I bølgen af fædrelandsflomme drukner kærligheden

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Dumt på dansk.

Den amerikanske krigshelt general Patton belærte engang sine soldater: I skal ikke dø for jeres land, I skal få fjendens soldater til at dø for deres.
Den megalomaniske (Trumpske) hærfører tilførte her fædrelandsfølelsen den kynisme, der antyder hvad nationalismens yderste konsekvens drejer sig om.
Overbetoning af det nationale er et andet ord for chauvinisme på bekostning af fremmede og udelukkelse af alle indvendinger. Gunnar Nu Hansen rapporterede engang at Dannebrog  vajede mere end de andre nationers flag. Selv naturkræfterne var på danskernes side, hvad enten vi vandt eller tabte. Vi! Nationen er pr. denne definition: os mod dem. Vi de rigtige – og så er der de andre, som ikke er de rigtige, slet ikke hvis de vil være vis og bosætte sig her. Som os.
I tiden under og efter 2. verdenskrig og besættelsen var det en selvfølge at hilse fanen, hylde kongen og synge alsang i parkerne – siden på den billige langside. Kærlighed til fædrelandet hedder det og foregår som regel ret støjende.
Årgangene efter, da nøgternheden med tilbagevirkende kraft indfandt sig og satte nuancerende tal på handlinger og holdninger, dæmpedes ærbødigheden for nationale symboler. Mange undlod, hvad den slags angik, store ord og fedt flæsk. Der havde ligesom være nok af dem.
Gud, Konge og Fædreland stod dog distancen trods ungdomsoprør, østens mystik og nye idoler. Religionen kom igen i nye konstellationer; toneangivende i den generation genopfandt Grundtvig, som i en sær komsammen blev parret med formand Mao. Afkommet blev derefter. Med hjørnespark til dansk guldalder, SF og højskolen, blomstrede de tusinde blomster hurtigt af igen.
Nu får det hele en ekstra tur i kompressoren, mens danskhed og kristendom pumpes op til patriotisk hoppebold. De nationalkonservative forlanger i national fitness patriotisme som tvungne hop på stedet i tilegnelse af alt det vedtagne danske. Således som det var, skal det være og således forblive. Rigtige gammeldags konservative kan knap nok følge med, sådan mente de det jo heller ikke. En fremtrædende venstreborgmester der blev snydt for sin politiskole siger lodret fra, mens symbolerne søges proppet ned i nationens hals: kolonihaven, flaget, nu retur i folketingssalen, kongehuset trods overvægt af fremmede (katolske) tilflyttere; udvalgte fænomener og påståede egenskaber i nationen ophøjes i Bertels småtumpede  nationalkanon, som de fleste i øvrigt har glemt. Danskhed så dyrebar at stammens anerkendelse er uopnåelig for alle uden fødestedskriteriet opfyldt i syvende led.
Dertil kommer maden, hvor den glade hævdelse af frikadeller og stegeflæsk i persillesovs distræt overser den kendsgerning at spaghetti og pizza, falafel og kebab for længst har fortrængt den ret usunde gamle bondekost.
Sproget har altid fast plads i hall of fame over nationale værdier. Hvorvidt yngre mennesker har et følelsesmæssigt specielt forhold til dansk, frem for det sprog de akkurat så gerne og med stadig større sikkerhed betjener sig af, er snarere emne for en bekymret diskussion mellem purister. At dansk smelter mere end fremmedes slår må på vej mod det tvesprogede samfund henregnes til en af Grundtvigs dårlige dage.
Endelig og unægteligt som det nye kræver DF – det parti der mest indædt har brandet det nationale ¬– praktiseret kristendom i betingelsen for instrumental ret til riget. Ikke nok med kravet om kristentro understreget af antisemitisk looka alike chikane mod muslimer, folk der vil være danske, skal – formuleret som bør men betyder skal – gå i kirke jul, påske og pinse og med tiden, således som et DF i støt nedgang får stadig stærkere behov for aggressiv omtale for at dække over sagen, givetvis også om søndagen.
Kirketvang indført som i de gode gamle dage, da øvrigheden slog hårdt ned på pjækkeri fra de hårde bænke i landets kirker og holdt jøder og katolikker uden for fællesskabet, det var ikke lige noget man havde set komme. Trods alt.
Nu er det næppe således at en fiks idé af den art har nogen gang på jorden. For nu at sige det sådan.
Bevæggrunden eller tankegangen bag er imidlertid værd at bemærke.
DF´s motiv kan nemlig være lidt mere sofistikeret, end man i første forbløffelse over idiotien forestillede sig, måske også mere end partiet selv forestiller sig:
Folkekirkens vigende medlemstal truer indretningen på sigt. Piller man kirken ud af forfatningen, og det bliver man tvunget til at overveje, såfremt medlemstallet fortsætter kurven nedefter til eksempelvis 60 procent eller halvdelen af befolkningen eller under halvdelen, ja, så vakler fundamentet under det danskeste danske folkeparti. Uden en grundlovsforankret statskirke smuldrer den agitatoriske påstand om èn gudsopfattelse og dermed én fædrelandsopfattelses forrang frem for andre, opfattelsen eller påstanden om at danskhed og kristendom er kongruent.
Forudsætningen for indvandrere af anden herkomst end hvid vestlig er som bekendt den repeterede trosbekendelse: at Grundloven nok garanterer religionsfrihed men ikke religionslighed. Men ligheden eller ønsket om lighed bliver selvsagt dag for dag mere  indlysende. Som medlemstallet daler, bliver en grundlovsændring ad denne vej en skønne dag et vanskeligt afviseligt modkrav. Ja, grin bare, men vent blot.
Alene det at have en bestemt religion og Vorherre i samme indfatning anbragt i en statsforfatning er mere end særpræget. Som om man kan lovgive om den sande guds beskaffenhed og oven i købet tvinge statsoverhovedet til at bekende sig til sagen.
Og så oven i købet en udgave af den pågældende religion, hvis grundlag er skabt af en midttysk frafalden, overtroisk, blodtørstig munk med antisemitiske neuroser. At denne gudstolkning kædes sammen med fædrelandskærlighed, gør ikke sagen mindre tvivlsom.
Det er dansk, det er dumt.
.

 

Hver eneste stemmes ansvar

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Hitlers oversku00e6g

n

Demokratiet i sin grundform forudsu00e6tter kun at vu00e6lgerne i ikke nu00e6rmere bestemt antal mu00f8der op pu00e5 valgdagen og afleverer et blyantskryds. Med et minimum af indsigt vil den der su00e6tter krydset u00e9t sted mene at den der spru00e6ngfuld af lu00e6rdom og indsigt su00e6tter det et andet tager fejl. De to dybt forskellige vu00e6lgere er i konflikt, men ordner sig pr. valgt stedfortru00e6der. Modsu00e6tningerne er ikke ude af verden, de to ku00e6mper fortsat for egne synspunkter, vel vidende at deres grundlovsbestemte indflydelse ligestillet med alle andre indskru00e6nker sig til krydset.
nVu00e6lgerne kan knap nok betragtes som definerede grupper. Mange su00f8nderjyder stemte pu00e5 DF ved sidste valg. u00c5rsagen divergerede: Thulesen Dahls opstilling i landsdelen, Venstres usexede kandidater, almindelig uvidenhed eller dumhed, u00e5rs tuden u00f8rerne fulde om hu00e6rgende u00f8stbander, utilfredshed med Ku00f8benhavn, udkantsdansk vrede mod u00a0eliten, den der af nationalkonservative debattu00f8rer beskrives som Danmarks ulykkes u00e5rsag. Hin sidste sang fra troperne sang den kreative Rasmussen pu00e5 melodunten: eksperter er vi selv.
nDet ene med det andet.
nDen om eliten vu00e6ves nu sammen med Brexit og den labile (skingrende sku00f8re) pru00e6sident i USA. Disse uomtvistelige demokratiske afgu00f8relser pru00e6senteres u00a0som indfattet i en ophu00f8jet sandhed: om det brave, det u00e6gte men magteslu00f8se og tilsidesatte folks opru00f8r mod eliterne i London, Washington og Ku00f8benhavn.
nValg i Holland, Frankrig og Tyskland, hvor de to fu00f8rste synes at tilgodese Wilders og Le Pen, kan give modelitens pu00e5stand om et opru00f8r nedefra mod de vidende, argumenterende og faktainsisterende yderligere momentum.
nMen grundlaget spru00e6kker. Tesen om magteslu00f8shed over for magtfuldkommenheden i eliten gu00e5r pu00e5 krykker. I USA, hvor omvu00e6ltningen er mest dramatisk, uden at Trump lykkeligvisu00a0 vandt flertal, har Tea Party og den hu00f8jrepopulistiske flu00f8j af republikanerne u2013u00a0 uanset Obamas
nophold i Det Hvide Hus u2013 pu00e5 Mr. Hu00f8jreradikal amerikaners vegne siden 2009 ku00f8rt med klatten og gerne lammet det politiske liv. De pu00e5stu00e5et tilsidesatte, men veluddannede og velhavende sammen med Mr. Six Pack Ameria har bestemt farten med en populistisk politikerelite i spidsen for et altsu00e5 ikke su00e6rligt tavst eller undertrykt vu00e6lgersegment pu00e5 afgu00f8rende 15-18 procent
nVu00e5benlobbyen garanterer trods al forstand amerikanernes bevu00e6bning; fornuften og den gamle amerikanske dru00f8m om den gode stats indflydelse slog ikke an. Den elite med su00e5danne idealer er som under Obama temmelig magteslu00f8s.
nI Danmark stu00e5r DF trods tilbagegang su00e5 solidt at regeringssamarbejde med S nu00e6rmer sig, og folketingsformanden i anledning af fu00f8dselsdagen u2013 beroligende for Su00f8ren Selvtu00e6gt og Su00f8n u2013 forsikrede nationens flertal af politisk ukorrekte at hun su00e5mu00e6nd gerne slu00e5r ihjel, hvis du00e9t skal vu00e6re.
nNu00e6ppe udtryk for en udskammet elites magt.
nI Politiken forleden skrev den velfunderede samfundskritiker Lars Olsen en kronik hvor budskabet kort fortalt u2013 mere nuanceret end gengivet her u2013 lyder at opbruddet i befolkningerne er det naturlige resultat af elitens hovmod og svigt. I u00f8konomisk forstand har Olsen ret: de store vu00e6ksttal fra 1955 fremover gav nok bedre vilku00e5r for de fleste, fordelingen derimod var mere og mere urimelig, gu00e6ldsu00e6tningen hu00e5rrejsende. Og su00e5 videre.
nMen i vu00e6rdipolitisk forstand forholder det sig anderledes. Denu00a0 for resten ikke su00e6rligt velstu00e5ende ekspertise, eliten af fagfolk, er mu00e5lt i bu00e5de indtu00e6gt og indflydelse i forhold til andre mere aggressive brancher for lu00e6ngst set over hovedet, en u00f8velse Fogh raffinerede med sit ekspertopgu00f8r. I dette lys skal fu00e6nomenet Trump ses: en vulgariseret grotesk udgave af den tidligere statsminister, der siden han fu00f8r valget udtrykte forfu00e6rdelse over Trump, efter lovpriste ham. Populister kender hinanden pu00e5 travet.
nI og med at hver mand u00e9n stemme i demokratiet fordeler magten, hvor eksperterne jo netop ikke har meget at skulle have sagt mere, er det lige stu00e6rkt nok at vu00e6lgere, der hu00e6lder hovedet til fakta og ikke bryder sig om de populistiske tendenser og Pia Kju00e6rsgaards selvtu00e6gt og DF og Socialdemokratiets flirt i fremmedpolitikken, ogsu00e5 skal fu00f8le skyld over for det flertal der vu00e6lger populisterne og fu00e5r magt derefter. Det er ikke meningen med det demokratiske princip. Anskuelserne deler vandene, ogsu00e5 i forhold til viden og mindre viden, overblik og det modsatte. Den demokratiske forpligtelse ligger snarere i at tage kampen op.
nEliten, set fra et politisk korrekt standpunkt, til hvilket denne skribent gladeligt bekender sig, har i og for sig kun den glu00e6de at kunne fu00f8le korrektheden. Skribenten skulle hilse at sige at den fornu00f8jelse er forholdsvis begru00e6nset. I dannelse og lu00e6rdoms baggrund at kunne fryde sig over Kants oplysningsparadigme og Montesquieus magtdeling jager nu00e6ppe Trump ud af det Ovale Kontor eller mildner Kju00e6rsgaards mentalitet eller kalder Dan Ju00f8rgensen til orden i hans retorik om fremmede. Hvad mon i u00f8vrigt Svend Auken ville have sagt til sin protegu00e9 og det unge u00e5rhusianske hu00e5b!
nDe politiske skred der er sket berettiger ikke til i selvopgu00f8rets navn at opgive bestru00e6belserne pu00e5 at fu00e5 fakta, virkelighed og fremtidsperspektiv til at rime. Man bu00f8r skelne mellem dem der slu00e5r plat pu00e5 angst og fordomme, fu00e6drelandsflomme og nationalru00f8gelse, og dem der insisterer pu00e5 oplysning, argumenter og mere oplysning.
nDe vu00e6lgere der stemmer pu00e5 snu00e6versynets folk, bu00f8r ikke nedladende mu00f8des med forstu00e5else eller tales efter munden af folk, der i viden og eftertanke mener noget kvalificeret, og som nu opfordres til bodsgang.
nFolkeforfu00f8rerne bu00f8r drages til ansvar for billige slagord, bu00f8vede tweets og alternative facts der lu00e6gger demokratiet i ruiner.
nDet gu00e5r ikke med knu00e6fald for uvederhu00e6ftigheder og falsk solidaritet med de folk, som demagogerne i sidste ende vil skide lige su00e5 flot pu00e5, som Trumps sind er sort som Hitlers oversku00e6g.

n

Et menneske uden snærende skrupler overtager ledelsen af sit nye verdensfirma

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Mens vi venter

John F. Kennedy sagde under valgkampen i 1960 at man burde opfatte ham som verdens vigtigste person. Fordi han var den eneste der nu stod mellem Det Hvide Hus og Richard Nixon.
I dag står intet mellem Det Hvide Hus og Donald Trump. Det systematiserede ego, den ubegribelige selvglæde, den brutale uhæderlighed flytter, mens disse linjer læses, ind i Det Ovale Værelse. Dertil kommer den nye beboers bundløse uvidenhed om verden og dens omgivelser, og alt hvad der i øvrigt har præget den kampagne, hvis mangel på seriøsitet rystede selv de klippefaste i den nye præsidents bagland.
At forestille sig at Trumps omgivelser og medarbejdere trods korrektioner under godkendelseshøringerne nu bøder på udskejelserne er i bedste fald ønsketænkning. De nyudnævntes positioner er jo bestemt af Trump; desuden har manden slået sig op som reality stjerne på at fyre folk.
Det Hvide Hus´ magt er betydelig – læg til og træk fra – og begrænses på visse områder og med et solidt flertal i Kongressen i virkeligheden kun af præsidentens egen moral og selvpålagte besindelse. Det var hvad der svigtede fatalt for Nixon og på et hængende hår kostede amerikanerne både retsstat og selvrespekt. Den sidste blev mere rystet end den første. Systemets robusthed stod distancen. En kritisk presse lagde sagen blot, de juridiske og politiske institutioner gik til stålet, og Nixon måtte ved afsløringerne af grove ulovligheder træde af i vanære.
Hvorvidt dette system  m.h.t. Trump er funktionsdueligt, synes mere tvivlsomt. Den mediemæssige virkelighed er mildt sagt en anden end i 1970´erne. Trump har ydermere med ihærdighed senest ved  pressekonferencen forleden gjort sit til at trække tænderne ud på demokratiets vagthunde – blandt andet ved at afskære bestemte journalister – kritiske og dermed imod – fra at passe deres arbejde. Men ved den famøse lejlighed, hvor Trump igen og  igen rullede sig ud, stod pressekorpset ikke sammen og insisterede på at CNN´s mand skulle have svar.
Trump fik således friløb for sin demonstration af hvem der nu bestemmer over de kritiske medier, hvilket i sig selv er en bekræftelse af præsidentens foragt for den klassiske magtdeling i også den fjerde og kontrollerende magt – All what made America great.
Forudsætningen for et civiliseret demokrati er unægtelig konsensus om værdien af begreber som sandhed og løgn. Alle guder skal vide at skottet mellem denne modsætnings yderpunkter ikke i forvejen er vandtæt. Men når kritikkens princip undergraves af de magtudøvende, formidlet af de sociale mediers direkte henvendelse til sympatisører for hvem magtdelingsprincippet ikke er helligt og hvor hensigten helliger midlerne, revner fundamentet under den demokratiske struktur.
Nationalkonservative elementer, der nu jubler over Trump og i andre sammenhænge kæmper til sidste blodsdråbe – eller lader andre gøre det – for at bevare nationens grundværdier, er pludselig dem der nedbryder de selvsamme værdier.
En særlig gruppe højrefløjsfolk, også her i landet og mere og mere udtalt som magtskiftet nærmede sig, ser i den proces Trump har iværksat, en chance for at komme fjenden, den elite til livs, hvis positioner generelt sagt – generelt – tager udgangspunkt i en empirisk mentalitet, og for hvem eventuel indflydelse qua uddannelse, indsigt og erfaring baserer sig på Kants imperativ og den professionelle håndtering af modsætningen sand/falsk.
Pressens lille gerning  er i den forbindelse at navigere mellem skæg og snot.
Danske politikere påvirket af det republikanske højre såsom – for kort tid siden udtalt imod nu varm tilhænger af Trump – Anders Fogh Rasmussen, et par talspersoner for det kriseramte danske Folkeparti, de nye borgerlige og et par meningsdannende teologer er
sære planter i den demokratiske fauna, der forudsætter nænsom håndtering og egentlig ikke er god jord for overlagt misinformation. ”Masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget vi tror,  det er noget vi ved.” Over for den slags udsagn i magtens gevandter, støttet af skråsikre proselytter, slår velopdragne journalister hælene sammen. En regeringschef lyver ikke. Ikke så groft. Rutter måske ikke med sandheden, men lader i det mindste døren stå åben for forbehold, såfremt vitale interesser står på spil, og en halv sandhed kan redde nationen i en snæver vending. Men lyve, Njet.
Sammenhængskraften i velfungerende systemer består i  at magthaverne i hvert fald ikke hele tiden manipulerer, men fortrinsvis lægger sagerne frem. Herefter – i den bedste af alle verdener – afdækker pressen det tvivlsomme og opretholder paradoksalt nok derved den kontraktlige orden, så bygningen bliver stående.
Her melder tvivlen sig, gysende anes fortilfældets grelle eksempler på løgn på løgn og frøers mængde. Behøver man trække Goebbels-kortet?
For Trumps erklærede støtter betyder denne bekymring tilsyneladende ikke noget videre. Måske fordi det faktaresistente ikke opfattes som en brist, men som legitimt udtryk for egen ret til kamp langt over stregen.
I am the king! skryder Donald Trump og planter sig på en trone af det pure guld, hvis finansiering næppe tåler dagens lys. Hans forgængere og republikkens fædre fra Washington, Franklin, John Adams og Jefferson roterer  i takt i disse dage.
De sagtmodige indskrænker sig foreløbig eller efter i dag til at ryste i buksen.
På den anden side: med en kreativ tidligere dansk statsminister der som vejrhanen skifter standpunkt efter magtens barometer og byder sig til, en udenrigsminister der ikke ved, hvad han mener om EU og som tager Iben Tranholms fristil i en russisk regeringssprøjte alvorligt– samt en oprustningsgejl forsvarsminister der kalder Rusland for Sovjetunionen, tager fremtiden sig jo lys og lykkelig ud.

En statsministers bekendelser til kulturradikalismen

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

MATADOR i tyvende potens

Statsministeren røbede i sin flydende nytårstale iført små fingerspjæt at han i nationalkanoniske bestræbelser på at skabe råhygge i familien havde set Matador siger og skriver tyve gange. Man må på den baggrund gå ud fra at DR´s velaflagte klenodie efterhånden sidder, hvor det skal, eller at statsministeren fra tiden omkring ti gange Matador har været ramt af præsenilitet. Kan hænde statsministeren snarere har rod i hukommelse eller bilag for det reelle antal Matador-gensyn. Men lad det nu ligge, somansir.
Mon statsministeren – så længe hans embedstid for enhver pris varer – ved festlige lejligheder ikke af og til kunne hengive sig til også andre af fædrelandets kunstneriske frembringelser. Sådanne, der ellers ikke figurerer i regeringschefens standardrepertoire, kunne – blandt andre klassikere i hvilken rangklasse statsministeren i sin tale ophøjede Matador – eksempelvis være værket over alle, den delvis slavefinansierede florissante periodes poetiske hovednummer: Guldhornene. Læs digtet højt næste gang, det er bedre end selv dronningens taler, og forsøg i samme ombæring at få Thulesen Dahl med på en lytter. Formanden for rigets største borgerlige parti – så længe dét varer – der tappert kæmper for de nationale værdier uden smålige referencer til kunsten, kunne ved passende anledning endnu engang indskærpes at Guldhornene, ikke som hævdet af DF-formanden er af H.C. Andersen, derimod af poeten bag Der er et yndigt land, en påstand Dahl sikkert genkender fra boldbanen.
Dette blot et beskedent forslag til fornyelse af statsministerens klassikerhenvisninger. Så behøver han ikke i næste genbrugstale at svinge sig op til Matador for enogtyvende gang.
Statsministeren afslørede dernæst i forsoren fortrolighed med seerne at Lise Nørgaard snart fylder noget meget rundt. Før en Anders Fogh-type som Mads Skjern ondulerede det lille samfund i Korsbæk om til uigenkendelighed, omtalte dannede folk i Damernes Magasin ikke damers alder, det lod man dem selv håndtere. Men det er måske den slags indiskretioner Lars Løkke opfatter som hygge.
Flere i pressen har i øvrigt været ude og regne på, hvad tyve gange Matador beløber sig til i timer og har nået tallet 534 eller godt toogtyveethalvt døgn. Ganske vist fordelt over tid, må man tro, da statsministerfamilien næppe har set Matador i sløjfe tyve gange i træk. Men alligevel. Der er ikke levnet megen plads til naturfilm her.
Der er selvfølgelig også den mulighed at statsministeren som antydet alligevel ikke har set Matador tyve gange. Det må man håbe både for ham og for serien, skønt det svarer til at pisse på højalteret i Roskilde Domkirke blot at antyde meningsafvigelser vedrørende forstandigheden i endnu en visning af livet i den fiktive mellemting mellem Korsør og Holbæk i gamle dage.
Lige nu hvor der erlægges halvårslicens til DR, fyldes man af taknemmelighed over at ens generøse tvangsbidrag i hvert fald ikke går til nyanskaffelser i det store hus på Amager, men til gode cheflønninger og genudsendelser af Hvornår var det nu det var med flere deltagere under end over mulde, til falmede historier om glemte detektiver på de britiske kanaløer eller Huset på Christianshavn.
Det værste der kan overgå et kunstværk er dybest set at det bliver kanon eller som i Matadors tilfælde inhaleret af Venstres propagandamaskine. Herefter vil enhver indvending henregnes under højrøvet elite afskåret fra debat.
Dette behøver sådan set ikke have noget at gøre med kvaliteten af det pågældende værk, mere med værkets rituelle indfatning i nation, myte og politisk hensigt. For at være på den sikre side hævder statsministeren altså sine tyve ganges gensyn med Matador. Dermed sværger han troskab til den institutionelle dimension af Matador, som på den anden side heller ikke har ret meget med selve værket at gøre. Egentlig tværtimod da kunsten almindeligvis lever i og ved den debat dens frembringelse vækker, næppe ved den hygge statsministeren henviste til. Og tyve gange? Her må man , for at komme på talefod med en person der har brugt så rigelig tid på værket, tage dette op til drøftelse. Hvad lærte du så undervejs den tyvende gang? Fandt du fejl i teksten? Står den distancen? Holder værkets historiesyn?
Og hvad en gammel kværulant, der måske kun har set Matatador nitten gange i dialektikkens navn kan finde på at spørge om.
Men nej, svarer aficionadoen: uden forbehold Matador tyve gange, og så kan nogen påstå at det er mig og folket der ikke begriber kunst, og så er mit svar med mine tyve gange at det bare er en gammelsur smagsdømmende, højrøvet elite!
Og klatten kører, og DR genudsender atter engang Matador.
Gud ved i øvrigt, hvad DF´s næstformand Søren Espersen (den usynlige vicepræsident i Messerschmidts cirkus) siger til statsministerens Matadorbegejstring? Serien er ifølge Espersen, og partiet velsagtens, bevis på DR´s kulturradikale propagandavirksomhed. Dr. Hansen er erklæret radikaler og medlem af modstandsbevægelsen, hvilket ingen radikal læge i Korsbæk var, fastslog Espersen, derfor er serien venstresnoet propaganda, også fordi oberst Hackel er en gammel nar, hvilket klart viser at Balling og dermed også den snart 100-årige forfatterinde og DR alle til hobe er kulturradikale. Det siger Ole Hyltoft også selv.
Ellers er man jo fysisk så småt ved at komme sig efter skiftet 16/17, hvis første tyve dage fortsat præges af en tilregnelig og civiliseret præsident i USA. Dansk Folkepartis uofficielle chefideolog, tidligere levebrødspolitiker Søren Krarup mente i Berlingeren at Brexit og Donald Trump bliver Vestens frelse. Nogle gange er det svært at sætte sig ind i endog en velkendt landsmands i forvejen løjerlige tankegang.
Nogle gange er det ikke umagen værd.

Håbet i et plaget nytår står til paven og verdens største udenrigsminister

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Truslen 17

Pave Frans udtrykker i en jule-tweet sin ”solidaritet med migranter verden over og takker alle der hjælper dem: At sige velkommen til andre er det samme som at byde Gud velkommen”. I betragtning af den allerede glemte nationalkanons prioriterede vægt på kristendommen i Danmark, er det et held at paven er katolik og ikke bekender sig til den fremherskende politisk understøttede teologiske korrekthed, hvor gode gerninger mod de landflygtige udlægges som misbrug af  næstekærlighedsbudskabet. Ifølge den dominerende kristenideologi gælder barmhjertighed kun over for dem det kan betale sig at bistå.
Der er noget paven har misforstået.
En af de politisk nykorrekte i det fortsat skrumpende DF´s  bagland forfatteren og gammelsocialdemokraten Ole Hyltoft, tidligere næstformand i DR´s bestyrelse, skrev i Berlingeren at DR oser af kulturradikalisme. Den diagnose må være forklaringen på julenats transmission af Højmessen i Peterskirken, hvor Frans spredte sin vranglære. DR havde sat den katolske teolog og debattør Iben Tranholm til at kommentere begivenheden. Det gjorde kommentatoren, og det i en grad så seerne måtte gætte sig til at den messesang, kommentatoren kommenterede ustandselig, utvivlsomt var lige så køn, som hun ihærdigt hævdede.
Hyltoft har måske en pointe: Transmission og kommentar var kulturradikal katolsk undergravning af danske værdier.
Man kan ellers ikke regne med den gamle institution, hvis gennemgående fantasi- og perspektivresistente ledelse og et kosmisk utal af genudsendelsers genudsendelser af gammelt skidt og møg betyder at ingen seriøs opinionsdanner gider komme DR til undsætning, hin snarlige dag kulturmadam Bock stikker gaflen ind og vrider rundt.
Så kan madam Tranholm og kulturradikalismen lære det.
Og nu til noget helt andet.
Som skribentens far engang bemærkede med adresse til husets nu herværende yngste søn, kan selvglæde være udtryk for den dybeste nøjsomhed.
En sådan stillede landets udenrigsminister til skue forleden med påfølgende rigelig  mediedækning. Det er heller ikke hverdagskost at en voksenpolitiker praler af egne egenskaber i ublu sammenligning med andre. Minder om mindre drenge der sammenligner den legemsdel, de stadig ikke helt er klar over hvad kan bruges til.
På ét punkt skal Anders Samuelsen dog her på falderebet af historien have et ord med på vejen. Den nye førstegangsminister mente bl.a. at han selv er den hidtil bedst kvalificerede på posten efter at have brugt mere forberedelsestid til jobbet end nogen anden.
Uden at inddrage Bernstorff eller Scavenius eller P. Munch eller Gustav Rasmussen eller Jens Otto Krag eller Per Hækkerup eller Hartling eller Niels Helveg må denne skribent fremføre sin gamle skolekammerat Mogens Lykketoft, som han har kendt, siden skribenten og den tidligere partiformand, FN-præsident, finansminister og udenrigsminister begge var 11-12 år gamle. Skribenten kan betro Samuelsen at Lykketoft i den alder blandt andet skrev et bind solid samtidshistorie, eftersom han mente Grimberg var mangelfuld og skabte sin egen World Almanac med kyndigt indblik i alverdens riger og lande. Dette begav sig, mens den unge Lykketofts kammerater hang på gadehjørnerne, skabte sig fjollede og klatrede i træer, uden at skribenten dog nåede Samuelsens periodiske højder, og Lykketoft i sit parallelunivers udviste ubegribelig dygtighed i så at sige alt bortset fra spring over buk, boldspil og hop på stedet.
Efter en hurtig kalkule, og uanset at også Samuelsen eventuelt påbegyndte sin indsamling af udenrigspolitiske data på egen hånd i en alder af 12, så har Store Mogens, med mindre Samuelsen iværksatte sit dannelsesprojekt  i god tid før sin egen undfangelse, immervæk 21 års forspring. Til disse betragtninger kunne en nøgtern sjæl erlægge en sammenligning af intelligens. En sådan ligger dog uden for denne klummes rammer, hvilket  Anders Samuelsen ikke behøver føle sig særskilt ulykkelig over.
En anden aktuel politisk skikkelse, hvis selvopfattelse i megalomanplanet synes yderligere robust, indsættes jo 20. januar i verdens mest betydningsfulde embede.  Så betydningsfuldt at selv den nye danske udenrigsminister skrumper nogle numre i mandjævningen.
USA har før budt på en række  uduelige præsidenter, det skal guderne vide. Fra borgerkrigens slutning århundredet ud var de fleste nogle nuller, håndteret af de politiske etablissementer som marionetter. En enkelt republikaner i det 20. århundrede var dog så uduelig korrupt at det var lige ved at være for meget selv for mafiaen. En anden var bare uduelig, en tredje  endnu mere uduelig, den senere Nixon en skurk, den endnu senere George W. ubelastet af indsigt og begavelse.
Hvad der nu venter i gestalt af en tilsyneladende narcissistisk nar, ved kun han selv, hvis han ved det – snarere den skare af ærkereaktionære determinerede hvide forretningsmænd og ekstreme mediepersoner, som den valgte har udpeget til magtfulde embeder.
Det hele kan gå frygteligt galt. Eneste trøst er at den nye præsident ikke som H. Clinton har bindinger til militæret og militærindustrien og næppe i facitlisten har opskrifter på væbnet indgriben som prioriteret fordring. Men den trøst er temmelig vakkelvorn; Hvad Mr. Trump måske ikke har, det har til gengæld folkene han omgiver sig med.
Den anden trøst er amerikansk politiks ustandselige valg. Om få måneder begynder forberedelserne til det næste så småt: midtvejsvalget der efter de første 730 dage kan hensætte den snyderige aflagte realitystjerne i præsidentembedets vanlige impotens.
Så det skal nok gå alt sammen, som Schlüter sagde, når det så sortest ud.
Og Schlüter havde oven i købet ikke verdens bedste udenrigsminister, men kun Ellemann-Jensen.
Godt Nytår!

Af en hednings betragtninger i dagens anledning

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

En prædiken til tiden

Så går det løs. Glæden kulminerer, når en særskilt kategori af præster i landets kirker taler om fred på jord i menneskene velbehag.
I morgen en frelser er født, hvis ankomst til jorden nær gik galt, da der ikke var plads til ham i herberget. Men det siger sig selv at hvis ens fædrene ophav er den eneste dobbelte, udelelige Gud i Fader og Ånd, har Sønnen i den familie uanset beskeden papfar særstatus.
Hensigten med dette udvalgte liv – hvis fødsel formentlig lå fire år før eller efter begivenhedens startskud på tidsregningen og næppe julemorgen – var at indfri en profeti om Guds lidelse og død i menneskelig skikkelse. Men godt nok Gud – en af de tre, som er én. Men tre. Det kan enhver forstå.
Sagt til hudløshed fremstår Julens ikonografiske varemærke uvægerligt som vore dages ulykke: billedet af en lille flygtningefamilie på vej fra Nazareth til Betlehem. Historien forekommer urimelig: at romerne således skulle have beordret undersåtterne til at rejse lange strækninger – ifølge Google 34 timer til fods uden æsel og gravid passager – for noget så banalt som en folketælling. Dem var der mange af i de tider; romerne ville i modsætning til You know who, have orden i skatteindkrævningen.
Sker det at en fremmedartet ungersvend uden særlig tilknytning til Danmark kommer forbi en dansk by med frugtsommelig jomfru og æsel i snor, bliver ekvipagen hurtigt genstand for Martin Henriksens og socialdemokraternes negative opmærksomhed og spørgsmål til Støjberg. Her er der ingen plads i det herberg som Søren Krarup ofte har betegnet Danmark for danskerne.
Ifølge det bevægende Juleevangelium gik det imidlertid dengang i Mellemøsten som det skulle, Frelseren kom til verden og efter tredive års tilløb kunne han tage fat på sit projekt.
Med Ulrich Horst Pedersens fine små monologer: Verdens frelse udgivet dette Herrens år på Tiderne Skifter, kan man indvende at hvis Vorherres søn ved alle disse profetiers opfyldelse, med magt til at vække de døde, gå på vandet, gøre de blinde seende og de lamme raske, omskabe vand til vin, samt genopstå efter den fuldbyrdede henrettelse på korset og derpå stige til Himmels, hvis HAN ved alle disse – mestendels af ham selv eller evangelisterne med tilbagevirkende kraft profeterede bedrifter, inklusive påfølgende lidelser – ikke i levende live var i stand til at frelse menneskeheden, hvordan f….. skulle han så bære sig ad med at gøre det bedre som død?
Myten om Jesus i de fire store kraftfulde tekster, i passager uomtvisteligt af højlitterært format, fortæller en udødelig historie om konflikt og skæbne, sejr, fornedrelse, nederlag og triumf, skyldes som bekendt senere overleveringer og/eller nedskrivninger.
Dertil kommer nok så afgørende en determineret kirkeembedsstands interesser i historien som grundlag for politisk og økonomisk magt. Dette kan – troende eller det modsatte – ingen nægte er en ædruelig skildring af det konkrete historiske udgangspunkt for forståelsen af den hurtigt etablerede religions sejrsmarch.
Kristendommens stiftere var hverken Jesus eller Paulus eller Peter med klippen som biskop nr. 1 i Rom, eller nogen anden i større eller mindre nærhed – mest det første – af ophavsmanden. De første biskopper, kirkebyggerne i overført og konkret forstand, var dem der øjnede det lange perspektiv i en overordnet centralistisk orienteret, embedsstyret kirke med tætte nationalt definerede bånd til fyrsterne og som ligemænd med disse. I øvrigt den samme erkendelse af hensigtsmæssige magtrelationer som Martin Luther bibragte den nordeuropæiske kirke, den han reformerede godt 1200 år senere: Fyrstemagt og kirkemagt hver for sig – verdslighed og kirke, materie og ånd i adskilte institutioner. Så godt dét nu lod sig gøre. Hvad det selvfølgelig ikke gjorde. Hvilket heller ikke var meningen. Husk nu at den fredsommelige danske folkekirke opfylder alle betingelser for definitionen af en magtsammenblandet statskirke. Hvilket den også er. Men som den ikke vil kaldes.
Det var de praktisk anlagte folk, de der stod med nøglerne til de tidlige kirker, realpolitikerne med indsigt i de politiske muligheder der samlede brokkerne op og lagde det fundament af stikfast dogmatisk og kondenseret, langtidsholdbar troslære, der netop ikke byggede på sværmerier og på sand, som Jesus ifølge skriften afviste, men på klippe og jernhårde magtteorier og cool cash. Et noget nær genialt værk opbygget efter tilfiling af grundteksterne, en håndfast redaktion af det brugbare i myterne og afvisning af kontrære tekster.
Kirkefædrene i Nikæa rendyrkede her og herefter deres gangbare og frygtindgydende handelsvare: det evige liv i syndernes forladelse eller evig fortabelse.
At mennesket ikke selv kunne befri sig fra livets iboende synd, som præsterne hævdede – og hævder – var – og er – indlejret i arven ifrån hinsidan. Den sag blev også Luthers slagnummer. Kun Gud kan bibringe synderen syndsforladelse – ved den hellige kirke og præsteskabets betalte mellemkomst. Forestillingen om at hin enkelte ved moralsk vandel og gode gerninger tilkom nåden i jordelivet, var kættersk vranglære, akkurat så forkasteligt som fornægtelse af Guds eksistens.
I dette perspektiv er det lykkedes at gøre kampen mod godheden til den lutheransk dikterede fædrelandskærligheds bannermærke. Ved vedholdende påstand af godhed som ondskab i gevandter, det gode og den gode gerning som menneskets farlige selvophøjelse til Gud i gerningsretfærdiggørelse, legitimeres fornægtelsen af medmenneskeligheden og af den ubarmhjertighed, den afvisning af dem der søger herberg, nu nærmest en kanonisk dansk værdi.
I den glade jul bevæger vi os i denne ånd mod et nyt år, et år der ikke varsler meget godt, men mere ondt.
Og det er ikke så godt.

Et valg af betydning for de sidste civilister i Europa

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Efter Østrig  før syndfloden

Hvem f….. har før interesseret sig for Østrigs præsidenter? Fraregnet daværende FN-generalsekretær Kurt Waldheim, der midt i al  sit floromvundne diplomati viste sig at have været mistænkeligt tæt på krigsforbrydelserne under 2. Verdenskrig. Ikke desto mindre stillede han op som præsidentkandidat i 1986 og vandt med fortiden i bagagen. Waldheim blev siden trods titler og dyre forsikringer om egen uskyld erklæret uønsket i flere lande. Men siden?
Mon ret mange ved hvad Østrigs snart forhenværende præsident hedder?
Alle er derimod nu klar over hvem Herr Hofer og Herr Van der Bellen er.
De gode lo og de onde græd, da sidstnævnte vandt valget. Det skete efter et langtrukkent valgmareridt, der både ribbede op i landets fjernere fortid og mindede om den rabiate partistifter Jörg Haider, manden der dog trods alt nægtede at møde Pia Kjærsgaard i sin tid. Nu flytter Van der Bellen ind i den eksklusive præsidentbolig i Hohe Warte, i det hus der hastigt blev forladt af en glemt jødisk familie på flugt fra nazisterne efter Anschluss i 38. Sådan noget er højst nærværende i Wien, der aldrig har lagt scene til et nødvendig selvopgør med nazismen og kun nødigt og modsat tyskernes hudløse Vergangenheitsbewältigung skilter med årene 1938-45.
Historien er både lang og kort. Kandidat Hofer var ikke knibsk med den ende af fortiden, som han gerne repræsenterede om end mere civiliseret end forbillederne i det ydre: skræddersyet kækt smilende midt i hadekampagnen mod sin uplettede besindige modkandidat. Ingen strækmarch og heilen med Herr Hofer, men leveringsdygtig i tidens brutale kontrafaktiske trend. Nedenunder rumsterer pangermanismens bedærvede tankegods om retten til riget i overvintret afsky for fremmede og foragt for anden kultur end Sachertorte og Knödel med Schnitzel og sur hvidvin. Østrigernes  svar på stegt flæsk med kolonihavehus, flagstang og brun sovs.
Populismens spøgelse går gennem Europa, men viftedes et øjeblik bort med Van der Bellens sejr. Dog ikke mere overbevisende end at 47 procent af de østrigske vælgere stemte på nynazisten – eller mere præcist på det nu fælleseuropæiske taktfaste fodslag fra højre, parat til at marchere verdensdelen flad i vredladen vilje til at udrydde den surt tilkæmpede europæiske enhed med gamle grænser, høje mure og mindre samkvem.
Her i landet havde Søren Espersen, næstformand i Dansk Folkeparti, besøg af den personificerede Brexit, hyperdemagogen Farage, hvis kampagne kørte turbo i løgn og bedrag, kun overgået af hans højt beundrede gigapopulist Trump.
En opmærksomhedsafledende handling af Espersen, kan man mene. Næstformanden fandt grødet anledning til at beklage Messerschmidts fortsatte sygemelding. Hvad med at forlange mandens afgang? I samme åndedrag koketterede den uafvidende vicepræsident i Messerschmidts cirkus med at ville kræve Danmark ud af EU i forventningen om en gunstig aftale for England. Ikke et ord om den katastrofe Mr. Farage har beredt sit land med tomme løfter om guld og grønne skove og fup og gamle aviser. Blot Kanalen lukkes af på langs, går det fremad mod tilbagegang og stagnation – og sabotage af snart trekvart århundredes bestræbelser på fredeliggørelse af Europa på også de mindre landes vilkår. Hvad det  repræsentative demokrati i Europa opnåede af resultater på disse relativt få år, og som overgår alle andre bestræbelser på fred siden istidsfolkene, søges destrueret i kampagner ført af den type uansvarlige politikere der – mens vi nu husker det – heller ikke anså politisamarbejdet efter et nej som det problem det jo bliver.
Men Østrig satte altså bundproppen i takket være Van der Bellens effektive kampagne. Den grønne økonomiprofessor sagde hvad han mente om sin modkandidats holdninger frem for at lefle for dem.
Der sidder vi andre så i suppen.
Hvornår siger Socialdemokraterne fra over for den danske populisme, nu med flere taburetter i regering? Hvornår taler ledende socialdemokrater for etiske, almene værdier frem for snævre nationale småligheder og går brask og bram til forsvar for EU´s fredsgaranti, internationale konventioner og menneskerettighederne? Eller er Socialdemokratiet blevet til dét, de engang for længe siden kæmpede imod af bøvet snæversyn og kortsynet nationalegoisme? Hvor er overbevisningen blevet af om det transnationales ræson, harmoniseringens forstandighed og den relative suverænitetsafgivelse som nødvendig og ønskværdig foranstaltning til fredeliggørelse af det hidtil mest bloddryppende kontinent i verden?
Har de (vi), der forestillede sig (os) at følgagtigheden var strategisk bestemt over for egen højrefløj og DF og ikke partiets nu åbenbart uigendrivelige holdning, været blinde? Hvis det forholder sig sådan, og Van der Bellens holdninger til forstand, fornuft og varige værdier er lige så fremmed for danske socialdemokrater som for DF og LA (hvad dét parti så mener for tiden) er det værre en slemt.
Men håbet beskæmmer som bekendt ingen: Det håb: at der i  Socialdemokratiets DNA inderst i cellekernen lever den informerede historiske erfaring, den humanistiske tradition og tolerancen.
De farlige autoritære bevægelser i Europas nyere historie fik afsæt i trusler og voldsretorik, og hvad deraf fulgte. Men de tilvendte sig i sidste ende magten som følge af midterpartiernes medløberi og angst for konfrontation med egne vælgere.
Læren af Van der Bellens valg er dyrebar midt i det højreskred der også eller især i Østrig syntes uafviselig, og som næppe er standset ¬– måske blot udsat en stund.
Ikke desto mindre er det en tankevækkende trøst at den indtrængende stemme, frem for brølet, demagogien, forvridningen af fakta og den skinbarlige dumhed, endnu kan vinde vigtige valg i Europa.