Omkring et par borgerliges bekendelser før et muligt valg

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Rå kendsgerninger

”At være borgerlig er til enhver tid at foretrække rå kendsgerninger frem for vidtløftige fremtidsdrømme.” Citatet stammer fra selverklæret borgerlig meningsdanner Kathrine Lilleør i en nylig klumme, en i øvrigt henført hyldest til den Berlinger der også lægger spalte til meningsdanneren. Citerede udsagn sløres noget af Søren Kierkegaard der ubegribeligt blandes ind i de rå kendsgerninger, og som i Lilleørs enkle tolkning af filosoffens virkelighedsbegreb, uklart som formuleret, påstår at virkeligheden er mødet mellem mulighed og nødvendighed, det gælder bare om at finde den rette balance.
Som kontanthjælpsmodtageren der står over for de rå kendsgerninger fra 1. oktober og utvivlsomt indser nødvendigheden af nye sko til børnene, sund mad og betaling af huslejen, men uden andre muligheder mister balancen. At Kirkegaard levede af sin fars formue, indtil den mulighed var udtømt og stridsmanden døde, men af andre årsager, overser belejligt den, der markedsfører godtkøb.
Fæstner man ellers lid til den borgerlige Lilleørs borgerlige forspring af indsigt i rå kendsgerninger frem for vidtløftige fremtidsdrømme, bliver påstanden spøgefuld, når den som her fremsættes af en folkekirkelig præst der søndag efter søndag stiller sin menighed et liv efter døden i udsigt. Veksler uden underskrift, som PH mente, hvilket gejstligheden ikke gerne tilgav ham. I et tautologisk skoleridt er det ganske givet muligt at hævde ovenstående indsigelses urimelighed og bevise at universets mørkeste egne, hvorfra (ifølge Hawking næsten) intet undslipper, i virkeligheden er hullerne i Skaberens store Emmentaler.
Bortset fra det er Kathrine Lilleørs til lejligheden meningsdannende indlæg politisk interessant, nu hvor partierne og deres folk i debatmiljøet så småt lægger an til den valgkamp, de fleste regner med kommer. Kollega Ole Thisted røbede ganske vist engang at han konsekvent, når snakken på Borgen kom i omløb: valg eller ej – skal vi vædde! – stædigt holdt på at det blev der ikke. På den måde vandt han trods alt flest gange, som han sagde.
Men denne gang, denne gang peger oddsene mod opløsning af et herskende, uregerlige flertal.
For nu at dvæle ved Lilleørs tankegang i den regeringsvenlige klumme, må Samuelsen i træet – mere end de røde og radikale – være den der drømmer vidtløftige fremtidsdrømmer og ikke respekterer den enkle rå kendsgerning, at Lars Løkke –¬ ”den lille svindler” – og hans blåsorte regime står for fald. Dansk parlamentarisme vil her lægge alen til historieskrivningen, såfremt formand Samuelsen ikke i sidste øjeblik bliver hentet ned af sin bagmand og håndfaste mæcen, der forleden drak kaffe med Løkke. Det bliver Samuelsen nok næppe, LA står for tiden til fremgang.
Det diminutive konservative parti vil imidlertid gerne være med i kapløbet om de vidtløftiges førsteplads. Såfremt Naser Khader nemlig får sin vilje og fremover personligt skal kunne afhøre folk der søger statsborgerskab, må LA i skarp konkurrence med Martin Henriksen og Inger Støjberg vige pladsen som ordentlighedens bundskraber.
Sindelagskontrol a la Khaders lyse idé hænger historisk sammen med den ulyksalighed at Grundtvig i sin tid overtalte den grundlovgivende forsamling til at lade Folketinget sagsbehandle andragender om den hellige almindelige indfødsret. En brøler i dansk forfatningsjura.
Tankevækkende at Khader næppe var blevet dansker hvis han på sine egne aktuelt foreslåede vilkår, dengang han selv opnåede statsborgerskab, havde fortalt en kontrollør at indvandrere bør underkastes sindelagskontrol udøvet af enevældige, forvaltningsmæssigt set ufaglærte, folketingspolitikere på baggrund af luner og mavefornemmelse. Det er meget udansk, somansir.
Men måske Khader frygter ikke at lyde kernedansk nok. Han stammer jo fra et land, for hvis flygtende vi nødigt åbner perleporten.
Det er set før at indvandreren bliver plus que, som de siger på fransk og ikke kan få hektiske følelser nok for det nye fædreland. Nytilkomne i Amerika er ofte mere stjernestribede end stamamerikanere. Skribenten havde i forgangen generation udvandrede familiemedlemmer i Texas der stod ret bare de så en flaske amerikansk olie. I indvandringshistorien om de danske jøder blev nogle så inderligt nationale – bortset fra frikadeller, flæskesteg, kalot indendørs, kvinder skilt fra mænd under gudstjeneste, omskæring af smådrenge, alternative helligdage samt nul Jesus, kristendom og juletræ – og udviklede sig i den grad fædrelandssentimentalt flagsvingende, at Pia Kjærsgaard ligner noget globaliseret. Den heftigste nationalisme efter 1864 kunne de mere radikalt sindede, delvis inspireret af den kosmopolitiske – og nationale –Brandes, ikke holde ud og anlagde en afdæmpet skepsis over for det fædrelandsflommede.
Naser Khader bør lytte til denne gardinprædiken fra en oprindeligt venligtsindet: Hvad der engang var berigende ved denne omsiggribende politikers tolkninger af det danske vs. Islam, indvandrere vs. pligter, etc. er ved at udvikle sig monstrøst. Som om Khader har betrådt den lige vej ud i neonational fanatisme i næsten diktatorisk dyrkelse af demokratiet, demokratismen, som Søren Krarup i anderledes harsk ærinde har døbt fænomenet. I den forstand får Khader et uafvidende anstrøg af det dansk litterære – næsten som Henrik Pontoppidans klassiske meget danske antihelte, for hvem rettroende selvgodhed udvikler sig til det kritisabelt enøjede og det stejlt konfrontatorisk intolerante i en oprindelig god sags tjeneste under stadige cirkelspark mod en åben dør. Det var sådanne typer selvhenført monopoliserende fædrelandsfølelsen i overgangsperioden o. 1900, som Pontoppidan lejlighedsvis skabte og beskrev. En kronisk dansk kvababbelse som landet trækkes med: vidtløftigheden. Næppe den pastor Lilleør hentyder til, skønt Anders i træet bestemt er af samme stamme(!).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

five × four =