i generaldirektørens mund er lyttere og seeres tal, et argument af samme vægt som sodavandsfabrikantens anprisning af sit produkts sundhed i forhold til antallet af købere.
”Vi skal være for alle danskere”, siger generaldirektøren gerne. Bestræbelserne på denne udfladning, som i realiteten ligger til grund for den overskuelige målsætning og upræcise ideologi, betyder at DR ikke rigtigt bliver for nogen. Eller for meget få forskellige slags danskere, hvor opinionsdannere i alle lag, folk der pr. instinkt og uddannelse eller begge dele optager indtryk i en kritisk ånd, vender deres interesser mod andre medieudbud og til sidst skaber deres egne platforme. Det kan man i disse tider. Til det behøver man ikke mastodonte bygninger med eksotiske mængder af mellemledere og bureaukratier og administrerende generaldirektører med gage højere end statschefer. Javel, det sidste er og forbliver en anstødssten i forhold til skabende menneskers ansættelsesvilkår og aflønning.
I den bedste af alle verdener kunne man på denne baggrund forestille sig en divisionering af public-service forpligtelsen således at et af-institutionaliseret DR kunne begynde at genopfinde sin egen nødvendighed og vække den meningsdannende opinion af dens let begribelige passivitet i forhold til institutionen.
Som sagt er det muligt at Michael Christiansen har ret: at demokratiet vil lide under et nedsparet DR. Public service er utvivlsomt væsentligt for mediekvaliteten i landet. Men som sagerne står, svækkes væsentligheden og lidelsen bliver til at bære. DR´s ledelse har i betagelse af egne bedrifter overset at institutionens udbud, i selvdestruktiv høj grad, savner nødvendigheden.

Den kristne højreelites konfliktoptrapninger

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Undergangsprofetier en gros

Mens livsfarlige tosser lige fra IS med deres jomfruer i paradis til ensomme ulve a la forstyrret nordmand i korsets tegn myrder løs, konsolideres her i landet en egen vredladen religiøs nationalisme.
Medlemmer af noget der ligner en bevægelse udfolder sig i stadig prægning af intolerance og uforsonlighed, hvæsser deres PC´er og taler konflikterne op. Et dystert verdensbillede af synd og fortabelse lægger alen til undergangsprofetierne. Radio24syv stiller i denne sommer mikrofonstativ til rådighed for teologen Iben Tranholm katolicismens svar på Sørine Godtfredsen ¬(dog uden hendes charme). I et interview, hvor den interviewede, hvis navn fortaber sig, gav intervieweren – sjovt nok Iben Tranholm – så evig ret, erklærede Iben Tranholm at vi den kristne verden allerede er i krig med islam.
I betragtning af hvad vi og verden og truslen fra Trump trækkes med, er dette ikke så lidt at stille i udsigt. Formentlig hverken den ene religions tilhængere, de kristne eller den anden, muslimerne er til sinds at opgive deres respektive opfattelse af guds beskaffenhed, ikke uden først at være udryddet til sidste mand, kvinde og barn. Som trøst midt i dommedagsvisionen kan jøderne for en gangs skyld slappe af, mens de to hovedreligioner med kristendommen i front altså ifølge den krigeriske Tranholm gør klar til det store opgør.
Hvem konkret der i øvrigt befinder sig i skyttegravene, er det store spørgsmål. Ifølge sagkyndige ønsker mindst 99 procent af alle muslimske mennesker i verden at leve i fred med andre. Et lignende antal kristne kan man sagtens forstille sig. Såfremt denne betragtning er naiv, foretrækker denne skribent naiviteten frem for et niende korstog.
Men krig skal der altså være. Så krig skal der nok også komme. Ifald tilstrækkeligt mange i den nationalistisk-religiøse elite opfører sig lige så åndssvagt og sætter en række fikse idéer om livet, døden og det hinsides højere end menneskelig velfærd og fred på jorden, kan det godt gå galt.
Nu havde statsministeren ellers lige så stille ønsket glædelig eid til de danske muslimer for hvem han jo også er statsminister. Lykønskningen faldt ikke i god jord, i hvert fald ikke i indviet. Det stærkt betonede kristne segment i Dansk Folkeparti fordømte forventeligt statsministerens gestus som udansk og et knæfald.
Al nationalreligiøs uforsonligheds fader Søren Krarup forlangte i samme åndedrag Løkkes politiske hoved snittet af ved skuldrene og Mette Frederiksens anbragt dér i stedet.
Hvis nogen har haft den opfattelse at kristendom har med forståelse og fordragelighed at gøre, så tager nogen syvfold fejl. Med sværd skal vantro og tvivl omkommes.
Den neonationalistisk troende elite af mestendels tidehvervsteologer, syrnede ældre akademikere der aldrig er kommet sig over 68 og vore dages antisemitter med afskyen transformeret til muslimer, kredser i deres bidrag i aviserne om samme kategorier. Kernen er hævdelsen af Danmark som et kristent land i 1000 år bekræftet i den gode gamle grundlovs metafysiske bekræftelse af stat og kirke i samme hus. Parallelt med et tvangsdøbt kongehus en kontant afvisning af alle idealer om en ægte demokratisk sekulær stat uden fyldekalk af overtro i bygningens murværk. Man kan roligt sige at nationalreligiøsiteten i Luthers ånd har sit fodfæste i fædrelandet.
Religionen, in casu kristendommen, hævdes gerne som himmelsk modsvar til den djævlebårne politiske korrekthed i intellektuel forstand som den åndelige dimension eller blot: det åndelige. Al anden foretagsomhed i den øverste del af den menneskelige gestalt har ingen andel i fænomenet ånd. En avisskrivende præst – endnu én – Marie Høgh fabulerede i Berlingeren forleden om ”aftenlandets åndelige forfald” (begrebet planket fra Spenglers berømte og berygtede 1920´er ragnaroksvision: Untergang des Abendlandes). Pastor Høghs tidstypiske indlæg var kamp med blind makker mod en i øvrigt nærliggende opfattelse at guder er skabt i menneskenes billede og ikke nær så nærliggende den anden vej rundt. Men deri lurer ifølge Mare Høgh forfaldet, nemlig ikke at begribe Guds suveræne skaberrolle. Det åndelige er ikke noget man tager med sig hjem fra en aften i Det Kongelige Teater. I det sidste kan man nu og da godt give sognepræsten ret. Men næppe at respekten for hver enkelt menneskes enestående værdi, i den samfundsorden vi for tiden hylder som ukrænkelig danskhed, stammer fra Vorherre og præsteskabet. Ej hellere at kristendommen skulle have været særskilt mere venligt og menneskeligt anlagt end andre institutionaliserede religioner. Såfremt Marie Høgh er bibragt denne opfattelse, samt at gudstro som absolut størrelse adskiller sig fra overtro og nødvendigvis er et gode, bør hun tilbagebetales sine studieudgifter.
Ligesom en Naser Khader tilsyneladende ser en politisk interesse i at puste alle tidens voldsbetonede begivenheder op i forargede krav om at alle muslimer træder frem og ”tager afstand”, hvordan fanden de så bærer sig ad med dét, ser de nationalfikserede lige så åbenbart en åndelig interesse i at pumpe undergangsprofetierne ud af proportion og puste til ilden.
For hvert anslag hisset og her, for hvert attentat er der trods angst og magtesløshedsfølelse, hvis man da ikke som undergangsprofeterne ligefrem vil krigen, stadig farbare veje af indsigt, erkendelse, forsoning og fred.
Men i den slags er der jo ikke megen nationalheroisme og Vorherre til hest.
Marie Høgh med højreeliten – frem for den fornuftsbårne besindighed og kansler Merkels vilje til at ordne det – har ramt tonen i undergangsprofetiernes tidsånd. Mest at ligne ved en nedadgående spiral, der ender et sted, det ikke er godt at ende

Rablende radio om de kendte og kongehusets lediggang

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Platform for sladder

Det vi taler om, hedder et fast program i Radio24syv. Et sladderprogram. Danmarks bedste kalder de det. Utvivlsomt. I hvert fald det eneste. Et sladderblad i radioformat.
Deltagerne i delvis udskiftelige paneler med Ekstra Bladets ukronede sladderdronning som studievært sladrer en gang om ugen – med det løse, alt dét skrivende sladderjournalister normalt udelader. En journalistisk disciplin ikke hørt før i licensradio. Stikfast viden, dobbeltchek og alt det dyre er til at overse. Det er jo sladder.
I det omfang lytteren kender de omsladrede personer under fællesbetegnelsen de kendte, dyrkes genren frisk fra fad uden andre fine fornemmelser end kronisk benovelse over begrebet kendthed. Eftersom de fleste der sladres om tilhører kategorien af villige der hellere end gerne åbner ladeporten, er der vist sjældent nogen der føler sig stødt.
Hvad der ligger uden for reviret af de kendte, interesserer ikke programmet, der ikke just svælger i finkultur og faktabåren filosofi. Når deltagerne en sjælden gang vover sig ud i stof fra før yngre mands minde, udveksles hvad Stephen Fry betegner: almen uvidenhed. I ødsel kådhed langes kulørte formodninger over disken akkompagneret af salver afskudt under bæltestedet. I øvrigt titlen på et andet Radio 24 syv–program, ét man får abstinenser efter, når værterne holder ferie.
Det vi taler om, adskiller sig fra andre mere underdanige sladderplatforme i behandlingen af kongehuset. Med næbbene i kødet på den sært dysfunktionelle førstefamilie hvæsses her republikkens spydspids. De medvirkendes harmfulde fortrolighed med prinser og prinsessers ørkesløse driverliv burde overbevise selv de kongelige om institutionens moralsk uholdbare absurditet.
Som en blå snor fremstilles verden skråstreg sladder naturgivent i forholdet 1:1. Grundlæggende opfatter paneldeltagerne sladder i bredeste forstand som uafviselige vilkår og et absolut gode. Det forudsættes som elitært hykleri at nogen angiveligt kan være resistente over for sladder om de kendte, men som jo gang på gang, på gang, det ved man jo! gribes med Se & Hør hos frisøren.
Sladder i programmets etos er en fuldgyldig journalistisk disciplin, hvis relevans rækker langt videre i verdens gang og landets politiske skæbne.
I den henseende har programmet hyret figuranten q, som de kalder ham, alias Se & Hørs tidligere, nu fængselstruede chefredaktør, alias tidligere spindoktor for Den Store Kreative Bogfører. Bogstav q´s opgave er at kommentere politik, hvilket sker i en sky af suffisante selvfølgeligheder med kokette indskud om egen kendthed. Samt hyppige henvisninger til den uretfærdighed der er overgået ham som tidligere sladderredaktør, siden anklagemyndigheden har været så nedrig at rejse strafferetslig tiltale mod ham. Her må man erkende at 24syv i det pågældende program praktiserer et nybrud: Med garanti er det aldrig før sket i dansk public services historie at en medvirkende i et program, oven i købet også et andet på samme station, procederer frifindelse i egen kommende straffesag for åben mikrofon og uden kvalificeret neutralt modspil. Det ville næppe have ladet sig gøre, hvis en anden én stod tiltalt for tyveri af en mørbrad i Netto.
Sladderen som sådan dominerer selvsagt programmet, der derfor behandler stoffet efter sladderens problematiske metode og kriterier. Dette har ubetvivleligt sine mangler. Blandt andre de nævnte, samt når de medvirkendes iver efter at meddele sig overgår deres færdigheder i at håndtere forsvarligt, hvad kildekritikerne kalder: slutning til virkelighed.
Når alt dette er sagt, er programmet ikke desto mindre et festblus – også som journalistisk fænomen. De til tider kaotiske meningsudvekslinger foregår som åbne redaktionsmøder under uhæmmet højrøstede overvejelser i et lydtapet af i munden på hinanden. Krølhåret begavet fører programværtinden an med autentisk smittende entusiasme, som enhver redaktionsleder kan lære af: tænker højt, afbryder, griner sig fordærvet over menneskene og de sære ting de har for, ikke er bange for at dumme sig og lufter besværet med pattebørn hjemme og buler og deller de forkerte steder. Moderne kvinde mellem hjem og arbejde, slag i bolledejen og spidskompetencen sladder i fordomsfri holdning til kraftudtryk, der får en fuld sømands ordforråd til at ligne trosbekendelsen.
De enkelte paneldeltagere, bortset fra værtinden og figurant q i havsnød, skal ikke fremhæves. Men det virkelige livs ekspert i pr. og hendes viden om de krav der stilles til hensigtsmæssig fremtræden i medierne, kort sagt effektiv manipulation, forlener i store øjeblikke takket være ekspertens indsigt programmet med en underforstået ædruelig beklagelse og et stænk af vemod over tingenes armodige tilstand.
Til disse bidrager programmet i nøgternhedens navn selv, når løssluppenheden overskrider den etiske blonde, værtinden og de medvirkende crawler mod mudderbadets bund og forglemmer sig i enevoldsmagten over mikrofonen. Det er mindre kønt. Så størkner sladderen i gemenhed uden modsvar.
Dybt i programmets grundmoral – i ordets bedste betydning er der faktisk en sådan – trives for resten en egen kropsnær småborgerlighed vedr. sex og samfund, som måske er sladderens og nyfigenhedens inderste, enkle væsen, her symboliseret i hyppig benovelse over et stykke med bart. Det helt store indtræder, når en af de kendte blotter pat eller røv hhv. hos damer og mænd, hos damer både og. Så fniser de og jubler i kor: altså, så var hun/han/helt nøøjjen! hviner værtinden. Det er ikke til at stå for.
Midt i sladderen, som inden man bliver alt for rørt også har et kommercielt sigte, trives en egen pubertær uskyld.
Længe leve den. Længe leve Det vi taler om. Men måske ikke så længe at legen en dag ikke er god længere.

Den indre forvekselige fjende

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

År 5 – i ulvens tegn

Begrebet: The boy next door har siden 22. Juli 2011, da en ung mand slog 77 af sine norske landsmænd ihjel og kvæstede flere, også i Skandinavien fået ildevarslende klang. Naboens søn, som godt kunne være din egen. Det var emnet for Erik Stephensen og Jørgen Flindt Petersens film om håndlangerne i det græske oberstregime sin tid: at den pæne unge mand du har kendt hele livet en skønne dag er din torturbøddel. Ikke fordi manden er ond, men fordi omstændighederne er til det. Det er blevet sådan, staten har kasseret moralen, et flertal følger parolen som nu i Tyrkiet. Den spanske læge Eva Forrest skildrede i Franco-diktaturets sidste dage sit ufrivillige ophold i det hemmelige politihovedkvarter på Madrids Puerta del Sol: de unge velklædte mænd der mishandlede hende i kælderen og afbrød torturen, fordi de også skulle nå at se fodbold i tv. De iførte sig deres menneskelighed, som de for en stund i regimets – og folkets – tjeneste havde aflagt over for offeret.
Eva Forrest indser at disse pæne unge mennesker under andre omstændigheder ville rejse sig høfligt for hende i metroen og holde døren i butikken. Bødlerne har ikke nedfilede hjørnetænder, flammer ud af legemsåbningerne og en lodden hale skjult i bukserne. De er almindelige normale unge mænd, født af normale forældre i almindelige miljøer.
Dette var også det skræmmende i den indsigt, Hannah Arendt delagtiggjorde verden i, da hun skrev sin reportage fra Eichmann-processen og heri beskrev grusomhedens alment kedsommelige normalitet. Adolf Eichmann, den praktiske hovedmand i nazisternes udryddelse af millioner af jøder var lige så intetsigende som han så ud, og som han lød. Han gjorde sin pligt, således som pligten og ikke forstanden driver andre almindelige normale mænd i et samfund der styres af almindelighedens og banalitetens tyranni.
Overgreb i statens navn er som regel indfattet i juridiske fundamenter støbt i en højere sags tjeneste: nationen, kirken, sejren over fjenden, Vorherre, juletræ, stegt flæsk og frikadeller. Mennesker og nationer myrder sjældent og lader det være godt ved dét; de skaber legitimitet i handling og forbrydelse. Den norske massemorder så sig som tempelridder til frelse af nordmændene fra islam, som han mener erobrer fædrelandet. Han myrdede ikke målrettet folk af islamisk baggrund, men landsmænd med politisk forståelse for indvandrere. Den idé kostede 69 unge socialdemokrater livet, samt 8 andre ved bomben i Oslo.
Morderen bragte uorden i regnskabet. Umiddelbart tog mange det for givet at udåden var forøvet udefra af en islamisk terrorist. At det viste sig at være en indre norsk nordmand, hvis udseende næsten var en fornærmelse af det ordinære, lod sig ikke umiddelbart indpasse i det fremherskende fjendebillede. Blond og nydelig uden at være det påfaldende, forskruet uden at dét var himmelråbende, ikke i forhold til så mange andre rabiate på fløjene. Det påfaldende ved manden var handlingen.
Siden 22. juli 2011 har begivenheden gentaget sig til bevidstløshed. Igen, igen i USA: Mænd uden at være påfaldende, mænd uden egenskaber, uden venner, uden kendetegn griber geværet og skyder så mange, de kan overkomme – inden de i de fleste tilfælde selv bliver skudt.
En højere sag, nogle gange kun deres egen, byder dem at gøre det, siger de få overlevende. De handler i en særlig atmosfære af selvoppumpet ret, hvor der et sted findes en kerne af forvrænget motiv, uden at det af den grund er begribeligt.
At handle på nationens vegne mod en ydre eller indre fjende for at frelse nationen ved at torturere eller myrde er totalitær tankegang velkendt. Det begynder i krav om afgrænsning, siden udgrænsning af de uønskede. For at frelse kirken, tyskerne, i sidste ende gud, anbefalede Luther det at indfange og brænde jøderne i deres synagoger. Idéen til Endlösung var født.
Man forbyder tilstedeværelsen af de udgrænsede og fjerner deres spor. Dette er begyndelsen på den umenneskeliggørelse, der lidt efter lidt udstyres med moralsk juridisk maskering: til fællesskabets bedste, for de tørklædeklædte kvinders egen skyld, af hensyn til integrationen og velfærden, til forsvar for danske værdier, etc. Et meget nationalt parti forlanger nu at landets leder undlader at lykønske en minoritet, hvilket næste skridt, som allerede i skrivende stund er taget, logisk fører over i forbud mod minoritetens kultur og tanker. I gamle dage forbød man jøderne at dyrke deres gud i det åbne og fordømte deres væremåde. Konvertér eller skrid, men skrid før du konverterer.
Tiltag af den art, eller formuleringen af forslag til at gøre tålte menneskers tilværelse utålelig, som den ansvarlige minister har udtrykt sig, legitimerer den opfattelse at utåleligheden ikke kan blive utålelig nok. Fra den indstilling bliver vejen til handling kortere. Og dét mere dag for dag når etablerede samfundskræfter overgår hinanden i krav om foranstaltninger mod de uønskede. Alt sammen udført af ganske normale almindelige mennesker til nationens frelse. En meget enkel politiker i ovennævnte parti anbefaler at landforvise skolepiger, der ikke vil gå kollektivt i bad.
En dag er tankegangen modnet og blevet til krav om håndfast handling. Som når Trumps ganske almindelige tilhængere i takt med deres rollemodel brøler på flere våben mod afvigelser og gerne bruger dem, så dem de truer griber til deres.
Det kalder man borgerkrig. Det skal man være mere end almindelig dum for ikke at forstå. Men inden det kommer dertil, tilskynder det stadige og nidkære hadsprog forvirrede hoveder til at gøre ondt værre og pakke tasken med sprængstoffer og lade geværet.
Eller marginaliseringen af taberne gør det indlysende for svage sjæle med nederlagene i kø bag sig at leje en lastbil og finde vejen til nærmeste strandpromenade.

Når eksaminator stiller dumme spørgsmål

Georg MetzUncategorized1 Comment

Repeterende undren

Det er ikke vigtigt, vil de sige. Få har reageret. Vist kun ét andet sted i pressen. Og så i en avis, det går an at overse, hvor en kværulant har kværuleret i sin klumme.
Det drejer sig kun om ædruelig omgang med danmarkshistorien i forbindelse med indfødsretsprøven 2016. Da den alligevel er fejlbefængt i pointudregningen, hvad spiller det så for rolle, om spørgsmålene også er forkerte og ikke i overensstemmelse med den viden, som man ellers ned til årstal for nogle gamle halvbøvede film insisterer på som forudsætning for danskheden?
Det spiller ingen rolle. Det drejer sig kun om fremmede.
For nu at gentage historien fra en fodnote sidste uge, hvor ingen ansvarlig altså har nedladt sig til at reagere, forlangte årets statsborgerskabsprøve (den sentimentale indfødsret bør udrenses af forvaltningens ordforråd) at kommende danskere ved hvor Kanslergadeforliget blev indgået. Spørgsmålet lød: I 1933 indgik regeringen og de gamle politiske partier et forlig der skulle sikre de økonomiske og sociale forhold, Hvad kaldes forliget? Amalienborgforliget, Oehlenschlägergadeforliget eller Kanslergadeforliget?
Tendensen i formuleringen er værd at bemærke: der skulle sikre de økonomiske og sociale forhold i landet… Som om der var objektive altruistiske bevæggrunde i det politiske spil i 1933. Midt i den store økonomiske verdenskrise så Venstre muligheden for at stække Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres pågående reformer og sikre det store landbrug en mere komfortabel plads på flæsket. De mænd dengang i januars sidste dage i 33 satte sig næppe om bordet hos Staunings for primært at gavne landet; de sloges indædt for at gavne deres bagland, deres egne vælgere, de der havde valgt dem. Man kvier sig ved at anføre sådanne selvfølgeligheder, der unægtelig må indfattes i historisk (og anden) motivanalyse. Ikke mindst i forbindelse med en prøve, hvor upartisk nøgternhed burde være en selvfølge. Men man forudsætter åbenbart i infødsretsprøveformuleringsmyndigheden (det må den hedde) at eksaminanden enten er naiv eller dum eller lige så overfladisk som eksaminator, og det i øvrigt er meningen at indfødsretsprøvekandidaterne skal dumpe.
Mere alvorligt er den uvidenhed spørgsmålet vidner om i realoplysningen om forligets deltagere: regeringen og de gamle partier.
Folketinget, Landstinget fandtes også, bestod i 1933 af de små nye partier: Slesvigsk Parti, Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti med ¬tilsammen sølle 7 mandater i Folketinget. Og så de store, de gamle partier: Socialdemokratiet, Radikale, Konservative og Venstre, tilsammen 141 mandater.
At verdenskrisen fordrede politisk handling, derom herskede der ingen tvivl, men interesserne strittede i alle retninger, og partierne havde forskanset sig. Dog blev den fremherskende kontaktløshed mellem regering og opposition udbedret takket være personlige kontakter mellem Venstre og Radikale, bønder og husmænd, som det således lykkedes at forene i afsætnings- og finansieringsspørgsmålet (også dengang).
Prisen var bla.a. at socialreformer og yderligere foranstaltninger, som Socialdemokratiet og Radikale stod for, blev holdt på forvaltningsniveau og ikke ændrede meget for de udsatte. Stauning var klar over at han måtte sælge ud af arvesølvet for at forhindre kaos og indgå et bredere forlig og i hvert fald få Venstre med. Også for at hindre yderligtgående kræfter fra højre og venstre i at vinde frem. Vanskeligst var spørgsmålet om en kronedevaluering i forhold til pundet med henblik på at styrke landbrugseksporten. Socialdemokratiets finansminister Bramsnæs var imod og gik af for at blive nationalbankdirektør. Men S og R indså med et lurepassende Venstre at kronesænkningen var det muliges vej. Det Konservative Folkeparti ville ikke høre tale om svækkelse af den nationale valuta og holdt sig derfor ude af forhandlingerne for siden at blive holdt ude. De Konservative har ofte vist evner til at ærgre Venstre, der omvendt ikke overser en gunstig lejlighed til at hævne sig. Det skete lige netop med Kanslergade og tak for sidst, da de Konservative i 1929 var årsag til Venstreregeringen og Madsen-Mygdals fald.
De gamle partier var således ikke med i Kanslergadeforliget, ét af fire stod udenfor. Havde forfatterne og eksaminator kendt deres klassikere, kunne de have korrigeret formuleringen ved at betragte Jensenius´ tegning, forligets berømte ikon, hvor Venstres delegation ankommer gedulgt til Kanslergade med frakken oppe om ørerne, Stauning linder på porten og kigger ud sammen med de Radikales Zahle, mens den konservative leder Christmas Møller står uindbudt alene og forladt i baggrunden under lygtepælens skær. Det er næppe for meget sagt at den bitterhed der i forvejen simrede mellem de to store borgerlige partier yderligere steg et par grader, en af de vigtige forudsætninger for at begribe dansk politik. Som Svend Auken i sin tid med vanlig humoristisk præcision kunne sige: der består et bestandigt had-kærlighedsforhold mellem de to partier – men uden kærlighed. At en konservativ ledelse forleden måned var ved at rykke tæppet væk under en Venstrestatsminister og samtidig fik fyret en minister falder smukt i tråd med traditionen.
Tænk nu en statsborgerkandidat med viden om dansk historie, der får stukket et officielt spørgsmål ud med klar indikation af noget lodret forkert. Mon ikke vedkommende bliver usikker på sig selv og svarer lige så meget i øst, som der er spurgt i ansvarsløs uvidenhed?

Fodnote: Politiken har opremset yderligere fejl og graverende ukorrekte formuleringer i lærebogen bag spørgsmålene, bl.a. at Danmark tiltrådte EF i 1972 og at den danske folkekirke begyndte ved Reformationen.
Det betyder ifølge ministeren heller ikke noget.
Det hele er jo fup.

Populisternes opdeling i anstændige og elite

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Hvor det går galt

I stereotypernes verden udstyres mennesker og begreber gerne med træk og egenskaber til brug i daglig omgang med livsanskuelse og livsløgn: Blondiner er dumme, jøder griske, svenskere stilige, skotter nærige, tyrken grusom – danskeren i ental og flertal godmodig og tossegod til det selvdestruktive, men ærlig og ikke sådan at rende om hjørner med: Den rigtige dansker, det sande danske folk.
En del af det opremsede fortalte geografibøger os langt op i forrige århundrede. Sophie Petersens i øvrigt fine lærebog rummede bl.a. klassikeren: finnen har let til kniven, mens landet lukt med bølgen blå, som skrevet stod, var positivt bestemmende for folkekarakteren.
Folket var i romantisk nationalstatsdefinition den størrelse, der med Johann Gottfried Herder formedes af kristendom og fædrelandskulturen, ikke som produkt af sociale forhold eller politiske beslutninger, etc. Folkene eller befolkningerne, de indfødte var i modsætning til folket – ens eget – underlegne størrelser. Andre landes mere klinisk omtalte indbyggere: befolkninger, hvis mangelfulde kulturer og politisk bestemte nationsbygninger næppe kunne ophøjes til andet og mere, var ikke folket.
Folket i de udviklede kulturer som den danske er en værdifastsættende betegnelse med rødder i Herders tyske nationalromantik: nationalstaternes ideologiske grundlag.
Siden har den populistiske retorik udskiftet det gamle folkebegreb – hvor grundtvigiansk uopslideligt det end måtte synes – med den nationalt understregende stammebetegnelse: danskerne. Når DR´s endimensionalt formulerede generaldirektør absurd appellerer til opslutning bag en dag for dag mere fladtrådt virksomhed, siger generaldirektøren ikke: lytterne og seerne, men danskerne: DR sender danskerne, hvad danskerne vil have til kaffe og matadormix. Statsministeren stiller sig forsorent på danskernes side: danskerne bør kunne forvente … og så kommer hvad danskerne har i vente, hvad enten det gælder krav om en hæderlig statsminister, stramninger for de stakler der ikke kommer ind under nationens klaphat, eller de skattelettelser danskerne alligevel aldrig får.
Anvendelsen af et nationsbegreb der forlanger normerne overholdt og afviser dem der ikke totalt identificerer sig med dem, peger ikke overraskende mod den populisme der er blevet et plusord, hvor det før var det modsatte. Kritik af populisterne tolkes nu som angst for magt- og positionstab i en ubestemt, aldrig defineret, men bestandigt mistænkeliggjort elite, den snakkende klasse, som den bedårende kaldes, i modsætning til folket, danskerne.
Ikke at den ansigtsløse elite, der sjovt nok altid repræsenterer populisternes aversioner, nødvendigvis fremstilles som ond. Snarere tankeløs, overfladisk og virkelighedsfjern samt himmelråbende naiv. Ofte fremstillet således af personer der selv er elitært uddannet og formulerende og utvivlsomt, skønt de offentligt med arme og ben modsætter sig karakteristikken, selv betragter sig som elite:
Skal vi da åbne grænserne for hele verden? Vil du selv huse flygtninge med får og geder og ild på gulvet? Du forstår ikke danskernes skepsis, når flygtninge får gratis cykler, kaviar og fladskærm! Populisternes elite, den kan om fornødent påsættes navne og ansigter, har vundet fodfæste og positivt omdømme som den røst der tør sige sandheden og tage vare på hjælpeløst bekymrede danskeres interesser.
Unægtelig har populisterne fejret triumfer i Danmark. Den politiske bevægelse der i sin tid tog fart med Mogens Glistrups skattenægterparti, og som siden – da andet geled med den ambitiøse Kjærsgaard i front indså anarkismens velfærdsfornægtende blindgyde – udviklede sig til populistisk Folkeparti. I ideologisk og praktisk forstand har partiet med megen held og ikke så lidt ferm kynisme hævdet noget nær eneret på folkesjælen, på danskerne. Modparten, fællesbetegnelsen eliten, der hverken er for eller af folket, hører ikke hjemme i butikken. Kun de solide, djærve, uimponerede, jævne danskere (i liturgien overvejende jyder) udgør den rette støbning af danskere.
I Brexit kom de britiske populisters mål og metoder til udtryk, da Nigel Farage en af Europas mest indædte af slagsen satte svært nedbrydelige skel mellem sine landsmænd: Over 48 procent britiske remain-vælgere blev i Farages sejrstale udråbt som uanstændige.
I stereotypernes tryghed, hvor sammensværgelsesteorier og fjendebilleder stortrives, er de hyppigste motiver: overnationale institutioner, internationale aftaler, konventioner og forsøg på at udvikle global lov, fortrinsvis retsstiftende, normative myndiged, som folkestyret i det repræsentative demokratis navn har løftet over i mere overordnede fora end enkeltnationernes øjebliksinteressestyrede parlamenter. At rettigheder og ankemuligheder, grænseoverskridende ret, orden og miljø hermed sikres alle er åbenbart af mindre betydning for dem der dyrker deres vælgeres magtesløshedsfølelse indstøbt i falsk utopiske forestillinger om fædrelandenes velsignelsesrige totale suverænitet.
Det ligger åbenbart til højrefoden i ophøjet uinformeret fordom at laste EU som elitens projekt for alle samtidens dårligdomme fra folkevandringer til agurkens ulidelige krumhed.

PS: Regeringen har netop afgjort at indfødsretsprøven trods påfaldende beståelsesprocent står ved magt. Mon det også står ved magt at sådanne prøver kan indeholde graverende fejl i spørgsmålsformuleringerne? ” I 1933 indgik regeringen og de gamle partier et forlig….”
Der spørges til forligets navn. Men Kanslergadeforliget blev ikke indgået mellem ”de gamle partier”. De Konservative var ikke med. Hvad stiller man elitært op med eksaminator– og minister – der ikke kender spørgsmålene på svarene?
Inddrager deres indfødsret?

Efter et nær uopretteligt sammenbrud

Georg MetzUncategorized1 Comment

Overhængt

Thulesen Dahl forkyndte på baggrund af Brexit forleden at Danmark skal have en folkeafstemning: ud eller bliv i Unionen. Men vi skal først se, hvilke fordelagtige ordninger England kan få, så vil vi have de samme. Og ud. Dét skal til afstemning, det handler det om: Hvad vi kan få. Et samarbejde drejer sig om gensidighed. Danske værdier er traditionelt indbefattet begrebet som troværdighed og kompromis. Men når det gælder EU, råder andre normer. Såvel i britisk som i dansk EU-modstands facitliste. Så småningom også i andre medlemslande hvor højrestyrede nationalister udgør en ny politisk elite. Her gælder informerede argumenter som perler for eksportgrise.
Englands svar på Donald Trump, den speedsnakkende journalistiske charlatan Boris Johnson har i årevis excelleret i misinformation om EU, og det i en grad der får den krumme danske agurk til et rette sig ud. EU-modstanden opererer med urimeligheder i grundsubstans såvel som detalje. Nogen vil måske genkende noget hjemligt. Suverænitetsbegrebet er her som der fast på tapetet. I UKIPS og Johnsons kampagner blev forestillingerne om britisk potens ene men stærk bibragt groteske dimensioner. Nigel Farage førte an i sin mytomane kampagne: Når Unionens spændetrøje var sprængt, ville imperiets tabte paradis åbne perleporten, og englænderne leve i frihed og selvbestemmelse i en verden, hvor solen aldrig går ned. Næste dag revnede pundet, og Farage holder ferie fra retorikken om anstændige tilhængere og uanstændige modstandere. Hårdt presset må han erkende at hans håbefulde tilhængere alligevel ikke får del i de hundreder af millioner pund, som England vel at mærke aldrig som hævdet har betalt Unionen om ugen eller whatever. End ikke et forholdsvis stort land som UK, hvad der så bliver tilbage af det efter Skotlands stadig mere sandsynlige farvel, kan uden at gøre grov vold på virkeligheden operere med en hævdet suverænitet som i Victorias dage.
Dansk selvbestemmelse er selvsagt endnu mere uvirkelig. Danmark har næppe rådet over en sådan ekstravagance, siden Valdemar Sejr en kort stund var ved muffen og fik flaget i hovedet. Knap nok da. Et blik med blot ét øje i skoleatlasset over Europa forklarer hvorfor.
Nu kommer imidlertid en ny levering af lodret vås om mistet dansk suverænitet og dem der bestemmer det hele nede i Bryssel, som det åbenbart også er blevet bekvemt for statsminister og oppositionsleder at beklage. Som om dem dernede nogensinde har bestemt nogetsomhelst, der ikke var i overensstemmelse med landenes egne mere eller mindre kompromisafstemte beslutninger.
Går der nu og da for meget Bruxelles i visse enkeltsager, hvad dét så end betyder, har nationale politikere i et givet land som regel lempet ømfindtlige forslag til EU for at få et eller andet igennem, som var umuligt at ondulere i det respektive hjemmeparlament. Passede det flertallet dernede, gik det igennem.
Der hviler bestandigt et lavkomikkens skær over indvendingen om dem dernede. Især i en tid hvor Unionen under flere trusler om udmeldelse i samme åndedrag med større eller lige så stor heftighed bebrejdes at EU jo ikke engang kan løse flygtningekrisen. Hvorefter landene lukker grænserne og skider på Schengen, hvilket med al ønskelig tydelighed viser hvor lidt Unionen i virkeligheden bestemmer. Ikke en hujende fis når landenes regeringer ruller sig ud og ikke vil være med.
Suverænitetsafgivelse i gensidigt omfang og forhandlet balance er forudsætningen for fred i verden. De utallige gange i Europas historie, hvor nationernes suveræne ret til at varetage egne interesser er hævdet med knyttede hænder, blev næste fase mobilisering, trusler om handelskrig eller hele the full monty og krudt og kugler.
Den kendsgerning burde være klar for de tidligere oftest truede lande, hvor en Gerd Wilders nu demonstrerer sit store hul i hovedet ved at sætte Hollands forhold til et magtbalanceret Europa på spil. Holland af alle! Læs din historie, mand, og find en ordentlig frisør. (Ikke Trumps!)
Efter krigen udtalte den i øvrigt varme fortaler for (Vest)Europas enhed, Winston Churchill at hvis Storbritannien stod over for valget mellem Europa og det åbne hav, ville briterne vælge havet … it is always the open sea we shall choose. Churchill var sin overdådige begavelse til trods ikke i stand til at slippe det imperiale verdensherredømme, skønt han naturligvis havde indset at britisk dominans i verden var fortid. Men derfor var der jo ikke grund til ligefrem at indrømme det åbent. Og imperiementaliteten holdt sig også efter indmeldelsen i Fællesmarkedet i 1973. Briterne har ikke været nemme partnere.
De Gaulle havde af samme årsag ikke tillid til England og ville overhovedet ikke have landet ind. Formentlig også med den bagtanke at briterne i valg af havet kunne blive en trojansk hest for amerikanerne, som Frankrig behandlede efter armslængdeprincippet.
Heller ikke den rolle er tilbage for et udtrådt England. USA’s interesser, klart anført af præsident Obama, er ikke et frit svævende England i den blå luft; USA vender sig i stedet til Tyskland, Frankrig og Italien, samt de lande der vedstår sig den udviklede europæiske enhedssøgende statsstruktur.
I velforståelig tavshed om fremtiden står de britiske brexitledere nu med stigende krav om at fremlægge duelige alternativer til unionsmedlemskabets sikkerhedspolitiske og økonomiske vilkår samt til UK´s hidtil betydelige fordele, alt det de selvsagt burde have formuleret før afstemningen.
DF der fortsat er det mest indædt magtfulde modstanderparti her i landet vil ifølge formanden indgående studere disse øvelser. Interessant hvad der kommer ud af studierne og hvilke reelle relevante konkrete planer for Danmark uden for EU, DF så har.
Hvis dette ikke er et for elitært forlangende.

Vorherre og andre prædikanter har grænseproblemer

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Adgangsforment had

Det er hævdet som paradoks at hvis Jesus en dag virkeliggør sin jordiske genvisit og åbenbarer sig i al sin himmelske pragt, bliver han utvivlsomt sat fast, før han får lettet på tornekronen: – Jeg er Guds søn og er kommet for at dømme levende og døde! – Jamen, selvfølgelig er De da det. Kom bare med her, mr. Jesus, sæt Dem roligt ind på bagsædet, men tag lige den tingest af hovedet, så den ikke river hul i loftsbetrækket!
Efter de nye bestemmelser om hadprædikanter, vil Jesus slet ikke få adgang til Danmark. Guds enbårne kommer ikke med fred. De der ikke er med er med en let omskrivning imod. Hvis Gud er ens far, som er Helligånden og én selv, men adskilt og samlet i én Gud, hvoraf en tredjedel af treenigheden er Menneskesønnen, bliver gemytligheden noget anstrengt, når nogen tvivler på arrangementet. Ingen plads til indvendinger her. Opponenter mødes med trusler om evig fortabelse i helvedes flammer.
Jesus var rabbi, lærd og lærer og falder således inden for Folketingets bestemmelser om hadprædikanter.
En anden der heller ikke ville få så meget som fem minutters ophold, er kristendommens grundlægger Paulus, der afskyede bøsser og forlangte dem dræbt som udskud og hedninge. Kvinder skulle som bekendt holde kæft i forsamlingen og hytte sig i slør og gevandter, læs: burka. Om kristenkærlighed for andre end proselytter var der ikke tale. Paulus forekommer i kritisk tekstlæsning i det hele taget fordomsfuld, opfyldt af had mod afvigere fra egne forestillinger om den rette tro. Ingen adgang, hr. Paulus, følg den lysende gule linje i gulvet med fly retur til nærområderne i Damaskus.
Det siger sig selv at den anden store religionsstifter profeten Muhammed totalt bliver afvist i Kruså. I Koranen kan man hurtigt finde de krasse steder som Muhammed i respekt for Guds egne ord nødvendigvis stod op for. Profeten var pr. definition kampberedt i sin egenskab af professionel krigsherre og talte trods megen godhed i den hellige bog i heftige øjeblikke krigens sprog.
– Vi beklager hr. Muhammed, vi har fulgt Deres færd i mange år her i vort hadresistente lille land. Her hylder vi kun på danske værdier. Da vi med de nye bestemmelser ikke kan åbne grænsen for Jesus og Paulus, kan De nok forstå at vi ikke over for Dem kan fravige princippet ikke at få sådan nogle ind og hjernevaske vor letpåvirkelige danske ungdom med hadefuld forkyndelse. Det er så fjernt fra danske værdier, hvor vi i lutter omsorg for os selv vil forbyde børn at tale arabisk indbyrdes.
I festlig lag og i aviserne har uærbødige folk spontant nævnt tidehvervspastor Krarup som endnu en hadprædikant der efter flertallets nye regler i betragtning af den tidligere levebrødspolitikers sprog ville få vanskeligheder ved at passere fædrelandets grænser udefra. Tankevækkende grinagtigt. Men også for smed at rette bager, det skal medgives.
Ikke i den forstand at Tidehverv og Trykkefrihedsselskabet, hvis medlemmer i rigt mål er sammenfaldende, har vanskeligt ved at leve op til de vaklende definitioner af hadprædikantvirksomhed. Snarere fordi disse folks holdninger fortrinsvis og ifølge dem selv udspringer af religionshistoriens (verdenshistoriens) mest indædte af alle hadprædikanter, the one and only Martin Luther, hvis virksomheds følger for udsatte mindretal og de tyske bønder unægteligt fik følger. Det er muligt Luther var en dygtig teolog, det kan og bør en ussel lægperson ikke modsige. Men hvorledes man uden at blive svimmel bærer sig ad med at dele fænomenet Luther i den dygtige teolog og det praktiske magtmenneske (politiker), er lidt af en gåde.
Luthers ekstreme had som han slyngede ud i skrift efter skrift, prædiken efter prædiken ramte i skønsom blanding muslimer, hekse, oprørske bønder, kættere (folk der af afveg fra hans lære), homoseksuelle og sidst men ikke mindst jøder. På den wittenbergske sognekirke, hvor Luther ofte prædikede, sidder den dag i dag oppe på murværket, så alle kan se kunstfærdigheden, den ”Judensau”, som den store reformator må have glædet sig over. Motivet på det smagfulde relief er en stor so begloet ind i røven af en rabbiner, mens to jødedrenge dier dyret. Ganske vist har Luther jo ikke selv skabt kunstværket, der er et par hundrede år ældre, men den stærkt antisemitiske mand har frydet sig ved forhånelsen af de afskyede gudsbespottere, skal man tro hans alt andet end vennesæle skrifter: Brænd dem inde i deres synagoger, etc.
– Beklager, dr. Luther, vi kan ikke give Dem indrejse i Danmark på baggrund af Deres prædikantvirksomhed med så alvorlige konsekvenser.
Hvem ved i øvrigt: hvor mange flere hekse der blev brændt takket være Deres indsats. Bedre at tage livet af hundrede hekse for mange end af én for lidt. Ikke at forglemme de titusinder af bønder der med Deres tilbagevirkende velsignelse, blev slået ned som gale hunde. De mente at de uværdige måtte bøje sig for øvrigheden og resignere i lydighed og bøn.
Så ud af klappen med Dem, hr. Luther om De nok så meget figurerer som den eneste ved navns nævnelse i Danmarks Grundlov. Ikke Jesus , ikke kongen, kun Deres navn: den evangelisk-lutherske danske kirke. Det er langt at nå fra Eisleben til Danmarks Riges friserede Grundlov, men som notorisk hadprædikant nu frataget retten til riget .
Farvel, farvel, vi ses ikke igen. Ikke før De finder en anden kirkedør og slår nogle mere venligsindede teser op, skønt det efter alt at dømme er løgn og latin som så meget andet i Deres liv og virke at de nogensinde gjorde noget sådant.
De kan i øvrigt trøste Dem, dr. Luther: Vorherre i al Hans hadefulde præk i Bibelen bind 1. kan ifølge de nye regler heller ikke komme ind .

Så tuttelu, du gamle, her går det ufatteligt!

Oh, Grænseland

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

En sommersentimentalitet om rigets ind- og udgang

Sit fædreland skylder man alt, sagde sproggeniet Rasmus Rask og syntes aldrig at renten blev for høj. Det kan diskuteres. Men næppe at stærke følelser er i spil: Danmark, jeg elsker dig, jeg elsker de grønne lunde, vi elske vort land … Der spares ikke på superlativer, når fædrelandsfølelsen luftes.
I udlændighed kan man savne Danmark, længes efter sproget, være hjemløs uden fjord og krat.
Men elske? Jo, hvis man er til store ord og fedt flæsk.
Grænselandet, konkret, pirrer sindet på anden vis: udvé, trang til andre steder, andre måder. Om så det er Kupfermühle syv meter syd for grænsen eller Flensborg på arvefjendens hænder. Det smager af fugl. Ud vil jeg ud.
Med køleren sydefter er færden en fortsat gentagelse af første udvandring i barndommens fjerne solskinsverden, et fastlagt mønster for rejsen senere. Det gælder ikke på samme måde med fly.
Ud for Kolding annoncerer skiltet over motorvejen valget mellem udland og Esbjerg. Suget melder sig mentalt fortroligt, dog overraskende forventningsfuldt. En følelse der trækkes nydelsesfuldt ud ved omvejens efterligning af fortidens rejsetempo. Den fædrene folkevogn med delt bagrude og usynkroniseret gear kunne ved fast tro på projektet og nøjsom bagage under næseklappen akkurat slæbe sig op på 80.
Kroen ved Dybbøl Mølle var naturligt første natlogi efter den indenlandske langtur fra Frederiksberg langs 1950´ernes smalsporede vejnet.
Unægtelig anderledes, men udsigten den samme – nu fra Oplevelsescentret med soldatens lod i turismens indfatning, æstetisk blottet for angst, granater, blod og stank af død. Fra 64-katastrofens panoptikon og de nummererede skanser i fred og lærkesang, ligger udsigten fredet fri over Broager Land. Derfra stormede overmagten slagtebænk Dybbøl, og slog småstats-Danmark fast.
Ovre på den anden side ligger nu ikke længere de besværlige hertugdømmers
dynastiske kaos og danske kongers ambitioner om titler og land. Der ligger trods krise og tilbageslag og trusler om opløsning i den møjsommeligt aftalte europæiske orden stadig troen på et samvirkende Europa.
Dengang kom man gerne ud af landet langs fjorden til Kruså en lille time efter morgenmaden serveret på kroen af madam kromutter i lyse fletninger og storbarm. Eller også er hun noget fra en drøm.
Nu skal man holde foden let på speederen for ikke i utide at falde ud over fædrelandets kant. Tag omvejen over Tønder. Spise i fortsættelsen af fladlandets Nolde-museum og i skaldyrsuppen fortrænge den farveglade malers ufatteligt nazistiske sympatier trods ramt af det væmmelige regimes forbehold.
Her i det flade, uendelige land, anseligst syd for grænsen med lyse vibeskrig og pibende svaler under høj himmel, horisonten strakt ud punkteret af knejsende velhavergårde ophøjet på værfterne – her i det rigtige grænseland begynder det fortrængte Danmark, Tyskland og den store verden. Men marsken er med forbehold historisk pæredansk, så meget at det harmer voldsomt i nationalkonservative brystkasser. Enkelte af arten forlanger den nu så fredelige Grænseforening rustet til kamp for revision af nationens territorium og det tabte hjem til riget. Danmark til Seinen, som de engang så vittigt sagde.
Trods en venstre-statsminister, Sorte Knud der efter krigen slog sig hovedløst i tøjret, lå grænsen fast selv ifølge de Konservatives leder, der faldt på sagen. Den ligger hvor den skal. Forhåbentlig uden snarlig forloren genopførelse i farver og pæle, skønt pres fra den ilde anbragte afsnørende nationalchauvinisme gør sit til at lemæste drømmen om det grænseløse.
Landet dér har profiteret på den kulturelle tvetydighed i modereret tyskhed og blev i boomende år som førhen den mest velhavende del af Helstaten – inklusive resten af Jylland, Fyn og Øerne øst for Storebælt. Det ses tydeligt, at fortyskningen har betalt sig.
Det økonomisk velpolstrede danske mindretal bevarer position på egne vegne i et rigeligt præstebemandet kirkeliv og gode dyre skoler. Mindretalsbefolkningen nærer
indiskutabelt stærke danske sympatier og taler, i hvert fald de ældre, det gamle sprog mere end til husbehov.
Men land og folk på de kanter er mere slesvigsk-tysk end syd-for-Sønderjylland-dansk. Det haver så nyligen regnet er for de fleste unge en altmodisch konstatering efter nedbør end trussel om revanche.
Mindretallet, hvis mentalitet har undergået betydelig forandring i de seneste tre snese år er med andre ord slesvigere snarere end blot dansk minoritet i tvungen preussisk eksil og trang til mere Genforening.
Uanset nationalromantiske krumspring og panik i flugt- og folkevandringstidens dage smelter Europas grænselande mellem Tyskland og Frankrig, Frankrig og Holland, Belgien og Tyskland og Tyskland og Danmark sammen til dobbeltnationale regioner i interesse for fred og fordragelighed.
I Slesvig og Holsten har tyskerne haft sans for byplan, landsbypleje og landskabets linjer. Man skønner dertil smukt på Dannevirke og fandt jo nylig den længe savnede hovedport i volden. Fortids-Danmarks ind- og udgang.
Det ligger som det ligger. Bedst for alle, og det blive det ved med.
Plads har de for resten nok af. Den rejsende på vej mod Christian 4.s regelrette Glückstadt med Kruså og Rudbøl lagt bag spekulerer, hvordan fanden Der Grosse Böse Nazi fik tyskerne til at hoppe på den med Lebensraum. Alene her er der befriende rigeligt af det. Luft til lunger og plads til armsving.
Drag til Husum og Friedrichstadt, den foretrukne plet i blandingskulturen med kanalernes nederlandske vandmiljø og frisisk byggestil.
Dvæl ved disse påmindelser om den multikultur der da var dansk, inden hærenes retræte til det land, der nu mere end før er svært at elske, i dets hastige drift mod mere smålighed og snæversyn.
Det land skylder man ikke så meget, som det kunne fortjene.

Da latten kom til landet

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Den rette Café

Man skulle tro de altid havde været her, caféerne. Men nu fylder den første i moderne forstand blot 40 år, Det er Café Sommersko, der stadig ligger i Kronprinsessegade 6 i indre København, uden at skoens for tiden vaklende niveau kan anbefales. Siden blomstrede caféerne op overalt i de større danske byer, overvejende fransk inspireret. Mærkeligt nok ikke østrigsk, eller wienerisk som i form og indhold egentlig ligger danskerne nærmere. I Wien går man på Café for at sladre og læse avis på stang og spise småretter og drikke mere kaffe, og man kan sidde der i timevis, uden tjeneren bliver gnaven. Teoretisk. Den kultur slog aldrig an i Danmark, måske fordi ingen rigtigt prøvede bortset fra gamle Café a Porta, som nu er kedsommelig kludeburgerbar.
Den moderne franskorienterede café står i skærende kontrast til fortidens kaffestuer, flere drevet af kvindernes afholdsbevægelse og lige så ophidsende som det lyder. Kaffen bestod dengang, som stadig foretrukket af dem der passer på Danmark, af kogevand hældt på stoffilter i rigtig blå emaljekaffekande; Madam Blå. Denne metode efterlignes mekanisk i kontorkaffemaskinerne, filterkaffen som står og lumrer på en varmeplade med kaffens sorte fluidum, nærmest tyktflydende i mentaliteten og som en blodprop i maven. Denne form for kaffe blev i mange år yderligere terroriseret af kaffetilsætning lavet af cikorie og sukkerroe indfarvet brunt og tørret og ganske aldeles helt forfærdeligt. Tilsætningen blev leveret i små gule karduspapirspakker med samlemærker til børnene. To fabrikater kæmpede om forbrugerne: Richs og Danmark. Sidstnævnte løb med genistregen af en reklame. Richs havde først fundet på det knappe effektive: ”Det er Richs der drik´s”. Danmark tilføjede sejrsikkert: ”… men det er Danmarks der duer!”
Kaffehusene serverede selvsagt også tilsætningskaffe, der til sidst blev det man kaldte solokaffe, nemlig da der rent faktisk ikke fandtes mere kaffe i landet og drikken nu var ren erstatning eller surrogat.
Erstatningskaffen holdt sig længe på markedet, også efter befrielsen. Denne skribent husker de gule pakker hældt i bøtten, mens forældregenerationen højlydt fortvivlet længtes efter den ægte vare – og drak te. Kaffen, den ægte, kunne man efter 45 få i Sverige, men i begrænset mængde og med bister endevendende toldetat i Havnegade. Det var dengang der var rigtige grænser mellem landene, såfremt DF´s flommenationalister skulle finde på at spørge hvordan dét så var.
Omsider blev kaffen frigivet under stærk bekymring i Valutacentralen. Man var godt klar over at danskerne var parate til at drukne sig i den importerede kostbare kaffe og lænse bunker af valuta ud af landet. Det var jo hvad kaffen var: hundedyr og efter sigende ikke på højde med vore dages mere udsøgte kvaliteter.
Og nogle vaneforbrugere – der gik jo trods alt næsten 20 år med surrogater – fastholdt faktisk erstatningskaffen, også efter den rigtige, dyre var kommet. Skribentens moster var i den grad vænnet til cikorier og roer i kardus at hun blå i hele sit pænt store hoved var ved at krepere, da hun fik den første ægte kop kaffe og senere til sin fortvivlelse ikke mere kunne købe sin elskede erstatning. Fabrikkerne gik selvfølgelig den visse død i møde og drejede nøglen om i 1960´ernes start.

Var man ude at rejse, fik man smag for en kaffe af en helt anden karakter end Madam Blå. Italienerne kom først med den lillebitte kop espresso fra højtryksapparat med skruer og gesvejsninger, damp ud af alle ventiler og opskummet mælk til caffé latte eller den lidt mere raffinerede cappuchino.
Al kaffe har et narkotisk islæt og efterlader kaffedrikkeren som regel i et ubevidst og trods alt svagt afhængighedsforhold. Denne afhængighed er måske mere utvetydig i espressokulturen. Kunden invaderer en italiensk, siden fransk, nu dansk café, beder om en espresso, søder den med skovlfulde af økologisk sukker, rører rundt slår skeens dråbe af på kopkanten – som Den sorte Hånd i Godfather – og slynger den mørke væske med skum i halsen i ét drag. Umiddelbart herefter breder sig en følelse af optimistisk livsduelighed i hele kroppen, den holder sådan set til trangen efter næste skud melder sig. Her er ikke noget med at sidde og sutte i en kop med mælkeskæg og føre uendelige enetaler sammen med andre om liv og stil. I svælget med espressoen og videre mod nye nederlag.
Caféernes udstyr er efterhånden en floskel. Ejerne og kæderne udstyrer deres lokaler med en art caféuniformering, som skal ligne noget der har stået der i længere tid end sandt er og med forfalskede originale ting og sager på vægge og gulv. Nogle steder fotos af kendte med signatur, som man sikkert kan købe hos grossisten.
En københavnsk Café der skiller sig ud, er den Blå Time i Store Kongensgade med original kunst malet direkte på væggene, dertil personlige og egenhændigt prentede bon mot´er på ledig vægplads. Ydermere en bevægende original gestus: en lille messingplade med navn skruet ind i disken, hvor dette blads daværende redaktør og mangeårige medarbejder Torben Krogh (1943-2007) hver eneste dag år ind og år ud stod på samme plads og bundede dagens fadøl i flertal, inden han fór i tasterne og skrev så det sang.
Caféen har fået sin plads i det danske og så markant at dens produkt lægger navn til en generation, hvis samvær defineres af dens miljø: Caffé latte generationen, fjernt fra skribentens ungdomsårgange der mere var til bodegaen som forlængelse af mere eller mindre mådeholden kæven på arbejdspladsen og foretrak spiritus i ledigt samvær frem for nok så mange spande latte.
Den livsform tog sin told, kan man roligt sige.
Intet tyder på at Café-livet er så farligt, men fænomenet er jo kun fire årtier gammelt, så vi kender jo ikke langtidsvirkningen i den danske stamme.