En statsministers bekendelser til kulturradikalismen

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

MATADOR i tyvende potens

Statsministeren røbede i sin flydende nytårstale iført små fingerspjæt at han i nationalkanoniske bestræbelser på at skabe råhygge i familien havde set Matador siger og skriver tyve gange. Man må på den baggrund gå ud fra at DR´s velaflagte klenodie efterhånden sidder, hvor det skal, eller at statsministeren fra tiden omkring ti gange Matador har været ramt af præsenilitet. Kan hænde statsministeren snarere har rod i hukommelse eller bilag for det reelle antal Matador-gensyn. Men lad det nu ligge, somansir.
Mon statsministeren – så længe hans embedstid for enhver pris varer – ved festlige lejligheder ikke af og til kunne hengive sig til også andre af fædrelandets kunstneriske frembringelser. Sådanne, der ellers ikke figurerer i regeringschefens standardrepertoire, kunne – blandt andre klassikere i hvilken rangklasse statsministeren i sin tale ophøjede Matador – eksempelvis være værket over alle, den delvis slavefinansierede florissante periodes poetiske hovednummer: Guldhornene. Læs digtet højt næste gang, det er bedre end selv dronningens taler, og forsøg i samme ombæring at få Thulesen Dahl med på en lytter. Formanden for rigets største borgerlige parti – så længe dét varer – der tappert kæmper for de nationale værdier uden smålige referencer til kunsten, kunne ved passende anledning endnu engang indskærpes at Guldhornene, ikke som hævdet af DF-formanden er af H.C. Andersen, derimod af poeten bag Der er et yndigt land, en påstand Dahl sikkert genkender fra boldbanen.
Dette blot et beskedent forslag til fornyelse af statsministerens klassikerhenvisninger. Så behøver han ikke i næste genbrugstale at svinge sig op til Matador for enogtyvende gang.
Statsministeren afslørede dernæst i forsoren fortrolighed med seerne at Lise Nørgaard snart fylder noget meget rundt. Før en Anders Fogh-type som Mads Skjern ondulerede det lille samfund i Korsbæk om til uigenkendelighed, omtalte dannede folk i Damernes Magasin ikke damers alder, det lod man dem selv håndtere. Men det er måske den slags indiskretioner Lars Løkke opfatter som hygge.
Flere i pressen har i øvrigt været ude og regne på, hvad tyve gange Matador beløber sig til i timer og har nået tallet 534 eller godt toogtyveethalvt døgn. Ganske vist fordelt over tid, må man tro, da statsministerfamilien næppe har set Matador i sløjfe tyve gange i træk. Men alligevel. Der er ikke levnet megen plads til naturfilm her.
Der er selvfølgelig også den mulighed at statsministeren som antydet alligevel ikke har set Matador tyve gange. Det må man håbe både for ham og for serien, skønt det svarer til at pisse på højalteret i Roskilde Domkirke blot at antyde meningsafvigelser vedrørende forstandigheden i endnu en visning af livet i den fiktive mellemting mellem Korsør og Holbæk i gamle dage.
Lige nu hvor der erlægges halvårslicens til DR, fyldes man af taknemmelighed over at ens generøse tvangsbidrag i hvert fald ikke går til nyanskaffelser i det store hus på Amager, men til gode cheflønninger og genudsendelser af Hvornår var det nu det var med flere deltagere under end over mulde, til falmede historier om glemte detektiver på de britiske kanaløer eller Huset på Christianshavn.
Det værste der kan overgå et kunstværk er dybest set at det bliver kanon eller som i Matadors tilfælde inhaleret af Venstres propagandamaskine. Herefter vil enhver indvending henregnes under højrøvet elite afskåret fra debat.
Dette behøver sådan set ikke have noget at gøre med kvaliteten af det pågældende værk, mere med værkets rituelle indfatning i nation, myte og politisk hensigt. For at være på den sikre side hævder statsministeren altså sine tyve ganges gensyn med Matador. Dermed sværger han troskab til den institutionelle dimension af Matador, som på den anden side heller ikke har ret meget med selve værket at gøre. Egentlig tværtimod da kunsten almindeligvis lever i og ved den debat dens frembringelse vækker, næppe ved den hygge statsministeren henviste til. Og tyve gange? Her må man , for at komme på talefod med en person der har brugt så rigelig tid på værket, tage dette op til drøftelse. Hvad lærte du så undervejs den tyvende gang? Fandt du fejl i teksten? Står den distancen? Holder værkets historiesyn?
Og hvad en gammel kværulant, der måske kun har set Matatador nitten gange i dialektikkens navn kan finde på at spørge om.
Men nej, svarer aficionadoen: uden forbehold Matador tyve gange, og så kan nogen påstå at det er mig og folket der ikke begriber kunst, og så er mit svar med mine tyve gange at det bare er en gammelsur smagsdømmende, højrøvet elite!
Og klatten kører, og DR genudsender atter engang Matador.
Gud ved i øvrigt, hvad DF´s næstformand Søren Espersen (den usynlige vicepræsident i Messerschmidts cirkus) siger til statsministerens Matadorbegejstring? Serien er ifølge Espersen, og partiet velsagtens, bevis på DR´s kulturradikale propagandavirksomhed. Dr. Hansen er erklæret radikaler og medlem af modstandsbevægelsen, hvilket ingen radikal læge i Korsbæk var, fastslog Espersen, derfor er serien venstresnoet propaganda, også fordi oberst Hackel er en gammel nar, hvilket klart viser at Balling og dermed også den snart 100-årige forfatterinde og DR alle til hobe er kulturradikale. Det siger Ole Hyltoft også selv.
Ellers er man jo fysisk så småt ved at komme sig efter skiftet 16/17, hvis første tyve dage fortsat præges af en tilregnelig og civiliseret præsident i USA. Dansk Folkepartis uofficielle chefideolog, tidligere levebrødspolitiker Søren Krarup mente i Berlingeren at Brexit og Donald Trump bliver Vestens frelse. Nogle gange er det svært at sætte sig ind i endog en velkendt landsmands i forvejen løjerlige tankegang.
Nogle gange er det ikke umagen værd.

Håbet i et plaget nytår står til paven og verdens største udenrigsminister

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Truslen 17

Pave Frans udtrykker i en jule-tweet sin ”solidaritet med migranter verden over og takker alle der hjælper dem: At sige velkommen til andre er det samme som at byde Gud velkommen”. I betragtning af den allerede glemte nationalkanons prioriterede vægt på kristendommen i Danmark, er det et held at paven er katolik og ikke bekender sig til den fremherskende politisk understøttede teologiske korrekthed, hvor gode gerninger mod de landflygtige udlægges som misbrug af  næstekærlighedsbudskabet. Ifølge den dominerende kristenideologi gælder barmhjertighed kun over for dem det kan betale sig at bistå.
Der er noget paven har misforstået.
En af de politisk nykorrekte i det fortsat skrumpende DF´s  bagland forfatteren og gammelsocialdemokraten Ole Hyltoft, tidligere næstformand i DR´s bestyrelse, skrev i Berlingeren at DR oser af kulturradikalisme. Den diagnose må være forklaringen på julenats transmission af Højmessen i Peterskirken, hvor Frans spredte sin vranglære. DR havde sat den katolske teolog og debattør Iben Tranholm til at kommentere begivenheden. Det gjorde kommentatoren, og det i en grad så seerne måtte gætte sig til at den messesang, kommentatoren kommenterede ustandselig, utvivlsomt var lige så køn, som hun ihærdigt hævdede.
Hyltoft har måske en pointe: Transmission og kommentar var kulturradikal katolsk undergravning af danske værdier.
Man kan ellers ikke regne med den gamle institution, hvis gennemgående fantasi- og perspektivresistente ledelse og et kosmisk utal af genudsendelsers genudsendelser af gammelt skidt og møg betyder at ingen seriøs opinionsdanner gider komme DR til undsætning, hin snarlige dag kulturmadam Bock stikker gaflen ind og vrider rundt.
Så kan madam Tranholm og kulturradikalismen lære det.
Og nu til noget helt andet.
Som skribentens far engang bemærkede med adresse til husets nu herværende yngste søn, kan selvglæde være udtryk for den dybeste nøjsomhed.
En sådan stillede landets udenrigsminister til skue forleden med påfølgende rigelig  mediedækning. Det er heller ikke hverdagskost at en voksenpolitiker praler af egne egenskaber i ublu sammenligning med andre. Minder om mindre drenge der sammenligner den legemsdel, de stadig ikke helt er klar over hvad kan bruges til.
På ét punkt skal Anders Samuelsen dog her på falderebet af historien have et ord med på vejen. Den nye førstegangsminister mente bl.a. at han selv er den hidtil bedst kvalificerede på posten efter at have brugt mere forberedelsestid til jobbet end nogen anden.
Uden at inddrage Bernstorff eller Scavenius eller P. Munch eller Gustav Rasmussen eller Jens Otto Krag eller Per Hækkerup eller Hartling eller Niels Helveg må denne skribent fremføre sin gamle skolekammerat Mogens Lykketoft, som han har kendt, siden skribenten og den tidligere partiformand, FN-præsident, finansminister og udenrigsminister begge var 11-12 år gamle. Skribenten kan betro Samuelsen at Lykketoft i den alder blandt andet skrev et bind solid samtidshistorie, eftersom han mente Grimberg var mangelfuld og skabte sin egen World Almanac med kyndigt indblik i alverdens riger og lande. Dette begav sig, mens den unge Lykketofts kammerater hang på gadehjørnerne, skabte sig fjollede og klatrede i træer, uden at skribenten dog nåede Samuelsens periodiske højder, og Lykketoft i sit parallelunivers udviste ubegribelig dygtighed i så at sige alt bortset fra spring over buk, boldspil og hop på stedet.
Efter en hurtig kalkule, og uanset at også Samuelsen eventuelt påbegyndte sin indsamling af udenrigspolitiske data på egen hånd i en alder af 12, så har Store Mogens, med mindre Samuelsen iværksatte sit dannelsesprojekt  i god tid før sin egen undfangelse, immervæk 21 års forspring. Til disse betragtninger kunne en nøgtern sjæl erlægge en sammenligning af intelligens. En sådan ligger dog uden for denne klummes rammer, hvilket  Anders Samuelsen ikke behøver føle sig særskilt ulykkelig over.
En anden aktuel politisk skikkelse, hvis selvopfattelse i megalomanplanet synes yderligere robust, indsættes jo 20. januar i verdens mest betydningsfulde embede.  Så betydningsfuldt at selv den nye danske udenrigsminister skrumper nogle numre i mandjævningen.
USA har før budt på en række  uduelige præsidenter, det skal guderne vide. Fra borgerkrigens slutning århundredet ud var de fleste nogle nuller, håndteret af de politiske etablissementer som marionetter. En enkelt republikaner i det 20. århundrede var dog så uduelig korrupt at det var lige ved at være for meget selv for mafiaen. En anden var bare uduelig, en tredje  endnu mere uduelig, den senere Nixon en skurk, den endnu senere George W. ubelastet af indsigt og begavelse.
Hvad der nu venter i gestalt af en tilsyneladende narcissistisk nar, ved kun han selv, hvis han ved det – snarere den skare af ærkereaktionære determinerede hvide forretningsmænd og ekstreme mediepersoner, som den valgte har udpeget til magtfulde embeder.
Det hele kan gå frygteligt galt. Eneste trøst er at den nye præsident ikke som H. Clinton har bindinger til militæret og militærindustrien og næppe i facitlisten har opskrifter på væbnet indgriben som prioriteret fordring. Men den trøst er temmelig vakkelvorn; Hvad Mr. Trump måske ikke har, det har til gengæld folkene han omgiver sig med.
Den anden trøst er amerikansk politiks ustandselige valg. Om få måneder begynder forberedelserne til det næste så småt: midtvejsvalget der efter de første 730 dage kan hensætte den snyderige aflagte realitystjerne i præsidentembedets vanlige impotens.
Så det skal nok gå alt sammen, som Schlüter sagde, når det så sortest ud.
Og Schlüter havde oven i købet ikke verdens bedste udenrigsminister, men kun Ellemann-Jensen.
Godt Nytår!

Af en hednings betragtninger i dagens anledning

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

En prædiken til tiden

Så går det løs. Glæden kulminerer, når en særskilt kategori af præster i landets kirker taler om fred på jord i menneskene velbehag.
I morgen en frelser er født, hvis ankomst til jorden nær gik galt, da der ikke var plads til ham i herberget. Men det siger sig selv at hvis ens fædrene ophav er den eneste dobbelte, udelelige Gud i Fader og Ånd, har Sønnen i den familie uanset beskeden papfar særstatus.
Hensigten med dette udvalgte liv – hvis fødsel formentlig lå fire år før eller efter begivenhedens startskud på tidsregningen og næppe julemorgen – var at indfri en profeti om Guds lidelse og død i menneskelig skikkelse. Men godt nok Gud – en af de tre, som er én. Men tre. Det kan enhver forstå.
Sagt til hudløshed fremstår Julens ikonografiske varemærke uvægerligt som vore dages ulykke: billedet af en lille flygtningefamilie på vej fra Nazareth til Betlehem. Historien forekommer urimelig: at romerne således skulle have beordret undersåtterne til at rejse lange strækninger – ifølge Google 34 timer til fods uden æsel og gravid passager – for noget så banalt som en folketælling. Dem var der mange af i de tider; romerne ville i modsætning til You know who, have orden i skatteindkrævningen.
Sker det at en fremmedartet ungersvend uden særlig tilknytning til Danmark kommer forbi en dansk by med frugtsommelig jomfru og æsel i snor, bliver ekvipagen hurtigt genstand for Martin Henriksens og socialdemokraternes negative opmærksomhed og spørgsmål til Støjberg. Her er der ingen plads i det herberg som Søren Krarup ofte har betegnet Danmark for danskerne.
Ifølge det bevægende Juleevangelium gik det imidlertid dengang i Mellemøsten som det skulle, Frelseren kom til verden og efter tredive års tilløb kunne han tage fat på sit projekt.
Med Ulrich Horst Pedersens fine små monologer: Verdens frelse udgivet dette Herrens år på Tiderne Skifter, kan man indvende at hvis Vorherres søn ved alle disse profetiers opfyldelse, med magt til at vække de døde, gå på vandet, gøre de blinde seende og de lamme raske, omskabe vand til vin, samt genopstå efter den fuldbyrdede henrettelse på korset og derpå stige til Himmels, hvis HAN ved alle disse – mestendels af ham selv eller evangelisterne med tilbagevirkende kraft profeterede bedrifter, inklusive påfølgende lidelser – ikke i levende live var i stand til at frelse menneskeheden, hvordan f….. skulle han så bære sig ad med at gøre det bedre som død?
Myten om Jesus i de fire store kraftfulde tekster, i passager uomtvisteligt af højlitterært format, fortæller en udødelig historie om konflikt og skæbne, sejr, fornedrelse, nederlag og triumf, skyldes som bekendt senere overleveringer og/eller nedskrivninger.
Dertil kommer nok så afgørende en determineret kirkeembedsstands interesser i historien som grundlag for politisk og økonomisk magt. Dette kan – troende eller det modsatte – ingen nægte er en ædruelig skildring af det konkrete historiske udgangspunkt for forståelsen af den hurtigt etablerede religions sejrsmarch.
Kristendommens stiftere var hverken Jesus eller Paulus eller Peter med klippen som biskop nr. 1 i Rom, eller nogen anden i større eller mindre nærhed – mest det første – af ophavsmanden. De første biskopper, kirkebyggerne i overført og konkret forstand, var dem der øjnede det lange perspektiv i en overordnet centralistisk orienteret, embedsstyret kirke med tætte nationalt definerede bånd til fyrsterne og som ligemænd med disse. I øvrigt den samme erkendelse af hensigtsmæssige magtrelationer som Martin Luther bibragte den nordeuropæiske kirke, den han reformerede godt 1200 år senere: Fyrstemagt og kirkemagt hver for sig – verdslighed og kirke, materie og ånd i adskilte institutioner. Så godt dét nu lod sig gøre. Hvad det selvfølgelig ikke gjorde. Hvilket heller ikke var meningen. Husk nu at den fredsommelige danske folkekirke opfylder alle betingelser for definitionen af en magtsammenblandet statskirke. Hvilket den også er. Men som den ikke vil kaldes.
Det var de praktisk anlagte folk, de der stod med nøglerne til de tidlige kirker, realpolitikerne med indsigt i de politiske muligheder der samlede brokkerne op og lagde det fundament af stikfast dogmatisk og kondenseret, langtidsholdbar troslære, der netop ikke byggede på sværmerier og på sand, som Jesus ifølge skriften afviste, men på klippe og jernhårde magtteorier og cool cash. Et noget nær genialt værk opbygget efter tilfiling af grundteksterne, en håndfast redaktion af det brugbare i myterne og afvisning af kontrære tekster.
Kirkefædrene i Nikæa rendyrkede her og herefter deres gangbare og frygtindgydende handelsvare: det evige liv i syndernes forladelse eller evig fortabelse.
At mennesket ikke selv kunne befri sig fra livets iboende synd, som præsterne hævdede – og hævder – var – og er – indlejret i arven ifrån hinsidan. Den sag blev også Luthers slagnummer. Kun Gud kan bibringe synderen syndsforladelse – ved den hellige kirke og præsteskabets betalte mellemkomst. Forestillingen om at hin enkelte ved moralsk vandel og gode gerninger tilkom nåden i jordelivet, var kættersk vranglære, akkurat så forkasteligt som fornægtelse af Guds eksistens.
I dette perspektiv er det lykkedes at gøre kampen mod godheden til den lutheransk dikterede fædrelandskærligheds bannermærke. Ved vedholdende påstand af godhed som ondskab i gevandter, det gode og den gode gerning som menneskets farlige selvophøjelse til Gud i gerningsretfærdiggørelse, legitimeres fornægtelsen af medmenneskeligheden og af den ubarmhjertighed, den afvisning af dem der søger herberg, nu nærmest en kanonisk dansk værdi.
I den glade jul bevæger vi os i denne ånd mod et nyt år, et år der ikke varsler meget godt, men mere ondt.
Og det er ikke så godt.

Et valg af betydning for de sidste civilister i Europa

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Efter Østrig  før syndfloden

Hvem f….. har før interesseret sig for Østrigs præsidenter? Fraregnet daværende FN-generalsekretær Kurt Waldheim, der midt i al  sit floromvundne diplomati viste sig at have været mistænkeligt tæt på krigsforbrydelserne under 2. Verdenskrig. Ikke desto mindre stillede han op som præsidentkandidat i 1986 og vandt med fortiden i bagagen. Waldheim blev siden trods titler og dyre forsikringer om egen uskyld erklæret uønsket i flere lande. Men siden?
Mon ret mange ved hvad Østrigs snart forhenværende præsident hedder?
Alle er derimod nu klar over hvem Herr Hofer og Herr Van der Bellen er.
De gode lo og de onde græd, da sidstnævnte vandt valget. Det skete efter et langtrukkent valgmareridt, der både ribbede op i landets fjernere fortid og mindede om den rabiate partistifter Jörg Haider, manden der dog trods alt nægtede at møde Pia Kjærsgaard i sin tid. Nu flytter Van der Bellen ind i den eksklusive præsidentbolig i Hohe Warte, i det hus der hastigt blev forladt af en glemt jødisk familie på flugt fra nazisterne efter Anschluss i 38. Sådan noget er højst nærværende i Wien, der aldrig har lagt scene til et nødvendig selvopgør med nazismen og kun nødigt og modsat tyskernes hudløse Vergangenheitsbewältigung skilter med årene 1938-45.
Historien er både lang og kort. Kandidat Hofer var ikke knibsk med den ende af fortiden, som han gerne repræsenterede om end mere civiliseret end forbillederne i det ydre: skræddersyet kækt smilende midt i hadekampagnen mod sin uplettede besindige modkandidat. Ingen strækmarch og heilen med Herr Hofer, men leveringsdygtig i tidens brutale kontrafaktiske trend. Nedenunder rumsterer pangermanismens bedærvede tankegods om retten til riget i overvintret afsky for fremmede og foragt for anden kultur end Sachertorte og Knödel med Schnitzel og sur hvidvin. Østrigernes  svar på stegt flæsk med kolonihavehus, flagstang og brun sovs.
Populismens spøgelse går gennem Europa, men viftedes et øjeblik bort med Van der Bellens sejr. Dog ikke mere overbevisende end at 47 procent af de østrigske vælgere stemte på nynazisten – eller mere præcist på det nu fælleseuropæiske taktfaste fodslag fra højre, parat til at marchere verdensdelen flad i vredladen vilje til at udrydde den surt tilkæmpede europæiske enhed med gamle grænser, høje mure og mindre samkvem.
Her i landet havde Søren Espersen, næstformand i Dansk Folkeparti, besøg af den personificerede Brexit, hyperdemagogen Farage, hvis kampagne kørte turbo i løgn og bedrag, kun overgået af hans højt beundrede gigapopulist Trump.
En opmærksomhedsafledende handling af Espersen, kan man mene. Næstformanden fandt grødet anledning til at beklage Messerschmidts fortsatte sygemelding. Hvad med at forlange mandens afgang? I samme åndedrag koketterede den uafvidende vicepræsident i Messerschmidts cirkus med at ville kræve Danmark ud af EU i forventningen om en gunstig aftale for England. Ikke et ord om den katastrofe Mr. Farage har beredt sit land med tomme løfter om guld og grønne skove og fup og gamle aviser. Blot Kanalen lukkes af på langs, går det fremad mod tilbagegang og stagnation – og sabotage af snart trekvart århundredes bestræbelser på fredeliggørelse af Europa på også de mindre landes vilkår. Hvad det  repræsentative demokrati i Europa opnåede af resultater på disse relativt få år, og som overgår alle andre bestræbelser på fred siden istidsfolkene, søges destrueret i kampagner ført af den type uansvarlige politikere der – mens vi nu husker det – heller ikke anså politisamarbejdet efter et nej som det problem det jo bliver.
Men Østrig satte altså bundproppen i takket være Van der Bellens effektive kampagne. Den grønne økonomiprofessor sagde hvad han mente om sin modkandidats holdninger frem for at lefle for dem.
Der sidder vi andre så i suppen.
Hvornår siger Socialdemokraterne fra over for den danske populisme, nu med flere taburetter i regering? Hvornår taler ledende socialdemokrater for etiske, almene værdier frem for snævre nationale småligheder og går brask og bram til forsvar for EU´s fredsgaranti, internationale konventioner og menneskerettighederne? Eller er Socialdemokratiet blevet til dét, de engang for længe siden kæmpede imod af bøvet snæversyn og kortsynet nationalegoisme? Hvor er overbevisningen blevet af om det transnationales ræson, harmoniseringens forstandighed og den relative suverænitetsafgivelse som nødvendig og ønskværdig foranstaltning til fredeliggørelse af det hidtil mest bloddryppende kontinent i verden?
Har de (vi), der forestillede sig (os) at følgagtigheden var strategisk bestemt over for egen højrefløj og DF og ikke partiets nu åbenbart uigendrivelige holdning, været blinde? Hvis det forholder sig sådan, og Van der Bellens holdninger til forstand, fornuft og varige værdier er lige så fremmed for danske socialdemokrater som for DF og LA (hvad dét parti så mener for tiden) er det værre en slemt.
Men håbet beskæmmer som bekendt ingen: Det håb: at der i  Socialdemokratiets DNA inderst i cellekernen lever den informerede historiske erfaring, den humanistiske tradition og tolerancen.
De farlige autoritære bevægelser i Europas nyere historie fik afsæt i trusler og voldsretorik, og hvad deraf fulgte. Men de tilvendte sig i sidste ende magten som følge af midterpartiernes medløberi og angst for konfrontation med egne vælgere.
Læren af Van der Bellens valg er dyrebar midt i det højreskred der også eller især i Østrig syntes uafviselig, og som næppe er standset ¬– måske blot udsat en stund.
Ikke desto mindre er det en tankevækkende trøst at den indtrængende stemme, frem for brølet, demagogien, forvridningen af fakta og den skinbarlige dumhed, endnu kan vinde vigtige valg i Europa.

Det forarmede nysprog gange tre ministr

Georg MetzUncategorized1 Comment

De ambitiøse ambitioner

 

Der stod de, de tre små nummermænd bag hver sin lille talerpult, den scenografi Anders Fogh Rasmussen utvivlsomt for at kompensere for et fuldt berettiget mindreværdskompleks så kreativt indførte i Statsministeriet i sin tid. Statsministeriet står der på pultenes front, som om man var i tvivl, når det er statsministeren det drejer sig om.
Og det er det jo: Lars Løkke Rasmussens selvcentrerede projekt om at fastholde taburet og løn koste hvad det vil af hykleri og småfusk, og om så folkestyrets skik og brug: at statsministeren udskriver valg når interesserne kolliderer og lokummet brænder ned, sættes over styr som her.

Men dér stod de så og afleverede efter tur og størrelse deres små forberedte lektier. Sidst kom manden Pape, som alt i alt, når kuglerammen gøres op, frembærer det borgerlige Danmarks mere menneskelige ansigt. Til gengæld med så ringe et antal mandater at det næste gang kan være så godt som løgn. Han vil passe på Danmark, sagde Pape som vammelt ekko af det truende DF. Samen med de to andre var dét hans ambition. Som om Danmark er et pattebarn eller et mågestel eller en juleplatte. Man passer ikke på et land, når man er politiker, og over halvdelen af folket ikke ønsker at blive passet på af lige præcis dem der hævder at de har så store ambitioner om at gøre det.
Nummer to i rækken bliver af iagttagere med en slet misforståelig omskrivning beskrevet som vidtløftig, for ikke at sige noget værre. Nu orker man ikke at tale mere om det skide træ, men mandens stålsatte forsikringer holder fra nu af ikke i byretten, somansir. Alligevel påkalder mandens optræden sig en retrospektiv kommentar. Den kunstneriske præstation var ikke flatterende. En hovedregel i selskabslivet tilsiger aldrig, ALDRIG at underholde sine omgivelser, især ikke hvis de er tvangsindlagt, med hvor festligt man har haft det i et andet selskab.
Ifølge manden, der rent ud sagt stod og fedtede for statsministeren, og som man altså sagtens kan sige noget værre om, havde de tre enslydende mænd haft det så morsomt, så morsomt og grinet og grinet og var trimlet rundt på gulvet af grin, uden at manden ville fortælle hvad der havde været så morsomt. I forvejen forbinder de færreste manden med hvad man normalt opfatter som morskab. Han ville i så fald ikke være den mand, som manden er, og i hvert fald ikke forsvare de idiotiske idéer og den bøvede fanatisme, der har bragt ham og hans flok ind i maskinrummet, som han benovet forsvarer sin kovending.
Måske var det i virkeligheden kun manden og statsministeren der grinede, mens den tredje var ude og tisse, de to morede sig over de mandater han har, at de kan stå i det lille gæstelokum på Marienborg, og efter næste valg ikke engang behøve prøve.
Én ting har manden tilfælles med ham med de få mandater, skønt de egentlig ikke har ret meget andet tilfælles end ubehaget ved et valg lige nu, de har ambitionen til fælles.
Det var først statsministeren der langede dén over disken. Så mange gange ambition at denne skribent, der af faglig vane gerne tæller bommerter i fjernsynet og har Nordeuropas største samling af dronningens fra nytårstaler gennem mange år, nu ynkeligt måtte opgive at holde tal på, hvor mange gange statsministeren og siden de to andre nummermænd sagde: ambition i ental, flertal, som adjektiv og adverbium.
I kort form er det rene og skære indhold af regeringsindholdet her gengivet i overensstemmelse med den retoriske præsentation ved fremlæggelsen:
Vi har en stor ambition om en ambitiøs politik, vi ambitiøse partier med ambition om ambitioner, vi er så ambitiøse at det er en stor ambition at være så ambitiøse.
Idéen kommer sikkert fra statsministerens parti, der i årevis har lanceret det ene tomme slagord efter det andet og flere gange vundet på det. Én gang gik det galt: da Fogh Rasmussen i opposition bed sig fast i at pengene fosser ud af statskassen. Dén slog tilbage på ham selv. Der var sgu ingen der troede på at noget fossede nogen steder med Store Mogens som finansminister; den skulle Fogh ud hvor Kragerne går i træsko med, og heller ikke der slog den an.
Men ellers: Venstre ved man hvor man har. Det kan enhver jo komme at sige, og gør man det tilstrækkeligt tit, begynder pressens folk, hvoraf et synligt tal selv er venstrefolk, at bruge den samme.
Ligervis med ambitionerne. Nu hedder det sig allerede i at regeringen er ambitiøs. Det er der ellers i betragtning af ministerlisten ikke meget der tyder på. Den minister med højest IQ og troværdighed er nu den degraderede Søren Pind. Alene det.
I et eller andet omfang må mennesker, hvilket så også gælder partiledere og nu ministre, jo måles på det der kommer ud af munden på dem. Det var altså forleden ambitioner i skysovs.
Indholdet er det rene plat, der kun får mening, når de tre ledere i koalitionen fra tallet 53 tæller op til de manglede mandater. Så meget for ambitionerne.
I spidsen for det hele står manden som kun en tåbe ville købe et brugt bilag af. Ambitiøs? Tjah.
Ambition er blevet et plusord, uanset at det dybest set gælder for en klassisk dødssynd. Hos Shakespeare optræder ambition i betydning magtliderlig hensynsløshed.
Da Mark Antony hævder at den netop myrdede Cæsar havde planer om at forgylde romerne, vil de springe op og falde ned på at han var ambitiøs, akkurat hvad de sammensvorne beskyldte diktatoren for. De myrdede ham, netop fordi han var ambitiøs. Ved udsigten til guld og grønne skove, betænkt romerne i testamentet, bliver skældsordet underordnet, men også først da.
En blot og bar ambitiøs person er bare en skiderik.
De tte blot et ambitiøst forøg på at få andre end folk der mener det i forvejen til at indse, i hvilken uambitiøs jammer riget er havnet.

Ambitionens vingesus

Georg MetzUncategorized2 Kommentarer

Den trekantede regeringskonstruktions indbyggede sammenbrud

AF GEORG METZ

”Vi ligger [sic] os ikke ned. Jeg ligger [sic] mig ikke ned”, sagde statsministeren og lagde sig ned for fødderne af Audi-Anders, som Ekstra Bladet forudsigeligt døbte den stålsatte Samuelsen. Han faldt fra træets top i ministerbilens retning. Metaforerne står i kø, når det gælder dansk politiks storskrydende principfaste opportunist. Kun som følge af LA-bossens hidtil ubøjelige jernvilje skal han høre knubbede ord for nu omsider at erkende folkestyrets kunst i samarbejde og kompromis. Bedårende var til gengæld træmandens redegørelse for nedturen: Sandelig ikke et løftebrud, Samuelsen har jo hele tiden sagt at stod Lars Løkke fast på mindre end 5 procent, fældede LA venstreregeringen. Men nu med indbydelsen til regeringsdeltagelse var der jo ikke en venstreregering længere, men situationen som efter nyvalg. Og lillemor sprang ud af vinduet, for lillemor er ikke en sten, og derfor kan hun flyve, og oppe mellem grenene mødte hun Samuelsen der i tautologisk flyvskhed lod sig inspirere til endnu en uforgængelig replik: ”Vi har ambition om et vingesus”. Her ville Holberg have grinet parykken af led, og siden brækket sig da Samuelsen var skamløs nok til at tage ordet ansvar i sin mund.

For at det ikke skulle være løgn forsikrede den nedfaldne formand at de fem procent var tak for sidst, fordi LA ikke fra første færd kom med i regeringen. Nogle vil mene at det kunne han for fanden da godt have sagt, inden han klatrede op. Nu ligger alle de stakkels rige mennesker hjemme i Gentofte og jamrer sig i søvn af ærgrelse over misundelses-topskatten, og de nu må udskyde købet af en ny Audi på ministerbilsniveau og spare sammen mindst en halv time mere.

Sandheden bag det uventede kursskifte – selv Hans Engell havde ikke set det komme, hvilket forståeligt nok opmopsede den kompetente kommentator – sandheden er at tre af fire partier i blå blok er skrækslagne ved tanken om valg. Venstre fordi de mister magen, DF fordi de mister mandater, Konservative fordi de mister sig selv. Og LA fordi de også mister mandater efter den lange tid med løfter og en formand, der længe har lydt som om han har spist for meget euforiserende bark.

Så i virkeligheden er fire ud af fire borgerlige partier ikke vilde efter at spørge vælgerne, skønt man i denne situation faktisk lige netop har denne indretning til rådighed, den der i Grundloven går under betegnelsen folketingsvalg. Dette fænomen, som Samuelsen på mystisk vis altså mener har fundet sted, uden nogen opdagede det, har man lige faktisk netop præcis til at afklare en uafklaret umulig situation som den foreliggende. Det er snedigt nok at Løkke Rasmussen forsøger at fortsætte, men ikke forstandigt og ikke forsvarligt.

Det værste der kan ske ved et valg er jo næppe at statsministeren ryger ud. Det værste der sker uden et valg, er at den parlamentariske situation, uanset besværgelserne over et uhåndterligt rodet regeringsgrundlag, fortsætter – nu med ét stk. labil regeringspartner der forlanger afvikling af velfærdssamfundets allerede ynkelige rester og dét konfrontatorisk hurtigere end Venstre og meget hurtigere end den tredje partner.

Denne, den tredje i kløveret, de små konservative er ligesom flere af venstrefolkene ved at krepere af bekymring for at blive sat af i mørket. Hvis Søren Pape Poulsen tror at den politiske kannibalisme er tilbagelagt som samværsform mellem et større Venstre og et mindre Konservativt Folkeparti, eller at nænsom loyalitet bliver gangbar efter et par møder på Marienborg, kommer den kommunalpolitisk forvænte Poulsen til at tro om igen. Det sker om ikke før så dén finale valgaften, hvor han må lukke og slukke og opgive drømmen om det gamle folkepartis ubrydelige kontinuitet på Christiansborg.

Ikke at det redder Venstre, men at se den traditionelle partner mast til plukfisk har partiet – endnu en stund ledet af Borgens mest uforudsigeligt skruppelløse håndværker – ikke så meget imod. Svend Aukens ord om had-, kærlighedsforholdet men uden kærlighed mellem de to engang meget mere jævnbyrdige borgerlige partier, er fortsat gyldigt.

Statsministeren og venstrefolkene for den del vil fremover blive mødt med et veltjent fyndord: taburetklæbere. Roald Als tegnede i sin tid Schlüter og Ellemann med taburetterne bogstaveligt limet fast i røven, indtil der gik tamiler i Schlüters, og møblet blev gnavet væk under ham.

Løkke Rasmussen overgår langt sine forgængere i rollen trods eget længst lattervækkende udsagn: ikke for enhver pris.
Falder regeringen, falder den mest utroværdige statsminister siden 1901. Alle meningsundersøgelser er negativt middelmådige på troværdighed, karisma og andre personlige egenskaber måske bortset fra snuhed. Den kan man komme langt med. Men også Venstres tal som sådan er bestandigt nedadgående, og det finder baglandet sig ikke i uendeligt snedighed og trepartiregering eller ej.

Tallene er også uvant vigende for Dansk Folkeparti – fortsat underdrejet i EU-sagen.

Hvis valget kom nu, måtte Thulesen Dahl aflevere mindst ti mandater. Ikke så sært, når formanden trods rituelle trusler fra løjtnant Skaarup udtrykker forståelse for Løkkes trekløver. Kløveret får næppe problemer fra dén kant. Lige med det samme.
Messerschmidt-sagen, eller hvor mange der endeligt indblandes, er utvivlsomt indgået i statsministerens initiativ. DF hæmmes af nye afsløringer, drypvis uden dråbefanger. Dertil kommer OLAF-undersøgelsen som kværner videre, og som før eller siden betyder at de regnskab og dokumentation, som partiet stædigt afviser at offentliggøre, uundgåeligt kommer ud. Før eller siden.
Umoden, udygtig krisestyring uden ambitionens vingesus betyder kun at skandalen trækker i langdrag, i stedet for at tage skraldet én gang for alle.

Men det er måske slemt, at: prik, prik, prik…

audi

Hvilke eliter

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Et skældsords relative indhold og betydning

AF GEORG METZ

Middelalderkongernes hird, huskarlene, livvagten, de udvalgte var en flok bøller. Af dem udvikledes en politisk, økonomisk, militær arvebetinget elite: adelen. Efter 1660 fortrængtes denne af en mere fleksibel borgerstand. Riget fik en loyal universitetsuddannet embedselite, mens adelen sygnede hen på deres forgældede godser. En elites retur i vore dage kun interessant for en halv håndfuld sladderjournalister med ugebladenes hastige oplagsnedgang i hælene. Men det er en anden klumme.

Embedsfolkets afkom, blomsten af Danmarks ungdom som man sagde i skribentens fortid, blev opfostret i eliteskoler – det mente skolerne om sig selv – fik høje uddannelser og arvede status af elite, skønt de sjældent selv betegnede sig som sådan. Det brugte man ikke.

Dengang var elite mere noget Gunnar Nu Hansen i patriotisk korrekte højtidsstunder kaldte den Lille henrivende Inge ved nazi-olympiaden i Berlin, ukuelige Lis Hartel til hest i Helsingfors eller Paul Elvstrøm, når den store sejlsportsmand for Gud ved hvilken usandsynlig fantastisk gang vandt guld med røven i skumsprøjtet ud for Melbourne og dementerede at Danmark var for lille et sprogområde til en elite til søs. I sportens verden er betegnelsen blevet hængende i positiv betydning. Toneangivende borgerlige politikere (eliten) hylder den danske sportselite. Trods ruinerende nedskæringer også forskereliten. Men ellers når nogen skiller sig ud med holdninger der ikke flugter en lavere fællesnævner af stegt flæsk og persillesovs og danske værdier og Haarder og hans pumpestok, er det nul putte og elite et skældsord.
Elite har dobbeltbetydning: at være eller blive udvalgt. Havner man i den kategori, kan én og anden gå hen og blive elitær, hvilket er noget andet. En sand forstandselite er ikke elitær, så er den ikke elite, men arrogant og smådum.
Rent bortset fra det mindreværdsbetonet foragtende i elitebetegnelsen markerer den ægte elite indflydelsesrig alvor. Dét og dén elitære har skær af noget selvoppustet lattervækkende, men ordets indlysende ophavsbetydning er sløret. En elitær person er et naragtigt fæhoved der retter ind efter vedtagne normer og hævder den elitæres krav på at være elite. Hvad angår en art som den nuværende miljøminister såvel i adfærd som sprogbrug, løber det elitære naturligt én i munden. Ikke desto mindre tilhører ministeren takket være sin formelle position eliten, som en regering nødvendigvis må være, om ikke andet så i rollen som magtelite.

Den ende af det politiske miljø, det blå segment, slår normalt syv kors for sig ved ordet. Eliten er de andre, de ufolkelige, de snakkende klasser, de kulturradikale, de politisk korrekte, de der ser ned på folket og handler formynderisk hen over hovedet på almindelige mennesker og deres værdier og vil have vindmøller til havs, ingen majonæse på den fravalgte nitritspegepølse, mere public service, ingen vild med dans og slet ikke den lumre pædofile dagdrøm af et pigekor i DR.s tv. Det er eliten – og præsenteret som sådan ikke for det gode.
Derimod er det ikke en elite der smækker vindmøllerne op midt i statsskovene, hvor man også fremover takket være den elitære minister snart må bygge hoteller, eller man i øvrigt er med på fordummelsen i et kulturbudget skåret ned til fodsålerne, mens endnu en elitær kanon afleder opmærksomheden fra en fladtrådt kulturpolitik.
Øverst i kongeriget sidder dronningen på sin trone, hvad hun jo ikke gør. Men nummer 1 A i rangklassen dét er hun, uden at man af den grund kan kalde Majestæten med familie elite. Karakteren af særligt udvalgt og af Guds nåde har for længst mistet betydning, kongehuset er vane. Medlemmerne kan tumbe rundt som de lyster, klippe klude og hoppe i trampolin. De anfægtes ikke. Huset omgiver sig derimod med en pengeelite, nyttig når arvemassen af dyre biler, guld og ædle stene er begrænset, og man gerne vil have kaviar på morgenkrydderen.
Næst på rangstigen er Folketingets formand, en position der før havde status af dansk demokratis elite. Kun Borgens bedste sad engang i den stol.

Eftersom den nuværende formand gerne taler ilde om eliten, må man deraf slutte at hun ikke har hjemme der. Dette på trods og i betragtning af at hun tilhører et ganske vist afsløret og gennemskuet parti, men magtfuldt, der realpolitisk set næppe kan placere formanden andre steder på skalaen. Uanset knibskheden ved betegnelsen må det danske parlament opfattes som landets politiske elite. Intet over, intet ved siden af Folketinget, sagde Hørup. For at være præcis primært i forhold til det daværende Landstinget men alligevel.

Hvis nogen i vore dage hævder Folketingets entydighed som eliten over eliter, skal nogen have deres skolepenge tilbage. Salget af DONG er blot ét af flere eksempler på de folkevalgtes impotens, vel at mærke en magtforskydning ikke bibragt af EU, FN, konventioner eller menneskerettighederne, men mere eller mindre selvpåført.

En ny elite af nutidsbøller er ved at overtage butikken. For nylig var det populisternes kampagne i England, efterfulgt forleden i USA hvor den britiske bølle, Farage aflagde en endnu større lykønskningsvisit i Trump-tårnet. Begge vandt på hadefuld tale hånd i hånd med den demagogiske fantasiforestilling: at derude lever de rigtige mennesker frem for eliten – eller dem der under sandhedens åg martres af tvivlens anstændighed(!).

Den afskyede elite er således hængt ud af en ny og mere determineret, der stik imod egne postulater immervæk har let tilgang til magten og uden skrupler taler på de vrede og tilsidesattes vegne. Paradoksalt nok ofrene for den samme neoliberalisme, den nye kyniske elite udspringer af.

På tide inden det store lokum brænder helt ned, at definere hvem der er elite i forhold til hvem og tage kampen op derfra.

Hvis ikke det lyder elitært.

Den afdøde korrekthed

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Sproget i den bevidstløse populismes tjeneste

AF GEORG METZ

Uanset hvad vej det gik, og det gjorde det jo så, står en af tidens mest fortærskede platituder tilbage i nyt lys: den politiske korrekthed.

I præsidentvalgets stadig mere groteske forløb føjede Donald Trump dén til sin enkle retorik og demonstrerede flosklens fortsatte plads i politisk demagogi, hvis substans er en by i Bibelbæltet og løgn og fordrejelse gangbart som argument. At den udskældte politiske korrekthed i den grad led nederlag også i dette valg, må velsagtens betyde at frasen i kampen mod de kreative, de snakkende klasser, eliten og dennes påståede, men annullerede almagt må være faldet for aldersgrænsen. Den politiske korrekthed her i landet optræder på linje med det mere lokale begreb kulturradikalismen. Disse to sammenbragte størrelser, som de der anvender dem flittigst forholder sig ædrueligt til, har haft blivende status af foragt og skældsord. Når kritikere anfægter utålelige asylbestemmelser og varsler om brud på konventioner og internationale aftaler, afvises indvendingerne som politisk korrekthed.

Debat er derved afmonteret, hensigten opnået. Når Pia Kjærsgaard kalder EU-Parlamentet en rotterede, udlægges det som politisk korrekthed at kritisere folketingsformandens anløbne forhold til rottereder, Europa og det danske sprog. Det er formentlig også politisk korrekthed der har sendt – ifølge den ordbogsforbrugende Kjærsgaard – en ”tusnami” mod Messerschmidt og hans verden, Komiske Søren og den synligt driftforstyrrede Thulesen Dahl. Det var rottereden i Bryssel der fristede og forledte de fem musketerer – nu fire hvoraf mindst to er på spanden – til heftigt misbrug af EU-midlerne. Uskyldsren, som Søren Krarup jamrer, dét er den kreativt begavede ungersvend der blot sjuskede. På et højt plan, som partiformanden mente.
Kritik og opposition vendes til modformel i selve den foragtede politiske korrekthed. Dén korrekthed der bl.a. forventer rene linjer og folkevalgte uden snyd. Pæne mennesker beder ydmygt om man afdækker de uregelmæssigheder, der utvivlsomt vil give anledning til politisk korrekt, begrundet forargelse.
Bestemte ord, vendinger og begreber nedslides i overdrevent brug og mister kraften i mediernes repeterende malstrøm; til sidst er flosklerne drænet for betydning: at stå på mål for noget eller nogen, at adressere en udfordring, hjælpe i nærområderne, danske værdier, udfordringer, osv. Det meste er tilsyneladende harmløst og dækker over ingenting eller lukkes ud som substitut for et øh!, i vid udstrækning afløst af formlen: Hvad hedder det! eller hva’erdetdethedder!
Når dén langes ud, tæller lytteren, hvor mange hvad hedder det, de kan nå pr. sætning eller i minuttet. En udfordring når det er medarbejdere i radioen, der trods alt må forventes at vide hvad det de taler om hedder. Det spørger de ikke desto mindre uafladeligt om: hvad hedder det?
I DR’s radio takker de gerne egne medarbejdere på det hjerteligste, når de passer deres arbejde. 1000 tak! jubler vært og værtinde, når en kollega på fast skema, der må formodes at få løn for at udtale sig, lige har afleveret fem linjer lommeuld. 1000 tak for hvad hedder det …

Og så tilbage til kollega Karla Klump netop er sejlet hen til mikrofonen, og tusind tak fordi du kom, og hvordan har børnene det og pas godt på dig selv!

Sovset ind i flere og flere banaliteter og falske stiløvelser prisgives dén professionelle gnavenhed og distance, der er journalistikkens forudsætning.

Når nu proppen er af her midt i diskussionen om public service, siger de tit, når en af de mange mindre talentbelastede ministre er blevet interviewet om en ny skurkestreg: 1000 tak fordi du kom, rigtig god arbejdslyst!

Jamen, hvad f….. er meningen! Det skal journalister da ikke ønske nogen, slet ikke politikere og andre med begge hænder på magtapparatet, folk der hellere end gerne stiller op og snakker udenom. Journalister bør i væbnet neutralitet betjene deres ansvarlige gæster uden pinagtig underdanighed og ilde anbragte taksigelser.

Men det er måske også politisk korrekthed at bede licensbetalte funktionærer respektere fagets kritiske metode i form og indhold!
Floskuløse værter i radioen bør erindre sig at alle disse tusinder af 1000 tak devaluerer det falske skrabud, til sidst er 1000 gange tak ikke mere tilstrækkeligt.

Trump og andre på fløjen værdinedskriver blandt mange andre skurkestreger til stadighed sproget og forfladiger ordenes betydning. Et originalt udtryk som ”politisk korrekthed” der jo stammer fra amerikanske universitetsmiljøer i 70´erne, anvendt sarkastisk mod folk der var i den grad frelst i mælet om farvede og kvinder og forlangte visse ord udrenset af den daglige tale, så det var til at knække sig over. De var politisk korrekte, hvilket havde rødder i frisindet kulturdebat.

En af kulturradikalismens pionerer, apropos, Poul Henningsen skrev således med spidset skrivemaskine i 1931 revyen ”Pæn og Høflig”. Her formulerede PH under salens fyråb det politisk korrekte ved at hævde en af Inger Støjbergs senere så umistelige politisk korrekte danske værdier: kvindens ligestilling. Den gængse politiske korrekthed i de dage henviste kvinden til en sekundær plads i hakkeordenen. Kvinder der skejede ud og insisterede på egen ret til liv, ære og velfærd måtte finde sig i at blive centrum for den offentlige mening og sladderen – dengang uden tyveri af plankede kreditkortoplysninger. PH sluttede med et omkvæd som svar på et flertals blinde idioti, der ydermere blev en ny politisk korrekthed og et kulturradikalt slagord: tag og rend mig i den offentlige mening!

Det sidste man få trang til oven på valget af populismens superstar, der nu har aflivet den politiske korrekthed ved at gøre sig til talsmand for og verdensleder af en ny.

trump-1

Redelighed og rotter

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Når en folketingsformand bliver animalsk

AF GEORG METZ
Pia Kjærsgaard skylder en forklaring om folkene i den rotterede, som hun mener er et passende navn til EU-Parlamentet, formerer sig som kaniner.

Når folk af formandens støbning kommer ind på det animalske, sker det som regel ved brug af et overskueligt antal arter: gnavere, slanger, drøvtyggere og torsk.
Folketingsformandens rotterede har sine historiske rødder. Formentlig er hun langtidspåvirket af en enkel, men fremtrædende mand (dyrlæge) og partifælle i Fremskridtspartiet, Kjærsgaards politiske udgangspunkt. Dyrlægen dengang mente til manges ubehag at danske muslimer formerer sig som rotter. Dette synspunkt delte den senere partiformand og nu folketingsformand, men ændrede rotter til mere indtagende kaniner. Meningen gik ikke tabt af den grund.

Rent bortset fra udsagnets musikalitet, var det også falsk: indvandrere allerede af første generation accelererende i anden- og tredje bragte sig hurtigt i overensstemmelse med det nye hjemlands mere beskedne formeringsrate. I øvrigt til skade for befolkningstallet. De færreste danske borgere formerer sig i demografisk rimeligt omfang. Raten hænger sammen med børnebegrænsning, kvinders karrierekrav, samt højere uddannelse, hvilket på lidt længere sigt kan betyde Dansk Folkepartis undergang og parlamentsformænd af Kjærsgaards kaliber som en kuriositet fra en dunkel fortid.

Men det er en anden klumme.

Nu er den kategori af erklæringer: at (andre) mennesker formerer sig som rotter og kaniner eller den nylige rotteredesammenligning om EU næppe fremsat på en oplyst baggrund. Det ville heller ikke ligne P. Kjærsgaard.
Generaliserende udtalelser på klos hold af det misvisende samt diskriminerende udsagn i kategori med løgnagtigheder sigter oftest mod at ophøje den ringeagtende der ringeagter andre og anfægter enkeltpersoner eller befolkningsgruppers omdømme. Det hænder for at bortlede opmærksomheden fra egne affærer.

Standardtaktik for folk uden skrupler.

Under risiko for misforståelser trækkes nu nazikortet:

Konsekvent anvendtes skadedyr i nazistisk propaganda i Der Stürmer og andre beslægtede publikationer. Berygtet – foruden spillefilm de såkaldte Tendensfilm hvor symbolikken var tung – kan fremhæves de antisemitiske, regimeunderstøttende propagandastrimler fra UFA postulerede som dokumentarfilm: Der Ewige Jude fra 1940 hvis indhold giver sig selv i dens umenneskeliggørelse af de tyske jøder, optakten til de forestående massedrab; kortfilmen: Erbkrank fra 1936 og den længere: Opfer der Vergangenheit fra 1937 hvis mål begge var at forberede tyskerne på ”medlidenhedsdrab” Euthanasie af psykisk syge, synligt handicappede voksne og børn og evne- og åndssvage. I begge film vises skadedyr som gennemgående metafor for de mennesker man ville til livs. Tilbagestående, hjælpeløse og invalider tærede som rotter på den tyske nations ressourcer uden tanke for folkefællesskabet i den nationale eksistenskamp. Derfor var det en pligt at bortskaffe disse omkostningstunge, udsigtsløse individer der ydermere formerede sig som de skadedyr, man præsenterede i filmene. Regimet gjorde fædrelandet en tjeneste, også de arveligt belastede, die Erbkranke ofre for fortiden og Weimar-republikkens dekadence ved at slå dem/skadedyrene ihjel.

Jøden som rotte var i nazisternes raceterminologi nærliggende: Jøder holdt sammen med andre jøder og opererede i flok, altid i flok, sluttet sammen i ghettoen under skumle forhold der ikke tålte dagens lys, hvor de rub og stub åd rigtige tyskeres mad, forurenede brøndene og sked på resten. Sådan var det.

Men så kom det store øjeblik: Som sendt fra himlen nedsteg Hitler og hans raske svende og ryddede op – absolutistiske mennesker og totalitære systemer taler altid om at rydde op – slog hul i det tærede murværk, så uhumskhederne kom frem i lyset: dér sad rotterne i deres rotterede, Rattenloch, og så var det bare om at tage fat.

Såfremt tyskere med vanlig tillid til EU, eksempelvis folk på formandens alder og ældre, bliver bekendt med den danske parlamentsformands udsagn, er det næppe noget de bryder sig om at blive mindet om og fremmer næppe begejstringen for det lille land mod nord og dansk ost.

Dehumaniseringen er det afgørende i denne kommunikationsform: det dumme svin, den store ko, den lede slange; udtryk der reducerer det menneskelige, men som nu engang benyttes i en snæver vending og lukker dampe ud.Og så er dét glemt. Mand og mand imellem.

Anderledes på det officielle plan. Rotteredeudsagnets ophav i midlertidig position som Folketingets formand anvender på sin nations vegne et udtryk, som hun ikke ville drømme om at hæfte på sine egne partifæller, skønt Dansk Folkepartis top unægteligt frister til brugen af stærke ord.

Ord skaber handling, sproget former mentaliteten. Ordets frihed er ikke absolut, som nogen tankeløst hævder især når det ikke går ud over dem selv. Ordet er ansvarspådragende. Jo højere oppe i systemet des mere fordrer ordet omtanke – ikke mindst når målet for spydigheden: rottereden i EU lige er blevet snydt af ens egen sammenspiste flok så vandet drev.
Udsagnets betydning og konsekvens, hvad enten i den konkrete rotterede eller i formandens distræt læsning med tilbagevirkende kraft af ordbogens sekundære betydning: et faldefærdigt hus fyldt med rotter, anslår måske først en streng af forståelse: hvor groft det er at udstyre legale institutioner med nedværdigende benævnelser, hvis man her og nu giver sit besyv med: at alle ord i denne klumme utvivlsomt er som at kaste perler for en so.

Skrevet i det forfængelige håb at Folketingets formand i sit stille sind, når hun således bliver sat som adressat for et utilstedeligt, foragtende udtryk, indser, som præsidiet på et møde i nær fremtid utvivlsom forsøger at få hende til, hvor groft hun har griset sin egen rede.

piakjaersgaard

Pia Kjærsgaard skylder en forklaring om folkene i den rotterede, som hun mener er et passende navn til EU-Parlamentet, formerer sig som kaniner.

En krise og en god historie og dens banale umoral

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Retten på vrangen

Hvordan man end vender og drejer det hele: Dette er, hvad pressen kalder en god historie. En sådan defineres som brud på norm og sædvane. Bliver rige fattige, de fattige rige og udbyttet retfærdigt fordelt, er det en god historie. Kører togene til tiden, er det en virkelig god historie. Står solen op i vest og går ned i nord på to på hinanden følgende torsdage i uge 12 er det uden for enhver diskussion breaking news; giver Clinton og Trump hinanden hånd og smiler forelsket, er tophistorien klar. Det overraskendes brud på det forventelige eller tilvante rydder forsiden.
Et hjemligt politisk parti slår sig i årevis op på ærlighed, rene linjer og ro, lov og orden på de indre fronter. Partiet stiller store krav til andre partiers moral og borgernes lovlydighed; i forholdet mellem forseelse og straf kræves nidkært konsekvens i størrelsesforholdet 1:1. Pudsigt nok er partiet rundet af et tidligere i nyere danmarkshistorie, hvis vigtigste erklærede mission var afskaffelse af væsentlige dele af det borgerlige samfunds regler og love.
En sammenbragt flok af fortumlede hoveder på den uorganiserede del af højrefløjen præsterede under skatteadvokaten Mogens Glistrups førerskab tilsammen og hver for sig et ufatteligt og ubrugeligt roderi af demonstrativ disrespekt for indsigt og ordentlighed såvel i partiets program som i forvaltningen af valgsejren ved jordskredsvalget i 1972. I lige dele foragt for kendsgerningerne, hensynsløs tilsidesættelse af dansk statsskik og ubeskåret uimodtagelighed for alle rimelige indvendinger mod den uberegnelige, vildt egocentriske partistifter førte partiet sig frem. Stifteren var på den anden side urørlig som selve forudsætningen for partiets idé og eksistens og samtidig et omvandrende dementi af sig selv som konstruktiv og saglig relevant faktor i dansk politik. Til slut satte en domstol ham stolen for døren og puttede ham i spjældet for urent trav i skattesagerne.
På ruinerne af denne ustyrlige komedie af et politisk parti, hvis enkle mål havde været at skabe kaos i en desperat afledningsmanøvre for Glistrups skattetekniske fup og den ufrivillige selvafsløring i tv af ikke at betale skat, steg af asken som en vingeskudt papegøje Dansk Folkeparti.
En håndfuld tidligere partifolk fra Fremskridtspartiets fallitbo skabte en slags modbillede til deres eget politiske ophav. Væk var nu anarkiet, væk var skattenægteriet, der direkte truede et lovende vælgerkorps, enige om afsky for fremmede og EU, men ikke for billige cerutter og overførselsindkomster.
Ind kom som grundlag for det nye borgerlige folkeparti det småborgerlige, dannebrogsfarvede, oplysningsfornægtende, neosocialnationalromantiske dominerende element af samvirkende sentimentale kynikere med rødder dels i Glistrups populisme, dels i radikaliserede foreninger og sammenslutninger – eksempelvis Den Danske Forening stationen lige før en dansk neonationalsocialisme, men uden socialisme.
Hidtil er partiet gået fra fremgang til fremgang i meningsmålinger og ved valgene siden 1992. En ubrudt opstigen fra muddergrøft til palads hver det indtil for nylig så ud til at den nuværende formand på forholdsvis kort sigt ville kunne gøre indmarch i Skt. Jørgens Gård i partiets endelige selvbekræftelse som stuerent, statsministerfähigt, ligeberettiget med de andre store danske partier.
Så skete det der måtte ske i en forsamling som DF i den grad topstyret i dets koordinerende udvalg af få indspiste personer minus opposition.
Fem mand kører med klatten. Fem mand i stadig bekræftelse af egen fortræffelighed, uden evne og vilje til tvivl endsige selvkritik. Magten løb af med dem. En af dem mente at vandet i Belgiens hovedstad er farbart til fods.
Bom! sagde det så.
Da røgen lagde sig i det magtfulde udvalg, var de kun fire tilbage.
Og så begyndte festlighederne med formanden på slap line i forsøg på at afmontere Messerschmidt og kollega Vistisens fiflerier, hvis ikke værre, med EU-midlerne.
Det hævdes ofte at man finder den inderste kerne i personers holdninger og karakter i freudianske fortalelser. Formand Dahl har i den forstand været leveringsdygtig og generøst skaffet indblik om ikke andet så i DF´s konstituerende tankegang og mentalitet.
Et begreb som Thulesen Dahls noget nær guddommelige: ”sjusk på meget højt plan”, skal man nok søge bistand hos psykiatrisk sagkyndige for at dechifrere: Set fra hvor og af hvem, og hvilken traumatisk barndom kan have bibragt vedkommende et så forkvaklet forhold til ord som lavt, højt og sjusk?
Mere graverende og krystalklart er Th. Dahls senere forklaring: at DF ikke ville stå tilbage for andre, der (underforstået også) snyder med EU-midlerne. Hvorfor skal DF stiles ringere end andre, det sagde han(!). Unægteligt udtryk for en særegen moral, og næppe én der holder i byretten, hvis han var tiltalt for at køre uden cykellygte. Udtalelsen skal formentlig – foruden iboende korruption i formandens hoved – ses i forbindelse med den strategi, DF´s fire-bande har anlagt: retorisk at overskyde hovedårsagen til miseren til EU.
Det fik formanden allerede gjort ved at henvise til alt det EU jo støtter af besynderlige sager… Hvad er så the big deal i at MM og kammerater har ædt og rejst for andres penge, Vistisen, manden der undersøger sig selv, fik sig lidt medietræning, DF-møder i massevis blev afholdt uberettiget, osv.
Bilagene offentliggør de ikke, ingen kan (ikke umiddelbart, men vent bare) komme videre i sagen og se detaljerne.
Det er sagt til bevidstløshed: sådan lægger man ikke kortene på bordet. Så længe det ikke er sket, er DF´s fire tilbageblevne i ledelsen nogle snydepelse.
Vigtigere er Thulesen Dahls freudianske fortalelser. Eller bevidstløse afdækning af en sløj moral.
Var dét så overraskende?