Det alt for generaliserendes generaliserende konsekvens

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Efter bifaldet

Hvad stiller man op med dem der sviner, svindler, stjæler, voldtager og dræber og mishandler Danmark?
Ja, enten ringer man til politiet, som dog afviser en så husvild anmeldelse, der snarere tyder på at anmelderen har spist for mange små blå søm eller forlæst sig på Goebbels dagbøger.
Eller man indmelder sig i Dansk Folkeparti, bliver udpeget til en tillidspost og får et skvæt taletid på partiets landsmøde. Her fra podiet under forsamlingens bifald erklærer man: ”Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber. De mishandler Danmark…”
Et lille indeklemt fnis i mikrofonen og klappeklappeklappeklapklapklap ude fra mørket.
”Og så er det det” – ifølge partiformanden der dog mener at generaliseringen er alt for voldsom, men har forståelse for den udtalte bekymring for Danmark.
Taleren Cheanne Nielsen forklarede siden at hun jo er nybegynder og ikke mente alle udlændinge, hvad hun heller ikke ordret sagde, men ikke desto mindre lod én og alle være lige og nævnte så heller ikke hvor mange hun mente. Ligesom formanden, Thulesen Dahl heller ikke fandt anledning til at fortælle hvorfor han fandt udtalelsen alt for generaliserende. Formentlig – man har lov at gætte – fordi formanden med en egentlig beklagelse, hvad intet tyder på han følte trang til, ville have draget selve grundlaget for sit partis fremmedpolitik i tvivl. Denne ikke alene baserer sig på grove generaliseringer, den er grove generaliseringer.
Men her klarede Thulesen Dahl sig altså med at udtalelsen var alt for generaliserende, hvilken vurdering dog ikke fraskriver sig meningen, blot at denne er alt for generaliserende. At nogen sviner, svindler, stjæler, voldtager, dræber og mishandler Danmark, det afviser formanden ikke, næh, de fremmede bekymrer mange, siger han. De fleste, ikke mindst DF selv, ved godt hvem nogen i den forbindelse er.
Når Dahl således siger at udtalelsen er alt for generaliserende, men altså rimelig, hvad angår nogen, må meningen være alle, eftersom disse nogen ikke identificeres som andre eller andet end de der sviner, svindler, dræber etc. Og dette er jo generaliserende, dvs alle, hvad enten udsagnet så er alt for generaliserende eller blot generaliserende og uanset det betydningsløse forbehold, så rammes alle.
Det hele begynder i sproget. Når man med talerstolens autoritet under fødderne foran en forsamling af ens egen opfattelse med bævende stemme hævder at de, hele styrken af fremmede hvor ingen undtages, myrder, stjæler, sviner og svindler, må det i realiteten uimodsagte udsagn på landsmødet opfattes som partiets krav på sandheden: de fremmede myrder, stjæler, sviner og svindler bogstaveligt.
At dette skulle være alt for generaliserende glemmes hurtigt, al den stund formanden jo accepterer udsagnet – blot ikke det alt for generaliserende, som han kaldet det uden forbehold for påstandens grundlæggende valør og substans.
Nu skal den alt for generaliserende Cheanne Nielsen samt formand lige læse med: Allerede Luther leverede den besked: at jøderne myrder, stjæler, sviner og svindler og mishandler tyskerne. Desuden at jøderne tappede legemsvæsker af små kristne drenge, eftersom jøder ikke kan holde en regulær gudstjeneste uden spande af frisk kristent drengeblod.
Lodret løgn i princippet som den om udlændinge i fr. Nielsens servering af sandheden der ”har krav på lommepenge og husly, så snart de kommer hertil.” Det er løgn.
Jøderne blev i en tid blottet for af politisk korrekthed klandret for at spise tyskernes mad og forurene deres brønde, de svinede med tyskernes godtroende generøsitet og måtte undgælde.
Mange jøder klarede på trods af disse frimodigheder en tilværelse som tyskere i næsten enhver henseende og gjorde som man forlangte og mere end det. Bortset fra at de var jøder, hvilket kunne gå hen og blive alt for generaliserende, hvad det blev.
Så begav det sig, kære Cheanne Nielsen og partiformand Dahl at fremmedhadet, antisemitismen drevet frem af harsk retorik i Østrig o. 1900 vandt frem i skrift og tale – i øvrigt også i Danmark hvor de alt for generaliserende også stod parat – og inspirerede en ung arbejdssky, bundløst uvidende fantast, der ved skæbnens ugunst senere blev de generaliserendes diktator, hvilket for at gøre en lang historie kort kom til at koste en frygtelig bunke mennesker livet. Lige netop dem der ifølge de alt for generaliserende myrdede, stjal, svinede og svindlede, samt mishandlede Tyskland, ind til de fleste blev slået ihjel. Generaliserende sagt.
Det begyndte i sproget, det begynder altid der. Det kryber langsomt frem fra dag til dag og får sit eget farlige liv, når den der har ansvaret for de retoriske udskejelsers konsekvens samtykker i intetsigende forbehold om det alt for generaliserende med forsamlingens bifald i øret.
DF skulle overveje at holde studiekreds i den tysk-jødiske humanist og sprogforsker Victor Klemperers lærerige bog LTI om sproget i Det Tredje Rige; desuden samme forfatters dagbøger fra de år, hvor nazisterne dehumaniserede jøder og andre minoriteter – først ved sprogets tiltagende alt for generaliserende karakter, inden regimet senere gik over til håndgribeligheder. Det krøb så langsomt frem, mens der utvivlsomt var dem der ikke mente alle, når andre sagde alle, men at det i øvrigt kom ud på det samme.
Vil Mette Frederiksen virkelig lade sit parti gå i takt med DF, må hun vide at rundt omkring dvæler en kreds af bekymrede borgere der ikke er fornøjede, men på nippet til at drage konsekvensen af den socialdemokratiske påfaldende passivitet over for det infame.
Uden at være alt for generaliserende med hensyn til det stuerene.

Omkring et par borgerliges bekendelser før et muligt valg

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Rå kendsgerninger

”At være borgerlig er til enhver tid at foretrække rå kendsgerninger frem for vidtløftige fremtidsdrømme.” Citatet stammer fra selverklæret borgerlig meningsdanner Kathrine Lilleør i en nylig klumme, en i øvrigt henført hyldest til den Berlinger der også lægger spalte til meningsdanneren. Citerede udsagn sløres noget af Søren Kierkegaard der ubegribeligt blandes ind i de rå kendsgerninger, og som i Lilleørs enkle tolkning af filosoffens virkelighedsbegreb, uklart som formuleret, påstår at virkeligheden er mødet mellem mulighed og nødvendighed, det gælder bare om at finde den rette balance.
Som kontanthjælpsmodtageren der står over for de rå kendsgerninger fra 1. oktober og utvivlsomt indser nødvendigheden af nye sko til børnene, sund mad og betaling af huslejen, men uden andre muligheder mister balancen. At Kirkegaard levede af sin fars formue, indtil den mulighed var udtømt og stridsmanden døde, men af andre årsager, overser belejligt den, der markedsfører godtkøb.
Fæstner man ellers lid til den borgerlige Lilleørs borgerlige forspring af indsigt i rå kendsgerninger frem for vidtløftige fremtidsdrømme, bliver påstanden spøgefuld, når den som her fremsættes af en folkekirkelig præst der søndag efter søndag stiller sin menighed et liv efter døden i udsigt. Veksler uden underskrift, som PH mente, hvilket gejstligheden ikke gerne tilgav ham. I et tautologisk skoleridt er det ganske givet muligt at hævde ovenstående indsigelses urimelighed og bevise at universets mørkeste egne, hvorfra (ifølge Hawking næsten) intet undslipper, i virkeligheden er hullerne i Skaberens store Emmentaler.
Bortset fra det er Kathrine Lilleørs til lejligheden meningsdannende indlæg politisk interessant, nu hvor partierne og deres folk i debatmiljøet så småt lægger an til den valgkamp, de fleste regner med kommer. Kollega Ole Thisted røbede ganske vist engang at han konsekvent, når snakken på Borgen kom i omløb: valg eller ej – skal vi vædde! – stædigt holdt på at det blev der ikke. På den måde vandt han trods alt flest gange, som han sagde.
Men denne gang, denne gang peger oddsene mod opløsning af et herskende, uregerlige flertal.
For nu at dvæle ved Lilleørs tankegang i den regeringsvenlige klumme, må Samuelsen i træet – mere end de røde og radikale – være den der drømmer vidtløftige fremtidsdrømmer og ikke respekterer den enkle rå kendsgerning, at Lars Løkke –¬ ”den lille svindler” – og hans blåsorte regime står for fald. Dansk parlamentarisme vil her lægge alen til historieskrivningen, såfremt formand Samuelsen ikke i sidste øjeblik bliver hentet ned af sin bagmand og håndfaste mæcen, der forleden drak kaffe med Løkke. Det bliver Samuelsen nok næppe, LA står for tiden til fremgang.
Det diminutive konservative parti vil imidlertid gerne være med i kapløbet om de vidtløftiges førsteplads. Såfremt Naser Khader nemlig får sin vilje og fremover personligt skal kunne afhøre folk der søger statsborgerskab, må LA i skarp konkurrence med Martin Henriksen og Inger Støjberg vige pladsen som ordentlighedens bundskraber.
Sindelagskontrol a la Khaders lyse idé hænger historisk sammen med den ulyksalighed at Grundtvig i sin tid overtalte den grundlovgivende forsamling til at lade Folketinget sagsbehandle andragender om den hellige almindelige indfødsret. En brøler i dansk forfatningsjura.
Tankevækkende at Khader næppe var blevet dansker hvis han på sine egne aktuelt foreslåede vilkår, dengang han selv opnåede statsborgerskab, havde fortalt en kontrollør at indvandrere bør underkastes sindelagskontrol udøvet af enevældige, forvaltningsmæssigt set ufaglærte, folketingspolitikere på baggrund af luner og mavefornemmelse. Det er meget udansk, somansir.
Men måske Khader frygter ikke at lyde kernedansk nok. Han stammer jo fra et land, for hvis flygtende vi nødigt åbner perleporten.
Det er set før at indvandreren bliver plus que, som de siger på fransk og ikke kan få hektiske følelser nok for det nye fædreland. Nytilkomne i Amerika er ofte mere stjernestribede end stamamerikanere. Skribenten havde i forgangen generation udvandrede familiemedlemmer i Texas der stod ret bare de så en flaske amerikansk olie. I indvandringshistorien om de danske jøder blev nogle så inderligt nationale – bortset fra frikadeller, flæskesteg, kalot indendørs, kvinder skilt fra mænd under gudstjeneste, omskæring af smådrenge, alternative helligdage samt nul Jesus, kristendom og juletræ – og udviklede sig i den grad fædrelandssentimentalt flagsvingende, at Pia Kjærsgaard ligner noget globaliseret. Den heftigste nationalisme efter 1864 kunne de mere radikalt sindede, delvis inspireret af den kosmopolitiske – og nationale –Brandes, ikke holde ud og anlagde en afdæmpet skepsis over for det fædrelandsflommede.
Naser Khader bør lytte til denne gardinprædiken fra en oprindeligt venligtsindet: Hvad der engang var berigende ved denne omsiggribende politikers tolkninger af det danske vs. Islam, indvandrere vs. pligter, etc. er ved at udvikle sig monstrøst. Som om Khader har betrådt den lige vej ud i neonational fanatisme i næsten diktatorisk dyrkelse af demokratiet, demokratismen, som Søren Krarup i anderledes harsk ærinde har døbt fænomenet. I den forstand får Khader et uafvidende anstrøg af det dansk litterære – næsten som Henrik Pontoppidans klassiske meget danske antihelte, for hvem rettroende selvgodhed udvikler sig til det kritisabelt enøjede og det stejlt konfrontatorisk intolerante i en oprindelig god sags tjeneste under stadige cirkelspark mod en åben dør. Det var sådanne typer selvhenført monopoliserende fædrelandsfølelsen i overgangsperioden o. 1900, som Pontoppidan lejlighedsvis skabte og beskrev. En kronisk dansk kvababbelse som landet trækkes med: vidtløftigheden. Næppe den pastor Lilleør hentyder til, skønt Anders i træet bestemt er af samme stamme(!).

Mens en verdenspræsident krydser sit spor

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Den ukorrekte Jante

Hele klodens forenede formand ind til dette efterår er nu parat til at tage opgøret. Ikke med den politiske korrekthed, men med dem der taler imod den og reflektorisk fyrer udtrykket af, når der er noget de ikke bryder sig om.
Generalforsamlingspræsident Lykketoft funderede forleden over udtrykket med en konkluderende bemærkning hvis indhold her kan resumeres: det er da bedre at være politisk korrekt end det modsatte.
Det modsatte af korrekt må jo være ukorrekt. Enten fordi folk der afskyr politisk korrekthed ikke lægger vægt på at opføre sig ordentligt, eller fordi politisk korrekthed i den optik netop ikke er korrekt, men ukorrekt. Derfor må den ukorrekte forsøge i ét og alt at være ukorrekt for at fremstå korrekt blandt de politisk ukorrekte, der ligervis må opfatte den rette politiske korrekthed i det politisk ukorrekte.
Skribenten kan efter egen beskeden erfaring betro Lykketoft at hans forsøg på at klargøre paradokserne i den luftige debat om politisk korrekthed og det modsatte, som de politisk ukorrekte sjovt nok sjældent direkte abonnerer åbent på, er en kamp mod vindmøller. Nemmere er det ikke blevet, efter at en måske kommende amerikansk præsident – om alle ulykker er ude (tilgiv korrektheden) – ganske som de hjemlige politisk ukorrekte har gjort politisk korrekthed ukorrekt og nu opfattes stadig mere korrekt af de politisk ukorrekte.
Selv er den snart hjemfarne Lykketoft mere end mange andre landsmænd offer for den ende af den vanlige danske politiske korrekthed, der ofte iagttages i forbindelse med Jante-loven. Ikke mindst Ekstra Bladet har i Lykketofts tilfælde rendyrket holdningen: Han skal ikke bilde sig noget ind, tilhvertilfælde ikke om han skal!
Store Mogens åbner som bekendt ofte munden for at sige noget bistert til midten af skiven. Det bliver folk tit sure over, især når de føler sig truffet. Længe før Janteloven blev til, men paragrafferne var fuldt funktionsduelige, hvad de sikkert har været siden yngre jernalder, kunne mentaliteten få en H.C. Andersen på returbillet fra syden inderligt at længes – ikke hjem til Danmark men tilbage til Italien, varmen og frisindet.
Ellers er Janteloven, for den der måske sov i timen, oprindeligt formuleret af Axel Sandemose i dennes frit fabulerende erindringer: En flygtning krydser sit spor (1933) om opvæksten i det provinsielle Jante (Nykøbing Mors), hvor forfatteren fik sine sår for livet, og hvor følgende konstateringer definerede det almene miljø. I hvert fald i Danmark:

Du skal ikke tro at du er noget.
Du skal ikke tro du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
Du skal ikke tro du ved mere end os.
Du skal ikke tro du er mere end os.
Osv.
I alt 10 bud.
En i Schweiz bosat hovedrig pengemand der oprindeligt finansierede stiftelsen og driften af Liberal Alliance – til dato det mest usympatiske nyere folketingsrepræsenterede danske politiske parti – refererede i radioen harmdirrende til Janteloven, når nu flertallet ikke umiddelbart, selv ikke Venstre, mener at mangemillionærer skal have så mange flere skattegevinster, som LA forlanger. Jantelov! vrissede rigmanden uden påfaldende præcision i pointen.
I foreliggende fald, kære schweizisk bosatte rigmand der næppe lider under danske skatteprocenter, drejer det sig om at et flertal af Jantes politikere trods alt mener at man bør betale til fællesskabet nogenlunde efter evne. I princippet under et retfærdigt, effektivt system til opretholdelse af civilisationen.
I sig selv en illusion med det ruinerede Skat efter først Anders Fogh Rasmussens ideologiske sabotage af Skatteministeriet og den kreative bogføring, siden Kristian Jensens årelange hærgen af væsenet – oprindeligt frygtet, hadet¬ men også effektivt og respekteret. Dengang.
Alligevel fungerer det jo til husbehov, lønmodtageres snyderi er i det mindste betydeligt vanskeliggjort og næppe nævneværdigt.
Vor rigmand i Schweiz kan ikke have læst sin Sandemose; kender formentlig Janteloven fra andre halvdannede der også misbruger begrebet og lader eksempelvis Jante være lige med den politiske holdning der mener at stærke skuldre bærer bedre end svage, samt at rigdom ved indsats i erhvervslivet realistisk skabes i robuste stater med højt skatteniveau og deraf veludviklede offentlige institutioner og tjenester. Hvad var Mærsk uden det danske skolevæsen og CBS – og sundhedssektoren, hvis shippingfolkene bliver ramt af alvorlig søsyge! Hvad var rigmanden i Schweiz?
Den kvartdannede mand bør dog glæde sig over at Danmarks fattige: flygtninge, langtidsarbejdsløse, pengesvage gamle og studerende igen får én på lampen til fordel for skattelettelser, og at den nationale benovelse over dem der forstår at skrabe til sig, trives fint i fædrelandet. Selv hvis Anders Samuelsen tvunget af virkeligheden må blive oppe i sit træ, behøver danske mangemillionærer ikke søge asyl i Schweiz. Flere har erklæret at det kunne de heller ikke drømme om, og at Samuelsen kan stikke sine 5 procent skråt op i Joachim B. Olsens.
Rige folk, om så regeringen falder og S kommer til fadet på baggrund af endnu et umuligt folketingsflertal, kan trygt trives videre i et land hvor det fortsat kan betale sig at tjene styrtende med penge.
Gud ved om Schweiz i øvrigt har en jantelov. Eller om dette folkeafstemningshærgede, kommengnaskende folk af påholdende by- og bjergbønder der lever af lurvede bankhemmeligheder, kukure og lyssky transaktioner er glade og fornøjede ved folk der tror de er noget og ved mere end schweizerne selv.
Rigmanden dernede skal passe på at han ikke bliver opfattet som politisk korrekt, når han ikke vil betale skat. Det er ikke noget man taler så højt om i Graubünden og omegn.

Justitsminister Pind atter sit eget gamle jeg

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Straf på straf

Her gik man lige og var så glad over at landet trods hyppige pubertære udfald alligevel har en forstandig justitsminister. En modig mand der siger fra over for farlig retorik.
En sådan klog justitsminister, den slags kan man ikke få nok af, advarede for lidt over en uge siden mod stadig mere hadefuld tale fra højre, hvor en og anden letfængelig sjæl blot venter på et skub i den forkerte retning. Men pas nu på, sagde Pind og fik lige med det samme et par på frakken af regeringens parlamentariske grundlag. Dét følte sig truffet.
Men justitsministeren, der måske er ved at forberede en fremtid som dansk statsmand, havde talt, og DF-næstformand Espersen kunne få et bøjet søm at trutte i.
Og så var det for resten heller ikke mere heroisk, snarer en ansvarlig ministers pligt.
Men alligevel og hatten af for dét.
Så gik der et par dage, og den gamle Pind var tilbage med VKLADFS´ monotone svar på problemer i nærkontakt med straffeloven: mere straf og mere straf og mere straf igen, og én gang til. Ministeren, der har læst til jura, som det vittigt er sagt om dem der ikke fatter fagets sjæl, må enten have snorket ualmindelig dybt i de timer i studietiden, hvor kyndige kriminologer fortalte en yngre Pind om forbrydelse, skyld og straf og straffens tvivlsomme virkning. Hårde straffe på en lang række områder – faktisk de fleste og især den kriminalitet hvor social baggrund og miljø er afsæt i strafpålagte kriminelle handlinger såsom brugstyveri og vold og den slags – har ingen, siger og skriver ingen ønsket gunstig virkning, formentlig det modsatte.
Voldsmanden der slår på tæven tænker sig næppe en ekstra gang om efter vedtagelsen af en ny lov om strafskærpelser, inden han og medvoldsmanden maltrakterer sit offer. Kun i den bedste af alle verdener hvor fornuften går over optugtelsen, betror voldsmand 1 sig til voldsmand 2: Nu må vi hellere stoppe, kære voldsmand 2 og tænke os godt om, inden vi i fællesskab sparker den person, der nu ligger på fortovet. Du, kære voldsmand 2 går over på den anden side af gaden og vender ryggen til. Som du ved, har justitsministeren netop revideret loven om gruppevold. Man kommer nu i fængsel ikke i 6 år men i 9, for det vi oprindeligt havde planer om i fællesskab at gøre. Altså sparker jeg alene vort nedlagte offer, således, forstår du nok, at vi holder os inden for strafferammen for én og samme voldsmand. Så er det til gengæld din tur næste gang, når vi to gamle drenge er på kollisionskurs med de nye straffebestemmelser. [Regi: Voldsmand 2 går over på den anden side af gaden og vender ryggen til. Voldsmand 1 sparker] De fleste voldelige overgreb er som bekendt affektrelateret ægtefællevold, hvor overvejelserne er mere spirituspåvirkede end overvejede; eller det er vold mellem allerede voldelige parter, bander og lign.
Det er slemt nok, og forhold samfundet indiskutabelt skal gribe ind overfor.
Men at skærpe straffen udgrænser de i forvejen udgrænsede, hvis chancer for at komme ind i fællesskabsfolden og leve en lykkelig tilværelse med Tesla og teroser forringes for hver stigmatiserende sanktion.
På den ene side bør man ikke fratage folk retten til at være skyldig, den ret det borgerlige tågehorn Henrik Stangerup i en kikset roman i sin tid hævdede at velfærdssamfundet fratog borgerne. På den anden side behøver man heller ikke gøre lige præcis det allermest dokumenterbart tåbelige for at fastholde de kriminelle, de skyldige i at være det så længe som muligt og med tilsølet straffeattest livsdagen langt.
Det er imidlertid aldrig den slags overvejelser der er i populistisk fokus, men retsbevidstheden.
Hvornår hørte man sidst en dansk retspolitiker i kvalificeret debat om dén?
Nu hiver Pind igen retsbevidstheden frem. Et ungt par blev udsat for unævnelige handlinger, forfærdende når det sker. Yderligere når politikerne bruger begivenheden til at tale retsbevidstheden op og erklære den krænket, angiveligt fordi straffen for den netop udførte misgerning rigeligt omtalt i medierne ikke findes streng nok. Herefter skærpes straffen for lige netop den forbrydelse, og det samlede åremål af straf får igen et nøk opefter. Søren Pind tager sædvanen tro i moderigtig retspolitisk stil ikke stilling til retsbevidsthedsbegrebets valør, men stanger det ud som et absolut. Men med sikkerhed er retsbevidstheden om ikke andet en skuffende relativ størrelse. For nu at gentage til bevidstløshed: der er informeret retsbevidsthed og uinformeret retsbevidsthed. Nogle gange en blandet landhandel, men nogenlunde deromkring.
Ikke politikere, men folk med indsigt i konkrete retsforhold, med erfaring i kriminalitet og med forbrydere bekender sig gerne til en anden retsbevidsthed end folk uden indsigt i kriminalitet og/eller konkrete sager – og altså retspolitikere med en dagsorden.
Domsmænd og nævninge ansigt til ansigt med tiltalte bedømmer sager mildere end den uinformerede retsbevidstheds talerør der til gengæld kræver straf der kan mærkes. Den uinformerede retsbevidsthed har ikke som mål at resocialisere forbryderen eller fjerne årsager til kriminalitet på længere sigt, men lægger vægt på hævn, tilfredsstillelse af ofrene, der tit ikke er nær så blodtørstige, samt på afskrækkelse, en side af sanktionernes virkning der i affektforbrydelser så at sige ikke er målelig. Det målelige er unægtelig at forbryderen, så længe han er i spjældet, sættes uden for kredsløbet. Dette sidste sikrer man 100 procent ved dødsstraf. Hvornår kommer mon det uinformerede ultimative forslag om den ultimative sanktion mod typer som voldsmand 1 og 2?
Når den dag oprinder, har landet måske fortsat en justitsminister, måske en statsminister Pind der må træde i moden karakter og kalde sin parlamentariske støtte – hvem det så bliver når DF engang er historie – til orden.

Og Socialdemokratiet tager sig en slapper på forventet efterbevilling

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Højre vs højre

Justitsminister Pinds uventede men velkomne afstandtagen fra den omsiggribende aggressive højrefløjsretorik vakte i dagene efter lige så megen opsigt som folketingsformand Kjærsgaards advarsler om et splittet Danmark ugen før. Den side af sagen blev i Berlingeren ellers tiljublet af Dansk Folkepartis chefideolog emeritus Søren Krarup og udlagt som et folk delt i to: de højrøvede [sic] og magtfulde i medier og politisk korrekthed [sic]og de menige, almindelige danskere der ikke tæller med [sic]. Til sidste kategori må det antages at Pia Kjærsgaard hører – i hvert fald i Krarups optik. Denne uærbødige påstand ringeagter unægteligt Folketingets formands betydning, samt reducerer det parti, der således ifølge den Kraup´ske formel består af og repræsenterer dem der ikke tæller med.
At demagogien trives i en stadig mere postfaktuel verden understreges af denne nærmest Trump´ske jongleren med kendsgerningerne, hvor selvmodsigelsens princip har liturgisk format.
Pia Kjærsgaard blev takket være det meget omtalte tre siders præsenterbakkeinterview i Berlingeren af egen fløj hyldet for sin optræden a la hudløs sandsigerske, og som den der besad mod og indsigt til at advare mod farlig, truende national splid. Den hun for resten selv har plantet og gødet og nu høster så rigeligt i landets næsthøjeste embede tildelt partistiftersken ved beklagelige omstændigheder.
Her overfor stod Søren Pind. Ministerens forstandige indlæg i debatten med det høje embedes vægt bag ordene antyder en ny ansvarlighed i det gamle liberale parti, der siden Hartlings dage – for så vidt også før – har været opdelt i mentaliteten fra hhv. højskole og handelshøjskole, Bussiness School. Sidstnævnte kategori har hånd i hånd med et særbehandlet bjergsomt landbrug, i årevis domineret partiet. Her har man ikke skelet ihærdigt til det gamle frihedspartis oprindelige idealer, men ladet afkast og magtdividende regere. Venstres synlige selvbeherskelse over for miljøhensyn og kørsel med grønthøster over kulturbudgetterne fastholder dette umusikalske indtryk af Venstre, som vi kender det.
Ikke desto mindre synes den yngre Pind så småt at ville lempe skeen over i anden hånd. Akkompagneret dertil af et af partiets virkelige koryfæer, tidligere minister Britta Schall Holberg der altid har været kvinde for at slå en bagvendt øretæve, når hun synes noget blev for broget.
Det syntes hun så på skrift ligeledes i Berlingeren, hvad angår folketingsformandens ovennævnte optræden i avisen. Godsejeren til Hagenskov undlod ikke at sætte Pia Kjærsgaards navn, meninger og adfærd i velargumenteret nærkontakt med begrebet hykleri.
På én og samme uge markerede således to centrale profiler at der også findes et andet Venstre end det aktuelt pantsatte, halvt skævvredne og tvivlsomme foretagende i hænderne på You know who og blandt de andre kontante typer: en finansminister der ifølge eget udsagn nyder udstrakt værdifællesskab med Kjærsgaards flok.
Pind og Holberg har hver for sig på hver deres måde, i hver deres boldgade, men og tilsammen bidraget til et nyt mål af klarsyn på Venstres og det borgerlige Danmarks vegne. I Pinds udtalelser ligger en (måske let overfortolket men man har lov at være optimist) klar erkendelse af at den nuværende højrepolitiske retorik og splittelsesdemagogis spiral fører ned mod stadig mere harske udfald og stigmatisering af de andre i dem og os i udtalt trussel fra militante. Denne tankeløse kurs gavner kun yderlighederne i det borgerlige segment med hede ambitioner om dommedagsprofetiernes indfrielse.
Eftersom Dansk Folkeparti nu trues af de endnu mere uforsonlige, endnu mere islamofobiske, endnu mere harske i krav om opsigelse af anstændighed, aftaler og konventioner om (andre) menneskers værdighed og ret, vil DF´erne fra nu til næste valg og ud over dette yderligere skærpe tonefald, fordringer og pres.
Søren Espersen – med fortid på den yderste nationalistiske front i foreningslivet derude hvorfra kragerne ikke vender tilbage – var fremme med riven mod justitsministeren, åbenbart ramt i solar plexus eller hvor den krænkede stolthed sidder i folkepartinæstformanden. Men at Søren Pind havde ramt plet, var der ingen tvivl om, reaktionen var umiskendelig såret, sanseløs vrede.
Kampen om retten til at definere splittelse eller ej i det danske samfund kommer altså tilsyneladende til at stå mellem højre og højre i dansk politik. På den ene side det borgerlige frisind, omtanke og ønske om fred, på den anden side den borgerlige uforsonlighed, det blinde instinkt og militante beredskab.
At socialdemokraterne, der længe i lange stræk har tangeret blå fløj skulle sige fra, blande sig og yde et bud på noget som helst der ligger uden for æg, mel, gryn og straf, må desværre henføres under rubrikken naive forventninger. Fra den kant kommer – bortset fra forsvaret for SU – åbenbart intet opbyggeligt for tiden. Hvor mange af deres ellers så trofaste vælgere, de der er tilbage, vil de ydermere gøre hjemløse? Det er spørgsmålet som socialdemokraterne internt bør forsøge at forholde sig til. Som Hans Engell forleden konstaterede i Ekstra Bladet, skulle man tro at de socialdemokratiske politikere, hvoraf flere er politisk begavede og har idéer, for alt i verden ikke vil i regering og have ministerposter. Partiets ledende kadrer leverer kun overbud i evindelige stramninger af rets- og flygtningepolitikken og holder i øvrigt biksen lukket for kunder udefra.
Det burde ikke være uoverkommeligt for Krag, Anker, Auken, Lyttetoft og Nyrups gamle parti at mobilisere et modsvar til højrefløjen og ikke overlade scenen til en venstrejustitsminister der ikke ligefrem før har udmærket sig i rollen som tolerancens og frisindets vogter.

Forsvarsløs forladt over for den blå massakre

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

DR hvad det er

Bestyrelsesformandens taktiske snilde svigtede ham den morgen, da han påstod det danske demokrati truet konfronteret med den reduktion på en fjerdedel af DR´s budget, som højrefløjsflertallet kanoniseret af kulturministeren netop havde bebudet. Det står klart allerede nu at reduktionen bliver en realitet, med mindre regeringen falder og S og Mogens Jensen kommer til, og der bliver tre torsdage i næste uge. Bestyrelsesformandens reaktion mere end antydede at DR ikke råder over slagkraftige argumenter til at rejse støtte og en stemning i opinionen og eventuelt vende eller hindre et determineret flertal i at handle som varslet. Der er ydermere tale om den nye sekt af borgerlige uden finere fornemmelser for armenes længde og som uden skrupler blander sig i redaktionelle anliggender.
Formand Christiansen har muligvis ret i sin alarmerende vurdering: at en så kraftig reduktion af public service medfører italienske medietilstande med Trump og Erdogan lige om hjørnet. Men den slags profetier gør ikke det store indtryk. Især ikke når de kommer fra den truede virksomheds ledelse selv, og direktørlønninger og ledelseslagets rumfang i forhold til egenproduktion og kvalitet er gået amok i det store truede hus.
Men først og sidst ryster formandens nødråb ikke ret mange af dem, der måske burde blive det. Af den simple uafviselige grund at der ikke er meget for folk med noget på spil at gå på barrikaderne for. Efter tre generaldirektører i træk der hver for sig og tilsammen ikke evnede at gøre DR til et flagskib i flåden af medieudbud, heller aldrig har haft noget at byde på af original, fornyende og fornøden programudvikling af journalistiske og kunstneriske visioner, betyder DR ikke rystende meget i den store balance. Slet ikke noget i den ende af debatten, hvor kunsten skabes, meninger dannes og idéer brydes. Når deltagerne råber sig til ørenlyd i debatprogrammerne er dette ikke demokratisk meningsudveksling, men kraftprøver for folk der lever af at afbryde andre. Det er ikke i DR nybruddene i meningsdannelsen sker, og øjenåbnende nye former for samtidshistorien bliver til. Eller for den sags skyld hvor den nationale og kunstneriske tradition dyrkes og præsenteres påny, påny. Ej heller i DR at den kollektive erindring og værdibevidsthed næres og formidles. Det klares ikke ved at jage pigekoret ud i en kornmark for at vamle sig gennem sangskatten, så børneværnet burde kontaktes.
Hvad det reklamefri DR i overmål derimod tilbyder er selvpromovering og egenannoncering i højkomprimeret forrykt fraseret tonefald og en intensitet der udelukker debat om de faktiske tilbud, som DR for en end rigelig licens langer over disken. DR har selv både før og efter fastslået produkternes unikke (junikke) kvalitet.
Kernen i public service er jo netop den debat, bestyrelsesformanden frygter går til grunde, men som her afskæres af annoncøren, der har fat i den lange ende. Man diskuterer ikke med sælgeren af sød sodavand, om en slurk af stadset gør én lykkeligere eller kvalificeret til hovedspring fra 10-metervippen. Alle ved at sød sodavand ikke forhøjer fornøjelsen ved livet, skønt alle sodavandsfabrikanter hævder noget tilsvarende.
Når DR hyperannoncerer for sig selv, af sig selv og hos sig selv er melodien falsk. Konkurrenterne er blinde makkere, eller er der slet ikke. Radioorkestrets koncerter skal jo ikke lanceres i sammenligning med andre radioorkestre i landet, men fremstilles ikke desto mindre som verdens bedste med unikke (junikke) kunstnere af vedblivende verdensniveau. Det sker ikke i musikkens tjeneste, men fordi orkestret nu engang spiller i DR´s koncertsal, og pr. definition er unikt (junikt), og alle der kommer forbi er unikke (junikke), hvad de ikke er. Annoncøren, DR gør sig selv til hovedsagen, ikke det DR formidler, der kun sjældent lever op til superlativerne, og som selvsagt må og bør være til diskussion. DR afskærer således kritik udefra og indefra langt mere indædt end i monopolets tid. Indvendinger affejes konsekvent som surhed eller fyringsgrund. hvis den kommer fra medarbejderne selv. Svaret i generaldirektørens mund er lyttere og seeres tal, et argument af samme vægt som sodavandsfabrikantens anprisning af sit produkts sundhed i forhold til antallet af købere.
”Vi skal være for alle danskere”, siger generaldirektøren gerne. Bestræbelserne på denne udfladning, som i realiteten ligger til grund for den overskuelige målsætning og upræcise ideologi, betyder at DR ikke rigtigt bliver for nogen. Eller for meget få forskellige slags danskere, hvor opinionsdannere i alle lag, folk der pr. instinkt og uddannelse eller begge dele optager indtryk i en kritisk ånd, vender deres interesser mod andre medieudbud og til sidst skaber deres egne platforme. Det kan man i disse tider. Til det behøver man ikke mastodonte bygninger med eksotiske mængder af mellemledere og bureaukratier og administrerende generaldirektører med gage højere end statschefer. Javel, det sidste er og forbliver en anstødssten i forhold til skabende menneskers ansættelsesvilkår og aflønning.
I den bedste af alle verdener kunne man på denne baggrund forestille sig en divisionering af public-service forpligtelsen således at et af-institutionaliseret DR kunne begynde at genopfinde sin egen nødvendighed og vække den meningsdannende opinion af dens let begribelige passivitet i forhold til institutionen.
Som sagt er det muligt at Michael Christiansen har ret: at demokratiet vil lide under et nedsparet DR. Public service er utvivlsomt væsentligt for mediekvaliteten i landet. Men som sagerne står, svækkes væsentligheden og lidelsen bliver til at bære. DR´s ledelse har i betagelse af egne bedrifter overset at institutionens udbud, i selvdestruktiv høj grad, savner nødvendigheden.

Den kristne højreelites konfliktoptrapninger

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Undergangsprofetier en gros

Mens livsfarlige tosser lige fra IS med deres jomfruer i paradis til ensomme ulve a la forstyrret nordmand i korsets tegn myrder løs, konsolideres her i landet en egen vredladen religiøs nationalisme.
Medlemmer af noget der ligner en bevægelse udfolder sig i stadig prægning af intolerance og uforsonlighed, hvæsser deres PC´er og taler konflikterne op. Et dystert verdensbillede af synd og fortabelse lægger alen til undergangsprofetierne. Radio24syv stiller i denne sommer mikrofonstativ til rådighed for teologen Iben Tranholm katolicismens svar på Sørine Godtfredsen ¬(dog uden hendes charme). I et interview, hvor den interviewede, hvis navn fortaber sig, gav intervieweren – sjovt nok Iben Tranholm – så evig ret, erklærede Iben Tranholm at vi den kristne verden allerede er i krig med islam.
I betragtning af hvad vi og verden og truslen fra Trump trækkes med, er dette ikke så lidt at stille i udsigt. Formentlig hverken den ene religions tilhængere, de kristne eller den anden, muslimerne er til sinds at opgive deres respektive opfattelse af guds beskaffenhed, ikke uden først at være udryddet til sidste mand, kvinde og barn. Som trøst midt i dommedagsvisionen kan jøderne for en gangs skyld slappe af, mens de to hovedreligioner med kristendommen i front altså ifølge den krigeriske Tranholm gør klar til det store opgør.
Hvem konkret der i øvrigt befinder sig i skyttegravene, er det store spørgsmål. Ifølge sagkyndige ønsker mindst 99 procent af alle muslimske mennesker i verden at leve i fred med andre. Et lignende antal kristne kan man sagtens forstille sig. Såfremt denne betragtning er naiv, foretrækker denne skribent naiviteten frem for et niende korstog.
Men krig skal der altså være. Så krig skal der nok også komme. Ifald tilstrækkeligt mange i den nationalistisk-religiøse elite opfører sig lige så åndssvagt og sætter en række fikse idéer om livet, døden og det hinsides højere end menneskelig velfærd og fred på jorden, kan det godt gå galt.
Nu havde statsministeren ellers lige så stille ønsket glædelig eid til de danske muslimer for hvem han jo også er statsminister. Lykønskningen faldt ikke i god jord, i hvert fald ikke i indviet. Det stærkt betonede kristne segment i Dansk Folkeparti fordømte forventeligt statsministerens gestus som udansk og et knæfald.
Al nationalreligiøs uforsonligheds fader Søren Krarup forlangte i samme åndedrag Løkkes politiske hoved snittet af ved skuldrene og Mette Frederiksens anbragt dér i stedet.
Hvis nogen har haft den opfattelse at kristendom har med forståelse og fordragelighed at gøre, så tager nogen syvfold fejl. Med sværd skal vantro og tvivl omkommes.
Den neonationalistisk troende elite af mestendels tidehvervsteologer, syrnede ældre akademikere der aldrig er kommet sig over 68 og vore dages antisemitter med afskyen transformeret til muslimer, kredser i deres bidrag i aviserne om samme kategorier. Kernen er hævdelsen af Danmark som et kristent land i 1000 år bekræftet i den gode gamle grundlovs metafysiske bekræftelse af stat og kirke i samme hus. Parallelt med et tvangsdøbt kongehus en kontant afvisning af alle idealer om en ægte demokratisk sekulær stat uden fyldekalk af overtro i bygningens murværk. Man kan roligt sige at nationalreligiøsiteten i Luthers ånd har sit fodfæste i fædrelandet.
Religionen, in casu kristendommen, hævdes gerne som himmelsk modsvar til den djævlebårne politiske korrekthed i intellektuel forstand som den åndelige dimension eller blot: det åndelige. Al anden foretagsomhed i den øverste del af den menneskelige gestalt har ingen andel i fænomenet ånd. En avisskrivende præst – endnu én – Marie Høgh fabulerede i Berlingeren forleden om ”aftenlandets åndelige forfald” (begrebet planket fra Spenglers berømte og berygtede 1920´er ragnaroksvision: Untergang des Abendlandes). Pastor Høghs tidstypiske indlæg var kamp med blind makker mod en i øvrigt nærliggende opfattelse at guder er skabt i menneskenes billede og ikke nær så nærliggende den anden vej rundt. Men deri lurer ifølge Mare Høgh forfaldet, nemlig ikke at begribe Guds suveræne skaberrolle. Det åndelige er ikke noget man tager med sig hjem fra en aften i Det Kongelige Teater. I det sidste kan man nu og da godt give sognepræsten ret. Men næppe at respekten for hver enkelt menneskes enestående værdi, i den samfundsorden vi for tiden hylder som ukrænkelig danskhed, stammer fra Vorherre og præsteskabet. Ej hellere at kristendommen skulle have været særskilt mere venligt og menneskeligt anlagt end andre institutionaliserede religioner. Såfremt Marie Høgh er bibragt denne opfattelse, samt at gudstro som absolut størrelse adskiller sig fra overtro og nødvendigvis er et gode, bør hun tilbagebetales sine studieudgifter.
Ligesom en Naser Khader tilsyneladende ser en politisk interesse i at puste alle tidens voldsbetonede begivenheder op i forargede krav om at alle muslimer træder frem og ”tager afstand”, hvordan fanden de så bærer sig ad med dét, ser de nationalfikserede lige så åbenbart en åndelig interesse i at pumpe undergangsprofetierne ud af proportion og puste til ilden.
For hvert anslag hisset og her, for hvert attentat er der trods angst og magtesløshedsfølelse, hvis man da ikke som undergangsprofeterne ligefrem vil krigen, stadig farbare veje af indsigt, erkendelse, forsoning og fred.
Men i den slags er der jo ikke megen nationalheroisme og Vorherre til hest.
Marie Høgh med højreeliten – frem for den fornuftsbårne besindighed og kansler Merkels vilje til at ordne det – har ramt tonen i undergangsprofetiernes tidsånd. Mest at ligne ved en nedadgående spiral, der ender et sted, det ikke er godt at ende

Rablende radio om de kendte og kongehusets lediggang

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Platform for sladder

Det vi taler om, hedder et fast program i Radio24syv. Et sladderprogram. Danmarks bedste kalder de det. Utvivlsomt. I hvert fald det eneste. Et sladderblad i radioformat.
Deltagerne i delvis udskiftelige paneler med Ekstra Bladets ukronede sladderdronning som studievært sladrer en gang om ugen – med det løse, alt dét skrivende sladderjournalister normalt udelader. En journalistisk disciplin ikke hørt før i licensradio. Stikfast viden, dobbeltchek og alt det dyre er til at overse. Det er jo sladder.
I det omfang lytteren kender de omsladrede personer under fællesbetegnelsen de kendte, dyrkes genren frisk fra fad uden andre fine fornemmelser end kronisk benovelse over begrebet kendthed. Eftersom de fleste der sladres om tilhører kategorien af villige der hellere end gerne åbner ladeporten, er der vist sjældent nogen der føler sig stødt.
Hvad der ligger uden for reviret af de kendte, interesserer ikke programmet, der ikke just svælger i finkultur og faktabåren filosofi. Når deltagerne en sjælden gang vover sig ud i stof fra før yngre mands minde, udveksles hvad Stephen Fry betegner: almen uvidenhed. I ødsel kådhed langes kulørte formodninger over disken akkompagneret af salver afskudt under bæltestedet. I øvrigt titlen på et andet Radio 24 syv–program, ét man får abstinenser efter, når værterne holder ferie.
Det vi taler om, adskiller sig fra andre mere underdanige sladderplatforme i behandlingen af kongehuset. Med næbbene i kødet på den sært dysfunktionelle førstefamilie hvæsses her republikkens spydspids. De medvirkendes harmfulde fortrolighed med prinser og prinsessers ørkesløse driverliv burde overbevise selv de kongelige om institutionens moralsk uholdbare absurditet.
Som en blå snor fremstilles verden skråstreg sladder naturgivent i forholdet 1:1. Grundlæggende opfatter paneldeltagerne sladder i bredeste forstand som uafviselige vilkår og et absolut gode. Det forudsættes som elitært hykleri at nogen angiveligt kan være resistente over for sladder om de kendte, men som jo gang på gang, på gang, det ved man jo! gribes med Se & Hør hos frisøren.
Sladder i programmets etos er en fuldgyldig journalistisk disciplin, hvis relevans rækker langt videre i verdens gang og landets politiske skæbne.
I den henseende har programmet hyret figuranten q, som de kalder ham, alias Se & Hørs tidligere, nu fængselstruede chefredaktør, alias tidligere spindoktor for Den Store Kreative Bogfører. Bogstav q´s opgave er at kommentere politik, hvilket sker i en sky af suffisante selvfølgeligheder med kokette indskud om egen kendthed. Samt hyppige henvisninger til den uretfærdighed der er overgået ham som tidligere sladderredaktør, siden anklagemyndigheden har været så nedrig at rejse strafferetslig tiltale mod ham. Her må man erkende at 24syv i det pågældende program praktiserer et nybrud: Med garanti er det aldrig før sket i dansk public services historie at en medvirkende i et program, oven i købet også et andet på samme station, procederer frifindelse i egen kommende straffesag for åben mikrofon og uden kvalificeret neutralt modspil. Det ville næppe have ladet sig gøre, hvis en anden én stod tiltalt for tyveri af en mørbrad i Netto.
Sladderen som sådan dominerer selvsagt programmet, der derfor behandler stoffet efter sladderens problematiske metode og kriterier. Dette har ubetvivleligt sine mangler. Blandt andre de nævnte, samt når de medvirkendes iver efter at meddele sig overgår deres færdigheder i at håndtere forsvarligt, hvad kildekritikerne kalder: slutning til virkelighed.
Når alt dette er sagt, er programmet ikke desto mindre et festblus – også som journalistisk fænomen. De til tider kaotiske meningsudvekslinger foregår som åbne redaktionsmøder under uhæmmet højrøstede overvejelser i et lydtapet af i munden på hinanden. Krølhåret begavet fører programværtinden an med autentisk smittende entusiasme, som enhver redaktionsleder kan lære af: tænker højt, afbryder, griner sig fordærvet over menneskene og de sære ting de har for, ikke er bange for at dumme sig og lufter besværet med pattebørn hjemme og buler og deller de forkerte steder. Moderne kvinde mellem hjem og arbejde, slag i bolledejen og spidskompetencen sladder i fordomsfri holdning til kraftudtryk, der får en fuld sømands ordforråd til at ligne trosbekendelsen.
De enkelte paneldeltagere, bortset fra værtinden og figurant q i havsnød, skal ikke fremhæves. Men det virkelige livs ekspert i pr. og hendes viden om de krav der stilles til hensigtsmæssig fremtræden i medierne, kort sagt effektiv manipulation, forlener i store øjeblikke takket være ekspertens indsigt programmet med en underforstået ædruelig beklagelse og et stænk af vemod over tingenes armodige tilstand.
Til disse bidrager programmet i nøgternhedens navn selv, når løssluppenheden overskrider den etiske blonde, værtinden og de medvirkende crawler mod mudderbadets bund og forglemmer sig i enevoldsmagten over mikrofonen. Det er mindre kønt. Så størkner sladderen i gemenhed uden modsvar.
Dybt i programmets grundmoral – i ordets bedste betydning er der faktisk en sådan – trives for resten en egen kropsnær småborgerlighed vedr. sex og samfund, som måske er sladderens og nyfigenhedens inderste, enkle væsen, her symboliseret i hyppig benovelse over et stykke med bart. Det helt store indtræder, når en af de kendte blotter pat eller røv hhv. hos damer og mænd, hos damer både og. Så fniser de og jubler i kor: altså, så var hun/han/helt nøøjjen! hviner værtinden. Det er ikke til at stå for.
Midt i sladderen, som inden man bliver alt for rørt også har et kommercielt sigte, trives en egen pubertær uskyld.
Længe leve den. Længe leve Det vi taler om. Men måske ikke så længe at legen en dag ikke er god længere.

Den indre forvekselige fjende

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

År 5 – i ulvens tegn

Begrebet: The boy next door har siden 22. Juli 2011, da en ung mand slog 77 af sine norske landsmænd ihjel og kvæstede flere, også i Skandinavien fået ildevarslende klang. Naboens søn, som godt kunne være din egen. Det var emnet for Erik Stephensen og Jørgen Flindt Petersens film om håndlangerne i det græske oberstregime sin tid: at den pæne unge mand du har kendt hele livet en skønne dag er din torturbøddel. Ikke fordi manden er ond, men fordi omstændighederne er til det. Det er blevet sådan, staten har kasseret moralen, et flertal følger parolen som nu i Tyrkiet. Den spanske læge Eva Forrest skildrede i Franco-diktaturets sidste dage sit ufrivillige ophold i det hemmelige politihovedkvarter på Madrids Puerta del Sol: de unge velklædte mænd der mishandlede hende i kælderen og afbrød torturen, fordi de også skulle nå at se fodbold i tv. De iførte sig deres menneskelighed, som de for en stund i regimets – og folkets – tjeneste havde aflagt over for offeret.
Eva Forrest indser at disse pæne unge mennesker under andre omstændigheder ville rejse sig høfligt for hende i metroen og holde døren i butikken. Bødlerne har ikke nedfilede hjørnetænder, flammer ud af legemsåbningerne og en lodden hale skjult i bukserne. De er almindelige normale unge mænd, født af normale forældre i almindelige miljøer.
Dette var også det skræmmende i den indsigt, Hannah Arendt delagtiggjorde verden i, da hun skrev sin reportage fra Eichmann-processen og heri beskrev grusomhedens alment kedsommelige normalitet. Adolf Eichmann, den praktiske hovedmand i nazisternes udryddelse af millioner af jøder var lige så intetsigende som han så ud, og som han lød. Han gjorde sin pligt, således som pligten og ikke forstanden driver andre almindelige normale mænd i et samfund der styres af almindelighedens og banalitetens tyranni.
Overgreb i statens navn er som regel indfattet i juridiske fundamenter støbt i en højere sags tjeneste: nationen, kirken, sejren over fjenden, Vorherre, juletræ, stegt flæsk og frikadeller. Mennesker og nationer myrder sjældent og lader det være godt ved dét; de skaber legitimitet i handling og forbrydelse. Den norske massemorder så sig som tempelridder til frelse af nordmændene fra islam, som han mener erobrer fædrelandet. Han myrdede ikke målrettet folk af islamisk baggrund, men landsmænd med politisk forståelse for indvandrere. Den idé kostede 69 unge socialdemokrater livet, samt 8 andre ved bomben i Oslo.
Morderen bragte uorden i regnskabet. Umiddelbart tog mange det for givet at udåden var forøvet udefra af en islamisk terrorist. At det viste sig at være en indre norsk nordmand, hvis udseende næsten var en fornærmelse af det ordinære, lod sig ikke umiddelbart indpasse i det fremherskende fjendebillede. Blond og nydelig uden at være det påfaldende, forskruet uden at dét var himmelråbende, ikke i forhold til så mange andre rabiate på fløjene. Det påfaldende ved manden var handlingen.
Siden 22. juli 2011 har begivenheden gentaget sig til bevidstløshed. Igen, igen i USA: Mænd uden at være påfaldende, mænd uden egenskaber, uden venner, uden kendetegn griber geværet og skyder så mange, de kan overkomme – inden de i de fleste tilfælde selv bliver skudt.
En højere sag, nogle gange kun deres egen, byder dem at gøre det, siger de få overlevende. De handler i en særlig atmosfære af selvoppumpet ret, hvor der et sted findes en kerne af forvrænget motiv, uden at det af den grund er begribeligt.
At handle på nationens vegne mod en ydre eller indre fjende for at frelse nationen ved at torturere eller myrde er totalitær tankegang velkendt. Det begynder i krav om afgrænsning, siden udgrænsning af de uønskede. For at frelse kirken, tyskerne, i sidste ende gud, anbefalede Luther det at indfange og brænde jøderne i deres synagoger. Idéen til Endlösung var født.
Man forbyder tilstedeværelsen af de udgrænsede og fjerner deres spor. Dette er begyndelsen på den umenneskeliggørelse, der lidt efter lidt udstyres med moralsk juridisk maskering: til fællesskabets bedste, for de tørklædeklædte kvinders egen skyld, af hensyn til integrationen og velfærden, til forsvar for danske værdier, etc. Et meget nationalt parti forlanger nu at landets leder undlader at lykønske en minoritet, hvilket næste skridt, som allerede i skrivende stund er taget, logisk fører over i forbud mod minoritetens kultur og tanker. I gamle dage forbød man jøderne at dyrke deres gud i det åbne og fordømte deres væremåde. Konvertér eller skrid, men skrid før du konverterer.
Tiltag af den art, eller formuleringen af forslag til at gøre tålte menneskers tilværelse utålelig, som den ansvarlige minister har udtrykt sig, legitimerer den opfattelse at utåleligheden ikke kan blive utålelig nok. Fra den indstilling bliver vejen til handling kortere. Og dét mere dag for dag når etablerede samfundskræfter overgår hinanden i krav om foranstaltninger mod de uønskede. Alt sammen udført af ganske normale almindelige mennesker til nationens frelse. En meget enkel politiker i ovennævnte parti anbefaler at landforvise skolepiger, der ikke vil gå kollektivt i bad.
En dag er tankegangen modnet og blevet til krav om håndfast handling. Som når Trumps ganske almindelige tilhængere i takt med deres rollemodel brøler på flere våben mod afvigelser og gerne bruger dem, så dem de truer griber til deres.
Det kalder man borgerkrig. Det skal man være mere end almindelig dum for ikke at forstå. Men inden det kommer dertil, tilskynder det stadige og nidkære hadsprog forvirrede hoveder til at gøre ondt værre og pakke tasken med sprængstoffer og lade geværet.
Eller marginaliseringen af taberne gør det indlysende for svage sjæle med nederlagene i kø bag sig at leje en lastbil og finde vejen til nærmeste strandpromenade.

Når eksaminator stiller dumme spørgsmål

Georg MetzUncategorized1 Comment

Repeterende undren

Det er ikke vigtigt, vil de sige. Få har reageret. Vist kun ét andet sted i pressen. Og så i en avis, det går an at overse, hvor en kværulant har kværuleret i sin klumme.
Det drejer sig kun om ædruelig omgang med danmarkshistorien i forbindelse med indfødsretsprøven 2016. Da den alligevel er fejlbefængt i pointudregningen, hvad spiller det så for rolle, om spørgsmålene også er forkerte og ikke i overensstemmelse med den viden, som man ellers ned til årstal for nogle gamle halvbøvede film insisterer på som forudsætning for danskheden?
Det spiller ingen rolle. Det drejer sig kun om fremmede.
For nu at gentage historien fra en fodnote sidste uge, hvor ingen ansvarlig altså har nedladt sig til at reagere, forlangte årets statsborgerskabsprøve (den sentimentale indfødsret bør udrenses af forvaltningens ordforråd) at kommende danskere ved hvor Kanslergadeforliget blev indgået. Spørgsmålet lød: I 1933 indgik regeringen og de gamle politiske partier et forlig der skulle sikre de økonomiske og sociale forhold, Hvad kaldes forliget? Amalienborgforliget, Oehlenschlägergadeforliget eller Kanslergadeforliget?
Tendensen i formuleringen er værd at bemærke: der skulle sikre de økonomiske og sociale forhold i landet… Som om der var objektive altruistiske bevæggrunde i det politiske spil i 1933. Midt i den store økonomiske verdenskrise så Venstre muligheden for at stække Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres pågående reformer og sikre det store landbrug en mere komfortabel plads på flæsket. De mænd dengang i januars sidste dage i 33 satte sig næppe om bordet hos Staunings for primært at gavne landet; de sloges indædt for at gavne deres bagland, deres egne vælgere, de der havde valgt dem. Man kvier sig ved at anføre sådanne selvfølgeligheder, der unægtelig må indfattes i historisk (og anden) motivanalyse. Ikke mindst i forbindelse med en prøve, hvor upartisk nøgternhed burde være en selvfølge. Men man forudsætter åbenbart i infødsretsprøveformuleringsmyndigheden (det må den hedde) at eksaminanden enten er naiv eller dum eller lige så overfladisk som eksaminator, og det i øvrigt er meningen at indfødsretsprøvekandidaterne skal dumpe.
Mere alvorligt er den uvidenhed spørgsmålet vidner om i realoplysningen om forligets deltagere: regeringen og de gamle partier.
Folketinget, Landstinget fandtes også, bestod i 1933 af de små nye partier: Slesvigsk Parti, Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti med ¬tilsammen sølle 7 mandater i Folketinget. Og så de store, de gamle partier: Socialdemokratiet, Radikale, Konservative og Venstre, tilsammen 141 mandater.
At verdenskrisen fordrede politisk handling, derom herskede der ingen tvivl, men interesserne strittede i alle retninger, og partierne havde forskanset sig. Dog blev den fremherskende kontaktløshed mellem regering og opposition udbedret takket være personlige kontakter mellem Venstre og Radikale, bønder og husmænd, som det således lykkedes at forene i afsætnings- og finansieringsspørgsmålet (også dengang).
Prisen var bla.a. at socialreformer og yderligere foranstaltninger, som Socialdemokratiet og Radikale stod for, blev holdt på forvaltningsniveau og ikke ændrede meget for de udsatte. Stauning var klar over at han måtte sælge ud af arvesølvet for at forhindre kaos og indgå et bredere forlig og i hvert fald få Venstre med. Også for at hindre yderligtgående kræfter fra højre og venstre i at vinde frem. Vanskeligst var spørgsmålet om en kronedevaluering i forhold til pundet med henblik på at styrke landbrugseksporten. Socialdemokratiets finansminister Bramsnæs var imod og gik af for at blive nationalbankdirektør. Men S og R indså med et lurepassende Venstre at kronesænkningen var det muliges vej. Det Konservative Folkeparti ville ikke høre tale om svækkelse af den nationale valuta og holdt sig derfor ude af forhandlingerne for siden at blive holdt ude. De Konservative har ofte vist evner til at ærgre Venstre, der omvendt ikke overser en gunstig lejlighed til at hævne sig. Det skete lige netop med Kanslergade og tak for sidst, da de Konservative i 1929 var årsag til Venstreregeringen og Madsen-Mygdals fald.
De gamle partier var således ikke med i Kanslergadeforliget, ét af fire stod udenfor. Havde forfatterne og eksaminator kendt deres klassikere, kunne de have korrigeret formuleringen ved at betragte Jensenius´ tegning, forligets berømte ikon, hvor Venstres delegation ankommer gedulgt til Kanslergade med frakken oppe om ørerne, Stauning linder på porten og kigger ud sammen med de Radikales Zahle, mens den konservative leder Christmas Møller står uindbudt alene og forladt i baggrunden under lygtepælens skær. Det er næppe for meget sagt at den bitterhed der i forvejen simrede mellem de to store borgerlige partier yderligere steg et par grader, en af de vigtige forudsætninger for at begribe dansk politik. Som Svend Auken i sin tid med vanlig humoristisk præcision kunne sige: der består et bestandigt had-kærlighedsforhold mellem de to partier – men uden kærlighed. At en konservativ ledelse forleden måned var ved at rykke tæppet væk under en Venstrestatsminister og samtidig fik fyret en minister falder smukt i tråd med traditionen.
Tænk nu en statsborgerkandidat med viden om dansk historie, der får stukket et officielt spørgsmål ud med klar indikation af noget lodret forkert. Mon ikke vedkommende bliver usikker på sig selv og svarer lige så meget i øst, som der er spurgt i ansvarsløs uvidenhed?

Fodnote: Politiken har opremset yderligere fejl og graverende ukorrekte formuleringer i lærebogen bag spørgsmålene, bl.a. at Danmark tiltrådte EF i 1972 og at den danske folkekirke begyndte ved Reformationen.
Det betyder ifølge ministeren heller ikke noget.
Det hele er jo fup.