En krise og en god historie og dens banale umoral

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Retten på vrangen

Hvordan man end vender og drejer det hele: Dette er, hvad pressen kalder en god historie. En sådan defineres som brud på norm og sædvane. Bliver rige fattige, de fattige rige og udbyttet retfærdigt fordelt, er det en god historie. Kører togene til tiden, er det en virkelig god historie. Står solen 外汇开户 op i vest og går ned i nord på to på hinanden følgende torsdage i uge 12 er det uden for enhver diskussion breaking news; giver Clinton og Trump hinanden hånd og smiler forelsket, er tophistorien klar. Det overraskendes brud på det forventelige eller tilvante rydder forsiden.
Et hjemligt politisk parti slår sig i årevis op på ærlighed, rene linjer og ro, lov og orden på de indre fronter. Partiet stiller store krav til andre partiers moral og borgernes lovlydighed; i forholdet mellem forseelse og straf kræves nidkært konsekvens i størrelsesforholdet 1:1. Pudsigt nok er partiet rundet af et tidligere i nyere danmarkshistorie, hvis vigtigste erklærede mission var afskaffelse af væsentlige dele af det borgerlige samfunds regler og love.
En sammenbragt flok af fortumlede hoveder på den uorganiserede del af højrefløjen præsterede under skatteadvokaten Mogens Glistrups førerskab tilsammen og hver for sig et ufatteligt og ubrugeligt roderi af demonstrativ disrespekt for indsigt og ordentlighed såvel i partiets program som i forvaltningen af valgsejren ved jordskredsvalget i 1972. I lige dele foragt for kendsgerningerne, hensynsløs tilsidesættelse af dansk statsskik og ubeskåret uimodtagelighed for alle rimelige indvendinger mod den uberegnelige, vildt egocentriske partistifter førte partiet sig frem. Stifteren var på den anden side urørlig som selve forudsætningen for partiets idé og eksistens og samtidig et omvandrende dementi af sig selv som konstruktiv og saglig relevant faktor i dansk politik. Til slut satte en domstol ham stolen for døren og puttede ham i spjældet for urent trav i skattesagerne.
På ruinerne af denne ustyrlige komedie af et politisk parti, hvis enkle mål havde været at skabe kaos i en desperat afledningsmanøvre for Glistrups skattetekniske fup og den ufrivillige selvafsløring i tv af ikke at betale skat, steg af asken som en vingeskudt papegøje Dansk Folkeparti.
En håndfuld tidligere partifolk fra Fremskridtspartiets fallitbo skabte en slags modbillede til deres eget politiske ophav. Væk var nu anarkiet, væk var skattenægteriet, der direkte truede et lovende vælgerkorps, enige om afsky for fremmede og EU, men ikke for billige cerutter og overførselsindkomster.
Ind kom som grundlag for det nye borgerlige folkeparti det småborgerlige, dannebrogsfarvede, oplysningsfornægtende, neosocialnationalromantiske dominerende element af samvirkende sentimentale kynikere med rødder dels i Glistrups populisme, dels i radikaliserede foreninger og sammenslutninger – eksempelvis Den Danske Forening stationen lige før en dansk neonationalsocialisme, men uden socialisme.
Hidtil er partiet gået fra fremgang til fremgang i meningsmålinger og ved valgene siden 1992. En ubrudt opstigen fra muddergrøft til palads hver det indtil for nylig så ud til at den nuværende formand på forholdsvis kort sigt ville kunne gøre indmarch i Skt. Jørgens Gård i partiets endelige selvbekræftelse som stuerent, statsministerfähigt, ligeberettiget med de andre store danske partier.
Så skete det der måtte ske i en forsamling som DF i den grad topstyret i dets koordinerende udvalg af få indspiste personer minus opposition.
Fem mand kører med klatten. Fem mand i stadig bekræftelse af egen fortræffelighed, uden evne og vilje til tvivl endsige selvkritik. Magten løb af med dem. En af dem mente at vandet i Belgiens hovedstad er farbart til fods.
Bom! sagde det så.
Da røgen lagde sig i det magtfulde udvalg, var de kun fire tilbage.
Og så begyndte festlighederne med formanden på slap line i forsøg på at afmontere Messerschmidt og kollega Vistisens fiflerier, hvis ikke værre, med EU-midlerne.
Det hævdes ofte at man finder den inderste kerne i personers holdninger og karakter i freudianske fortalelser. Formand Dahl har i den forstand været leveringsdygtig og generøst skaffet indblik om ikke andet så i DF´s konstituerende tankegang og mentalitet.
Et begreb som Thulesen Dahls noget nær guddommelige: ”sjusk på meget højt plan”, skal man nok søge bistand hos psykiatrisk sagkyndige for at dechifrere: Set fra hvor og af hvem, og hvilken traumatisk barndom kan have bibragt vedkommende et så forkvaklet forhold til ord som lavt, højt og sjusk?
Mere graverende og krystalklart er Th. Dahls senere forklaring: at DF ikke ville stå tilbage for andre, der (underforstået også) snyder med EU-midlerne. Hvorfor skal DF stiles ringere end andre, det sagde han(!). Unægteligt udtryk for en særegen moral, og næppe én der holder i byretten, hvis han var tiltalt for at køre uden cykellygte. Udtalelsen skal formentlig – foruden iboende korruption i formandens hoved – ses i forbindelse med den strategi, DF´s fire-bande har anlagt: retorisk at overskyde hovedårsagen til miseren til EU.
Det fik formanden allerede gjort ved at henvise til alt det EU jo støtter af besynderlige sager… Hvad er så the big deal i at MM og kammerater har ædt og rejst for andres penge, Vistisen, manden der undersøger sig selv, fik sig lidt medietræning, DF-møder i massevis blev afholdt uberettiget, osv.
Bilagene offentliggør de ikke, ingen kan (ikke umiddelbart, men vent bare) komme videre i sagen og se detaljerne.
Det er sagt til bevidstløshed: sådan lægger man ikke kortene på bordet. Så længe det ikke er sket, er DF´s fire tilbageblevne i ledelsen nogle snydepelse.
Vigtigere er Thulesen Dahls freudianske fortalelser. Eller bevidstløse afdækning af en sløj moral.
Var dét så overraskende?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

four × three =