En krise og en god historie og dens banale umoral

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Retten på vrangen

Hvordan man end vender og drejer det hele: Dette er, hvad pressen kalder en god historie. En sådan defineres som brud på norm og sædvane. Bliver rige fattige, de fattige rige og udbyttet retfærdigt fordelt, er det en god historie. Kører togene til tiden, er det en virkelig god historie. Står solen 外汇开户 op i vest og går ned i nord på to på hinanden følgende torsdage i uge 12 er det uden for enhver diskussion breaking news; giver Clinton og Trump hinanden hånd og smiler forelsket, er tophistorien klar. Det overraskendes brud på det forventelige eller tilvante rydder forsiden.
Et hjemligt politisk parti slår sig i årevis op på ærlighed, rene linjer og ro, lov og orden på de indre fronter. Partiet stiller store krav til andre partiers moral og borgernes lovlydighed; i forholdet mellem forseelse og straf kræves nidkært konsekvens i størrelsesforholdet 1:1. Pudsigt nok er partiet rundet af et tidligere i nyere danmarkshistorie, hvis vigtigste erklærede mission var afskaffelse af væsentlige dele af det borgerlige samfunds regler og love.
En sammenbragt flok af fortumlede hoveder på den uorganiserede del af højrefløjen præsterede under skatteadvokaten Mogens Glistrups førerskab tilsammen og hver for sig et ufatteligt og ubrugeligt roderi af demonstrativ disrespekt for indsigt og ordentlighed såvel i partiets program som i forvaltningen af valgsejren ved jordskredsvalget i 1972. I lige dele foragt for kendsgerningerne, hensynsløs tilsidesættelse af dansk statsskik og ubeskåret uimodtagelighed for alle rimelige indvendinger mod den uberegnelige, vildt egocentriske partistifter førte partiet sig frem. Stifteren var på den anden side urørlig som selve forudsætningen for partiets idé og eksistens og samtidig et omvandrende dementi af sig selv som konstruktiv og saglig relevant faktor i dansk politik. Til slut satte en domstol ham stolen for døren og puttede ham i spjældet for urent trav i skattesagerne.
På ruinerne af denne ustyrlige komedie af et politisk parti, hvis enkle mål havde været at skabe kaos i en desperat afledningsmanøvre for Glistrups skattetekniske fup og den ufrivillige selvafsløring i tv af ikke at betale skat, steg af asken som en vingeskudt papegøje Dansk Folkeparti.
En håndfuld tidligere partifolk fra Fremskridtspartiets fallitbo skabte en slags modbillede til deres eget politiske ophav. Væk var nu anarkiet, væk var skattenægteriet, der direkte truede et lovende vælgerkorps, enige om afsky for fremmede og EU, men ikke for billige cerutter og overførselsindkomster.
Ind kom som grundlag for det nye borgerlige folkeparti det småborgerlige, dannebrogsfarvede, oplysningsfornægtende, neosocialnationalromantiske dominerende element af samvirkende sentimentale kynikere med rødder dels i Glistrups populisme, dels i radikaliserede foreninger og sammenslutninger – eksempelvis Den Danske Forening stationen lige før en dansk neonationalsocialisme, men uden socialisme.
Hidtil er partiet gået fra fremgang til fremgang i meningsmålinger og ved valgene siden 1992. En ubrudt opstigen fra muddergrøft til palads hver det indtil for nylig så ud til at den nuværende formand på forholdsvis kort sigt ville kunne gøre indmarch i Skt. Jørgens Gård i partiets endelige selvbekræftelse som stuerent, statsministerfähigt, ligeberettiget med de andre store danske partier.
Så skete det der måtte ske i en forsamling som DF i den grad topstyret i dets koordinerende udvalg af få indspiste personer minus opposition.
Fem mand kører med klatten. Fem mand i stadig bekræftelse af egen fortræffelighed, uden evne og vilje til tvivl endsige selvkritik. Magten løb af med dem. En af dem mente at vandet i Belgiens hovedstad er farbart til fods.
Bom! sagde det så.
Da røgen lagde sig i det magtfulde udvalg, var de kun fire tilbage.
Og så begyndte festlighederne med formanden på slap line i forsøg på at afmontere Messerschmidt og kollega Vistisens fiflerier, hvis ikke værre, med EU-midlerne.
Det hævdes ofte at man finder den inderste kerne i personers holdninger og karakter i freudianske fortalelser. Formand Dahl har i den forstand været leveringsdygtig og generøst skaffet indblik om ikke andet så i DF´s konstituerende tankegang og mentalitet.
Et begreb som Thulesen Dahls noget nær guddommelige: ”sjusk på meget højt plan”, skal man nok søge bistand hos psykiatrisk sagkyndige for at dechifrere: Set fra hvor og af hvem, og hvilken traumatisk barndom kan have bibragt vedkommende et så forkvaklet forhold til ord som lavt, højt og sjusk?
Mere graverende og krystalklart er Th. Dahls senere forklaring: at DF ikke ville stå tilbage for andre, der (underforstået også) snyder med EU-midlerne. Hvorfor skal DF stiles ringere end andre, det sagde han(!). Unægteligt udtryk for en særegen moral, og næppe én der holder i byretten, hvis han var tiltalt for at køre uden cykellygte. Udtalelsen skal formentlig – foruden iboende korruption i formandens hoved – ses i forbindelse med den strategi, DF´s fire-bande har anlagt: retorisk at overskyde hovedårsagen til miseren til EU.
Det fik formanden allerede gjort ved at henvise til alt det EU jo støtter af besynderlige sager… Hvad er så the big deal i at MM og kammerater har ædt og rejst for andres penge, Vistisen, manden der undersøger sig selv, fik sig lidt medietræning, DF-møder i massevis blev afholdt uberettiget, osv.
Bilagene offentliggør de ikke, ingen kan (ikke umiddelbart, men vent bare) komme videre i sagen og se detaljerne.
Det er sagt til bevidstløshed: sådan lægger man ikke kortene på bordet. Så længe det ikke er sket, er DF´s fire tilbageblevne i ledelsen nogle snydepelse.
Vigtigere er Thulesen Dahls freudianske fortalelser. Eller bevidstløse afdækning af en sløj moral.
Var dét så overraskende?

Streaming Movie iBoy (2017)

Georg MetzUncategorized

iBoy (2017)

Director : Adam Randall.
Writer : Mark Denton, Jonny Stockwood.
Producer : Nate Bolotin, Emily Leo, Gail Mutrux, Oliver Roskill, Lucan Toh.
Release : January 27, 2017
Country : United Kingdom.
Production Company : NetFlix, Pretty Pictures, XYZ Films, Wigwam Films.
Language : English.
Runtime : 90 min.
Genre : Action, Crime, Science Fiction, Thriller.

Movie ‘iBoy’ was released in January 27, 2017 in genre Action. Adam Randall was directed this movie and starring by Bill Milner. This movie tell story about After an accident, Tom wakes from a coma to discover that fragments of his smart phone have been embedded in his head, and worse, that returning to normal teenage life is impossible because he has developed a strange set of super powers.

Streaming Full Movie iBoy (2017)

Do not miss to Watch movie iBoy (2017) Online for free with your family. only 2 step you can Watch or download this movie with high quality video. Come and join us! because very much movie can you watch free streaming.

Streaming Full Movie iBoy (2017)

Incoming search term :

iBoy 2017 film, movie iBoy download, live streaming movie iBoy 2017, watch iBoy 2017 film online now, streaming iBoy 2017 film, watch film iBoy 2017 now, watch full movie iBoy, film iBoy 2017, Watch iBoy 2017 Online Free Putlocker, download iBoy movie, Watch iBoy 2017 Online Megashare, Watch iBoy 2017 Online Free, Watch iBoy 2017 Online Putlocker, Streaming iBoy 2017 For Free Online, trailer movie iBoy, Watch iBoy 2017 Online Viooz, iBoy 2017 Watch Online, iBoy 2017 movie, download full film iBoy 2017, watch full iBoy 2017 film online, Watch iBoy 2017 Online Free 123movie, Watch iBoy 2017 Online 123movies, watch iBoy movie online now, Streaming iBoy 2017 Online Free Megashare, watch full iBoy film, iBoy movie download, Watch iBoy 2017 Online Free netflix, Watch iBoy 2017 Online Free megashare, Watch iBoy 2017 Online Free Viooz, film iBoy online, download iBoy 2017 movie now, iBoy movie trailer, Watch iBoy 2017 For Free online, download film iBoy now, iBoy film download, Watch iBoy 2017 Online 123movie, Watch iBoy 2017 Online Free hulu,

Hvad en tilfældig dato rummer

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

7. oktober film Life online streaming

Der har været rift om den 7.okober. I historiens løb er der sket bunker den dag:
7.oktober 1571 søslaget ved Lepanto, en spansk-katolsk krigsflåde tæver tyrken og lægger alen til den allerede veludviklede modvilje vantro kristne vantro muslimer imellem – fra hvilken side man så sagen. Dengang.
De forenede oprørere i de nordamerikanske kolonier besejrede 7. oktober 1777 englænderne i slaget ved Saratoga. Et godt grundlag for en utilregnelig præsidentkandidat der nu påkalder sig en forløjet datid og forsikrer frustrerede, uoplyste tilhængere at han og ingen anden gør America lige så stort igen. Ikke kun den volatile Mr. Trump, men utallige amerikanere i republikanernes sortiment overvurderer gerne landets historie mere end faktatjekket kan bære. General Horatio Gates vandt hin 7.oktober over sine egne 外汇交易平台 tidligere engelske landsmænd i slaget ved Stillwater, som i myten blev forlagt til Saratoga, fordi det nu engang lyder bedre end slaget ved Ferskvand. Gates forsøgte desuden at gøre sin chef George Washington rangen stridig og ikke uden grund. Washington var en middelmådige general der tabte slagene, men til gengæld aldrig at åbne munden højt og hævede stemmen. Derfor troede folk at den rige plantageejer fra Virginia med de mange slaver var dybsindig. I virkeligheden havde han dårlige tænder.
7.oktober 1810 blev Peter Faber født i København og leverede 38 år senere som borgerskabets darling i let overvægtig udgave julens største hit: Højt fra træets grønne top. Afsyngelsen én gang om året er neonationalismens første forudsætning for at være ”dansk i hjertet”, efter kirkegang og risengrød og flæsk med sovs og brune kartofler.
Københavneren Niels Bohr, hvis familie oprindeligt ikke gjorde det i jul og grisekød, fødtes i Gustmeyers Gård 7.oktober 1885 og formulerede godt en snes år senere sine afgørende iagttagelser af den nye fysik – herunder kvantemekanikken som få danskere fatter et suk af trods national stolthed over den geniale landsmand i æresbolig og elefantorden.
7.oktober 1900 ser en usympatisk unge dagens lys i München og bringer dødens mørke med sig. 40 år senere, hvis jøden Niels ikke i tide var flygtet til Amerika for at bidrage til atombomben, ville en nu ældre Heinrich med dødningehoved i kasketten uden skrupler have slået den begavede dansker ihjel. Dette forehavende lykkedes imidlertid, hvad angår millioner af andre sagesløse af uønsket herkomst, inklusive Tysklands jøder. Folk, som et af historiens dummeste svin ikke mente var tyske i blod og hjerte og i aldrig kunne blive det, måtte undgælde. Kun de der havde midler og held til at flygte fra nazisterne, klarede sig – de færreste bedre end andre.
Disse flygtendes skæbne, samt andre i verdenskrigens slipstrøm, medførte at det internationale samfund efter rigelige erfaringer om folkedrab og fordrivelse i storskala vedtog fælles regler, konventioner, som historieløse politikere med rod i hoved og moral en historisk bagatel af 70 år efter nu vil til livs. Konventionernes overholdelse er millioner af nye flygtninges spinkle chance og håb. Derfor skal konventionerne også suspenderes, da de jo nu har praktisk betydning og koster noget. Nærområderne, vor tids svar på andres livsfare, må tage slæbet, fordi de er nærområde og selv er ude om det.. Forstå det nu.
Sådan er der så meget, når en Støjberg, en Henriksen, en Løkke og alt for mange socialdemokrater ser splinten i den nødstedtes øje, men ikke grænsebommen i eget.
Og nu tilbage til den 7. Oktober.
DDR-staten stiftes den dag i 1949 og holder 40 år. Da lukker og slukker et kys på munden mand og mand imellem den kiksede arbejder- og bondestat.
7.oktober 1950 invaderede Kina Tibet, hvilket 62 år senere foranlediger nogen i det danske regeringssystem at politiet roder sig ud i grundlovsstridig gylle.
7.oktober 1952 opfandt Norman Woodland stregkoden. Det effektive overvågningssamfund nærmer sig.
Dét har ikke umiddelbart noget at gøre med at der samme dag i Sovjetunionen fødtes et let langnæset, ikke ubegavet drengebarn, et senere bøllefrø der drev rundt i fødebyen Leningrads litterære passager og forulempede fredelige borgere. Dreng bliver mand, Vladimir tager sig i nakken og studerer jura, eftersom han ikke uden fin eksamen kan få plads i den eftertragtede hemmelige tjeneste KGB.
60 år senere er Vladimir kendt af hvert et barn i hjemlandet, og hele den øvrige verden ved hvem han er. 7.oktober 2016 smider Vladimir fortsat bomber i hovedet på folk i Syrien. Ambitioner kan føre vidt.
7. oktober 1957 får det tyvende århundredes teknologibetagelse et knæk, da en reaktor i Windscale atomkraftværket i England brænder. Radioaktivt nedfald spreder sig og kan have gensplejset tilstrækkeligt mange ældre englændere til den uregelmæssighed og idioti i mentaliteten der 59 år efter får dem til at sætte kryds ved brexit.
7.oktober i 1959 driller Sovjetunionen amerikanerne, da russerne efter sputnik triumfen bryder endnu et hul i kosmos og fotograferer den hidtil ukendte bagside af månen. Den har nemlig en sådan. Som så meget andet.
Eksempelvis når fædrelandskærlige med splitflag i nakken er ivrige efter at sætte skel mellem dem og os, en øvelse igen af højeste mode.
Den 7.oktober 1938, apropos Heinrich i de sorte støvler og runde briller, skal jødiske borgeres pas nu påstemples et rødt J. J for Jude forstadiet til jødestjernen efter Nürnberglovene der udskiller jøder fra folk uden J og rene i hjertet tyske, så tyske. Dette er kun midlertidigt, så berøves de stemplede passet, så ved man jo hvem der er hvem, og i hvis hjerte det tyske slet ikke skal have plads og de kan udskilles af folkelegemet. De hidtil kun tåltes ophold gøres utåleligt. Sådan gør man sådan, madam Støjberg.
Man kan lære meget af den 7.oktober.
Hvis man vil.

Et par ord til de rene i danske hjerter

Georg MetzUncategorized1 Comment

Historiens forsnævringer

Anders Fogh Rasmussen ville i et interview om sin nye bog til det amerikanske foredragsmarked ikke røbe, hvem han foretrækker som USA’s næste præsident: ”Debatten om amerikansk lederskab skal ikke domineres af, om jeg anbefaler den ene eller den anden. For mig er det ikke afgørende om det er en republikaner eller en demokrat, der sidder i Det Hvide Hus”.
Såfremt den tidligere generalsekretær havde haft flere tilbagevirkende kræfter, ville han dog klart have foretrukket republikanerne John McCain, Sarah Palin, Mitt Romney og Paul Ryan frem for demokraterne Barack Obama og Joe Biden. Demokraten Obama har ifølge den forhenværende Rasmussen anlagt en katastrofalt naiv og politisk korrekt kurs i express vpn Syrien. I modsætning til forgængeren, Foghs særlige ven George W.´s og Foghs egen anderledes kontante håndtering af Irak, hvor den tilbageskuende Fogh kommenterer tragediens oprindelige afvendelighed med den kreative konstatering: at alle jo var overbevist om at Saddam havde masseødelæggelsesvåben.
Ganske vist mente FN´s våbeninspektører noget andet, det tilkendegav ambassadør Blix i umisforståelige vendinger. Og ganske vist foreligger glasklart vidnesbyrd om USA´s og Englands regeringers vildledning af offentligheden. Og ganske vist konkluderede den britiske parlamentsundersøgelse at der hviler et tungt og uafviseligt ansvar for den ringe forberedte og ulovlige krig og dens frygtelige følger på daværende premierminister Blair, hvis kurs Fogh i Irak fulgte parallelt.
I den forbindelse udtrykker Rasmussen tilfredshed med at Irak-kommissionen her til lands blev nedlagt af V-regeringen; alt var jo klarlagt, som regeringen sagde, hvilket ikke helt er i overensstemmelse med den sag, regeringen og Fogh altså ikke ønsker yderligere opklaret. Kommissionen ville også blive alt for dyr, anfører Fogh. I Jyllands-Posten tilføjer han at det jo også ville tage år, før en sådan Irak-kommission afslutter arbejdet. ”I 2020 ville man så kunne læse om, hvad vi foretog os i 2003. Altså det giver ingen mening efter min mening”. Der ikke er noget at komme efter.
Meningsfuld historie er i denne optik, hvad en tidligere topansvarlig ikke finder mening i at undersøge, navnlig når det meningsfulde rækker for langt tilbage i tiden, hvorfra en udredning ellers ville give god mening.
Heri ligger nøglen til forståelse af endnu en mening Fogh Rasmussen så rundhåndet har leveret, nemlig om besættelsestidshistorien og den danske overlevelses- og forhandlingspolitik over for tyskerne. Disse forhold ligger unægtelig længere tilbage end 15 år, hvor Fogh Rasmussens karske mening er den enkle, at besættelsens historie kun har mening, hvis folk dengang havde gjort, som statsminister Rasmussen 60 år senere mente, de skulle. Uden i øvrigt at tage overdrevent hensyn til datidens betingelser og historikere af en anden mening end de tilbageskuende stålsatte født i betryggende afstand af Hitler.
En bastant postfaktuel opfattelse af fortidens forudsætninger er under udvikling i fædrelandet. Dansk Folkepartis Martin Henriksen har også en mening som han et døgns tid delte med kulturministeren, før denne fik en anden mening, da den første mening jo var meningsløs.
Dansk er man ikke, mente Henriksen – og den midlertidige Haarder – blot fordi man er født i Danmark, taler dansk, har dansk uddannelse, danske venner, dansk arbejde, er gift dansk og har danske børn, der går i dansk skole, taler dansk, har danske venner, etc. Dansk er man ifølge Henriksen først, når man er ”dansk i hjertet”.
Hvordan afslørede Henriksen ikke i sit anfald af stramtandede forestillinger om skikke, højtider, værdier, som Henriksen gået på klingen mestendels lod forstå er det ofte fremhævede juletræ, frikadellerne, stegt flæsk, ligestilling mellem to af kønnene, skingrende begejstring når Danmark scorer i fodbold, badning uden tøj og tørklæde og rigelig indtagelse af øl, når man er ung.
Disse kriterier for danskhed i hjertet udelukker ikke så få, også i skribentens danske familie og omgangskreds inklusive skribenten selv. Som idrætsignorant og boldblind føler man sig af og til som fremmede blandt galninge uden hjerte og jubel for støjende fodbold, ligervis hvad angår pyntede grantræer indendørs samt en række andre umistelige forudsætninger for den Henriksen´ske danskhed.
Når Martin Henriksen krænger sit vennesæle ydre ud og viser sit sparsomme men uimodståelige udvalg af muntre miner, transformeres hjertets følelser fra oprigtig bekymring over arternes udvikling til den pure fædrelandskærlighed. Tænke sig, at ét land og så så lille kan rumme så megen visdom og charme i én organisme og så så længe.
Historien om den nationale mentalitet møder hos Fogh Rasmussen og DF-ordføreren udfordringer. Havde man for et halvt århundrede siden forlangt at drenge og piger gik sammen i bad uden nævneværdige tekstiler på kroppen, levede op til det gennemsnitlige nationale alkoholforbrug og drak sig i hegnet i Prag, samt opmuntret styg tale om flygtninge og fremmede, var kirke- og skolefolk og et kor af dydens vogtere til højre og venstre brudt ud i klagesange og havde krævet dem der drev ungdommen i fordærv fradømt embede og ære.
Hvis en aflagt politiker ydermere havde forsikret at han ikke offentligt ville pege på den ene amerikanske præsidentkandidat frem for den anden, var mere end den halve nation faldet død om af grin.
Hvis en dansk justitsminister Pind dengang og i øvrigt i et civiliseret samfund, som altså ikke er det danske, på forhånd , inden retten var trådt sammen, havde blandet sig i en kriminalsag og erklæret sagen klar og de tiltalte skyldige i terror, ville vedkommende justitsminister Pind være forhenværende, før dagen var omme.

Men det er en anden historie om truede danske værdier, når truslen er alvor.

Streaming Full Movie Split (2016) English Full Episodes Watch Online

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Split (2016) Full Movie Online Watch Free , English Subtitles Full HD, Free Movies Streaming , Free Latest Films.


Quality : HD
Title : Split.
Director : M. Night Shyamalan
Release : November 15, 2016
Language : en.
Runtime : 117 min
Genre : Horror, Thriller.

Synopsis :
‘Split’ is a movie genre Horror, Thriller, was released in November 15, 2016. M. Night Shyamalan was directed this movie and starring by James McAvoy. This movie tell story about Though Kevin has evidenced 23 personalities to his trusted psychiatrist, Dr. Fletcher, there remains one still submerged who is set to materialize and dominate all the others. Compelled to abduct three teenage girls led by the willful, observant Casey, Kevin reaches a war for survival among all of those contained within him — as well as everyone around him — as the walls between his compartments shatter apart.

Watch Full Movie Split (2016)

So..do not miss to Watch Split Online for free with your family. only 2 step you can Watch or download this movie with high quality video. Come and join us! because very much movie can you watch free streaming.

HD Quality for the movie Download Split to watch online for free you have to get the TV screen for a bit or you want to watch Split the movie in theater or to enjoy the full movie at your home either way if you have visited this page then that means you wanted to watch Split online for free and here we have the best web portal to watch movies online without any registration or anything needed. Also without any ad all you need to do is just pay us for the subscription that you want to have to watch the full movie Split and we will give you the link to watch Split movie.

Incoming search term :

Split English Full Episodes
Split English Episode
Split Episodes Online
Watch Split Online Viooz
Split Free Online
Split Free Download
Split Full Episode
Watch Split Online Free Viooz
Split For Free online
Split English Full Episodes Free Download
Split English Episodes
Split English Full Episode Online
Split Free Online
Watch Split Online Megashare
Split HD Full Episodes Online
Split Full Episodes Watch Online
Split English Full Episodes Online Free Download
Split Watch Online
Split Online Free Megashare
Watch Split Online Putlocker
Watch Stream Online Split
Split English Full Episodes Watch Online
Split HD English Full Episodes Download
Watch Split 123movies
Split Full Episodes Online
Split Episodes Online
Watch Split Online Viooz
Watch Split Online Putlocker
Split Episodes Watch Online
Split English Full Episodes Download

Omkring et par borgerliges bekendelser før et muligt valg

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Rå kendsgerninger

”At være borgerlig er til enhver tid at foretrække rå kendsgerninger frem for vidtløftige fremtidsdrømme.” Citatet stammer fra selverklæret borgerlig meningsdanner Kathrine Lilleør i en nylig klumme, en i øvrigt henført hyldest til den Berlinger der også lægger spalte til meningsdanneren. Citerede udsagn sløres noget af Søren Kierkegaard der ubegribeligt blandes ind i de rå kendsgerninger, og som i Lilleørs enkle tolkning af filosoffens virkelighedsbegreb, uklart som formuleret, påstår at virkeligheden er mødet mellem mulighed og nødvendighed, det gælder bare om at finde den rette balance.
Som kontanthjælpsmodtageren der står over for de rå kendsgerninger fra 1. oktober og utvivlsomt indser nødvendigheden af nye sko til børnene, sund mad og betaling af huslejen, men uden andre muligheder mister balancen. At Kirkegaard levede af sin fars formue, indtil den mulighed var udtømt og stridsmanden døde, men af andre årsager, overser belejligt den, der markedsfører godtkøb.
Fæstner man ellers lid til den borgerlige Lilleørs borgerlige forspring af indsigt i rå kendsgerninger frem for vidtløftige fremtidsdrømme, bliver påstanden spøgefuld, når den som her fremsættes af en folkekirkelig præst der søndag efter søndag stiller sin menighed et liv efter døden i udsigt. Veksler uden underskrift, som PH mente, hvilket gejstligheden ikke gerne tilgav ham. I et tautologisk skoleridt er det ganske givet muligt at hævde ovenstående indsigelses urimelighed og bevise at universets mørkeste egne, hvorfra (ifølge Hawking næsten) intet undslipper, i virkeligheden er hullerne i Skaberens store Emmentaler.
Bortset fra det er Kathrine Lilleørs til lejligheden meningsdannende indlæg politisk interessant, nu hvor partierne og deres folk i debatmiljøet så småt lægger an til den valgkamp, de fleste regner med kommer. Kollega Ole Thisted røbede ganske vist engang at han konsekvent, når snakken på Borgen kom i omløb: valg eller ej – skal vi vædde! – stædigt holdt på at det blev der ikke. På den måde vandt han trods alt flest gange, som han sagde.
Men denne gang, denne gang peger oddsene mod opløsning af et herskende, uregerlige flertal.
For nu at dvæle ved Lilleørs tankegang i den regeringsvenlige klumme, må Samuelsen i træet – mere end de røde og radikale – være den der drømmer vidtløftige fremtidsdrømmer og ikke respekterer den enkle rå kendsgerning, at Lars Løkke –¬ ”den lille svindler” – og hans blåsorte regime står for fald. Dansk parlamentarisme vil her lægge alen til historieskrivningen, såfremt formand Samuelsen ikke i sidste øjeblik bliver hentet ned af sin bagmand og håndfaste mæcen, der forleden drak kaffe med Løkke. Det bliver Samuelsen nok næppe, LA står for tiden til fremgang.
Det diminutive konservative parti vil imidlertid gerne være med i kapløbet om de vidtløftiges førsteplads. Såfremt Naser Khader nemlig får sin vilje og fremover personligt skal kunne afhøre folk der søger statsborgerskab, må LA i skarp konkurrence med Martin Henriksen og Inger Støjberg vige pladsen som ordentlighedens bundskraber.
Sindelagskontrol a la Khaders lyse idé hænger historisk sammen med den ulyksalighed at Grundtvig i sin tid overtalte den grundlovgivende forsamling til at lade Folketinget sagsbehandle andragender om den hellige almindelige indfødsret. En brøler i dansk forfatningsjura.
Tankevækkende at Khader næppe var blevet dansker hvis han på sine egne aktuelt foreslåede vilkår, dengang han selv opnåede statsborgerskab, havde fortalt en kontrollør at indvandrere bør underkastes sindelagskontrol udøvet af enevældige, forvaltningsmæssigt set ufaglærte, folketingspolitikere på baggrund af luner og mavefornemmelse. Det er meget udansk, somansir.
Men måske Khader frygter ikke at lyde kernedansk nok. Han stammer jo fra et land, for hvis flygtende vi nødigt åbner perleporten.
Det er set før at indvandreren bliver plus que, som de siger på fransk og ikke kan få hektiske følelser nok for det nye fædreland. Nytilkomne i Amerika er ofte mere stjernestribede end stamamerikanere. Skribenten havde i forgangen generation udvandrede familiemedlemmer i Texas der stod ret bare de så en flaske amerikansk olie. I indvandringshistorien om de danske jøder blev nogle så inderligt nationale – bortset fra frikadeller, flæskesteg, kalot indendørs, kvinder skilt fra mænd under gudstjeneste, omskæring af smådrenge, alternative helligdage samt nul Jesus, kristendom og juletræ – og udviklede sig i den grad fædrelandssentimentalt flagsvingende, at Pia Kjærsgaard ligner noget globaliseret. Den heftigste nationalisme efter 1864 kunne de mere radikalt sindede, delvis inspireret af den kosmopolitiske – og nationale –Brandes, ikke holde ud og anlagde en afdæmpet skepsis over for det fædrelandsflommede.
Naser Khader bør lytte til denne gardinprædiken fra en oprindeligt venligtsindet: Hvad der engang var berigende ved denne omsiggribende politikers tolkninger af det danske vs. Islam, indvandrere vs. pligter, etc. er ved at udvikle sig monstrøst. Som om Khader har betrådt den lige vej ud i neonational fanatisme i næsten diktatorisk dyrkelse af demokratiet, demokratismen, som Søren Krarup i anderledes harsk ærinde har døbt fænomenet. I den forstand får Khader et uafvidende anstrøg af det dansk litterære – næsten som Henrik Pontoppidans klassiske meget danske antihelte, for hvem rettroende selvgodhed udvikler sig til det kritisabelt enøjede og det stejlt konfrontatorisk intolerante i en oprindelig god sags tjeneste under stadige cirkelspark mod en åben dør. Det var sådanne typer selvhenført monopoliserende fædrelandsfølelsen i overgangsperioden o. 1900, som Pontoppidan lejlighedsvis skabte og beskrev. En kronisk dansk kvababbelse som landet trækkes med: vidtløftigheden. Næppe den pastor Lilleør hentyder til, skønt Anders i træet bestemt er af samme stamme(!).

Mens en verdenspræsident krydser sit spor

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Den ukorrekte Jante

Hele klodens forenede formand ind til dette efterår er nu parat til at tage opgøret. Ikke med den politiske korrekthed, men med dem der taler imod den og reflektorisk fyrer udtrykket af, når der er noget de ikke bryder sig om.
Generalforsamlingspræsident Lykketoft funderede forleden over udtrykket med en konkluderende bemærkning hvis indhold her kan resumeres: det er da bedre at være politisk korrekt end det modsatte.
Det modsatte af korrekt må jo være ukorrekt. Enten fordi folk der afskyr politisk korrekthed ikke lægger vægt på at opføre sig ordentligt, eller fordi politisk korrekthed i den optik netop ikke er korrekt, men ukorrekt. Derfor må den ukorrekte forsøge i ét og alt at være ukorrekt for at fremstå korrekt blandt de politisk ukorrekte, der ligervis må opfatte den rette politiske korrekthed i det politisk ukorrekte.
Skribenten kan efter egen beskeden erfaring betro Lykketoft at hans forsøg på at klargøre paradokserne i den luftige debat om politisk korrekthed og det modsatte, som de politisk ukorrekte sjovt nok sjældent direkte abonnerer åbent på, er en kamp mod vindmøller. Nemmere er det ikke blevet, efter at en måske kommende amerikansk præsident – om alle ulykker er ude (tilgiv korrektheden) – ganske som de hjemlige politisk ukorrekte har gjort politisk korrekthed ukorrekt og nu opfattes stadig mere korrekt af de politisk ukorrekte.
Selv er den snart hjemfarne Lykketoft mere end mange andre landsmænd offer for den ende af den vanlige danske politiske korrekthed, der ofte iagttages i forbindelse med Jante-loven. Ikke mindst Ekstra Bladet har i Lykketofts tilfælde rendyrket holdningen: Han skal ikke bilde sig noget ind, tilhvertilfælde ikke om han skal!
Store Mogens åbner som bekendt ofte munden for at sige noget bistert til midten af skiven. Det bliver folk tit sure over, især når de føler sig truffet. Længe før Janteloven blev til, men paragrafferne var fuldt funktionsduelige, hvad de sikkert har været siden yngre jernalder, kunne mentaliteten få en H.C. Andersen på returbillet fra syden inderligt at længes – ikke hjem til Danmark men tilbage til Italien, varmen og frisindet.
Ellers er Janteloven, for den der måske sov i timen, oprindeligt formuleret af Axel Sandemose i dennes frit fabulerende erindringer: En flygtning krydser sit spor (1933) om opvæksten i det provinsielle Jante (Nykøbing Mors), hvor forfatteren fik sine sår for livet, og hvor følgende konstateringer definerede det almene miljø. I hvert fald i Danmark:

Du skal ikke tro at du er noget.
Du skal ikke tro du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
Du skal ikke tro du ved mere end os.
Du skal ikke tro du er mere end os.
Osv.
I alt 10 bud.
En i Schweiz bosat hovedrig pengemand der oprindeligt finansierede stiftelsen og driften af Liberal Alliance – til dato det mest usympatiske nyere folketingsrepræsenterede danske politiske parti – refererede i radioen harmdirrende til Janteloven, når nu flertallet ikke umiddelbart, selv ikke Venstre, mener at mangemillionærer skal have så mange flere skattegevinster, som LA forlanger. Jantelov! vrissede rigmanden uden påfaldende præcision i pointen.
I foreliggende fald, kære schweizisk bosatte rigmand der næppe lider under danske skatteprocenter, drejer det sig om at et flertal af Jantes politikere trods alt mener at man bør betale til fællesskabet nogenlunde efter evne. I princippet under et retfærdigt, effektivt system til opretholdelse af civilisationen.
I sig selv en illusion med det ruinerede Skat efter først Anders Fogh Rasmussens ideologiske sabotage af Skatteministeriet og den kreative bogføring, siden Kristian Jensens årelange hærgen af væsenet – oprindeligt frygtet, hadet¬ men også effektivt og respekteret. Dengang.
Alligevel fungerer det jo til husbehov, lønmodtageres snyderi er i det mindste betydeligt vanskeliggjort og næppe nævneværdigt.
Vor rigmand i Schweiz kan ikke have læst sin Sandemose; kender formentlig Janteloven fra andre halvdannede der også misbruger begrebet og lader eksempelvis Jante være lige med den politiske holdning der mener at stærke skuldre bærer bedre end svage, samt at rigdom ved indsats i erhvervslivet express vpn realistisk skabes i robuste stater med højt skatteniveau og deraf veludviklede offentlige institutioner og tjenester. Hvad var Mærsk uden det danske skolevæsen og CBS – og sundhedssektoren, hvis shippingfolkene bliver ramt af alvorlig søsyge! Hvad var rigmanden i Schweiz?
Den kvartdannede mand bør dog glæde sig over at Danmarks fattige: flygtninge, langtidsarbejdsløse, pengesvage gamle og studerende igen får én på lampen til fordel for skattelettelser, og at den nationale benovelse over dem der forstår at skrabe til sig, trives fint i fædrelandet. Selv hvis Anders Samuelsen tvunget af virkeligheden må blive oppe i sit træ, behøver danske mangemillionærer ikke søge asyl i Schweiz. Flere har erklæret at det kunne de heller ikke drømme om, og at Samuelsen kan stikke sine 5 procent skråt op i Joachim B. Olsens.
Rige folk, om så regeringen falder og S kommer til fadet på baggrund af endnu et umuligt folketingsflertal, kan trygt trives videre i et land hvor det fortsat kan betale sig at tjene styrtende med penge.
Gud ved om Schweiz i øvrigt har en jantelov. Eller om dette folkeafstemningshærgede, kommengnaskende folk af påholdende by- og bjergbønder der lever af lurvede bankhemmeligheder, kukure og lyssky transaktioner er glade og fornøjede ved folk der tror de er noget og ved mere end schweizerne selv.
Rigmanden dernede skal passe på at han ikke bliver opfattet som politisk korrekt, når han ikke vil betale skat. Det er ikke noget man taler så højt om i Graubünden og omegn.

Justitsminister Pind atter sit eget gamle jeg

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Straf på straf watch full Ghost in the Shell film online

Her gik man lige og var så glad over at landet trods hyppige pubertære udfald alligevel har en forstandig justitsminister. En modig mand der siger fra over for farlig retorik.
En sådan klog justitsminister, den slags kan man ikke få nok af, advarede for lidt over en uge siden mod stadig mere hadefuld tale fra højre, hvor en og anden letfængelig sjæl blot venter på et skub i den forkerte retning. Men pas nu på, sagde Pind og fik lige med det samme et par på frakken af regeringens parlamentariske grundlag. Dét følte sig truffet.
Men justitsministeren, der måske er ved at forberede en fremtid som dansk statsmand, havde talt, og DF-næstformand Espersen kunne få et bøjet søm at trutte i.
Og så var det for resten heller ikke mere heroisk, snarer en ansvarlig ministers pligt.
Men alligevel og hatten af for dét.
Så gik der et par dage, og den gamle Pind var tilbage med VKLADFS´ monotone svar på problemer i nærkontakt med straffeloven: mere straf og mere straf og mere straf igen, og én gang til. Ministeren, der har læst til jura, som det vittigt er sagt om dem der ikke fatter fagets sjæl, må enten have snorket ualmindelig dybt i de timer i studietiden, hvor kyndige kriminologer fortalte en yngre Pind om forbrydelse, skyld og straf og straffens tvivlsomme virkning. Hårde straffe på en lang række områder – faktisk de fleste og især den kriminalitet hvor social baggrund og miljø er afsæt i strafpålagte kriminelle handlinger såsom brugstyveri og vold og den slags – har ingen, siger og skriver ingen ønsket gunstig virkning, formentlig det modsatte.
Voldsmanden der slår på tæven tænker sig næppe en ekstra gang om efter vedtagelsen af en ny lov om strafskærpelser, inden han og medvoldsmanden maltrakterer sit offer. Kun i den bedste af alle verdener hvor fornuften går over optugtelsen, betror voldsmand 1 sig til voldsmand 2: Nu må vi hellere stoppe, kære voldsmand 2 og tænke os godt om, inden vi i fællesskab sparker den person, der nu ligger på fortovet. Du, kære voldsmand 2 går over på den anden side af gaden og vender ryggen til. Som du ved, har justitsministeren netop revideret loven om gruppevold. Man kommer nu i fængsel ikke i 6 år men i 9, for det vi oprindeligt havde planer om i fællesskab at gøre. Altså sparker jeg alene vort nedlagte offer, således, forstår du nok, at vi holder os inden for strafferammen for én og samme voldsmand. Så er det til gengæld din tur næste gang, når vi to gamle drenge er på kollisionskurs med de nye straffebestemmelser. [Regi: Voldsmand 2 går over på den anden side af gaden og vender ryggen til. Voldsmand 1 sparker] De fleste voldelige overgreb er som bekendt affektrelateret ægtefællevold, hvor overvejelserne er mere spirituspåvirkede end overvejede; eller det er vold mellem allerede voldelige parter, bander og lign.
Det er slemt nok, og forhold samfundet indiskutabelt skal gribe ind overfor.
Men at skærpe straffen udgrænser de i forvejen udgrænsede, hvis chancer for at komme ind i fællesskabsfolden og leve en lykkelig tilværelse med Tesla og teroser forringes for hver stigmatiserende sanktion.
På den ene side bør man ikke fratage folk retten til at være skyldig, den ret det borgerlige tågehorn Henrik Stangerup i en kikset roman i sin tid hævdede at velfærdssamfundet fratog borgerne. På den anden side behøver man heller ikke gøre lige præcis det allermest dokumenterbart tåbelige for at fastholde de kriminelle, de skyldige i at være det så længe som muligt og med tilsølet straffeattest livsdagen langt.
Det er imidlertid aldrig den slags overvejelser der er i populistisk fokus, men retsbevidstheden.
Hvornår hørte man sidst en dansk retspolitiker i kvalificeret debat om dén?
Nu hiver Pind igen retsbevidstheden frem. Et ungt par blev udsat for unævnelige handlinger, forfærdende når det sker. Yderligere når politikerne bruger begivenheden til at tale retsbevidstheden op og erklære den krænket, angiveligt fordi straffen for den netop udførte misgerning rigeligt omtalt i medierne ikke findes streng nok. Herefter skærpes straffen for lige netop den forbrydelse, og det samlede åremål af straf får igen et nøk opefter. Søren Pind tager sædvanen tro i moderigtig retspolitisk stil ikke stilling til retsbevidsthedsbegrebets valør, men stanger det ud som et absolut. Men med sikkerhed er retsbevidstheden om ikke andet en skuffende relativ størrelse. For nu at gentage til bevidstløshed: der er informeret retsbevidsthed og uinformeret retsbevidsthed. Nogle gange en blandet landhandel, men nogenlunde deromkring.
Ikke politikere, men folk med indsigt i konkrete retsforhold, med erfaring i kriminalitet og med forbrydere bekender sig gerne til en anden retsbevidsthed end folk uden indsigt i kriminalitet og/eller konkrete sager – og altså retspolitikere med en dagsorden.
Domsmænd og nævninge ansigt til ansigt med tiltalte bedømmer sager mildere end den uinformerede retsbevidstheds talerør der til gengæld kræver straf der kan mærkes. Den uinformerede retsbevidsthed har ikke som mål at resocialisere forbryderen eller fjerne årsager til kriminalitet på længere sigt, men lægger vægt på hævn, tilfredsstillelse af ofrene, der tit ikke er nær så blodtørstige, samt på afskrækkelse, en side af sanktionernes virkning der i affektforbrydelser så at sige ikke er målelig. Det målelige er unægtelig at forbryderen, så længe han er i spjældet, sættes uden for kredsløbet. Dette sidste sikrer man 100 procent ved dødsstraf. Hvornår kommer mon det uinformerede ultimative forslag om den ultimative sanktion mod typer som voldsmand 1 og 2?
Når den dag oprinder, har landet måske fortsat en justitsminister, måske en statsminister Pind der må træde i moden karakter og kalde sin parlamentariske støtte – hvem det så bliver når DF engang er historie – til orden.

Og Socialdemokratiet tager sig en slapper på forventet efterbevilling

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Højre vs højre watch The Bye Bye Man 2017 movie online nowRaw 2017 live streaming film online

Justitsminister Pinds uventede men velkomne afstandtagen fra den omsiggribende aggressive højrefløjsretorik vakte i dagene efter lige så megen opsigt som folketingsformand Kjærsgaards advarsler om et splittet Danmark ugen før. Den side af sagen blev i Berlingeren ellers tiljublet af Dansk Folkepartis chefideolog emeritus Søren Krarup og udlagt som et folk delt i to: de højrøvede [sic] og magtfulde i medier og politisk korrekthed [sic]og de menige, almindelige danskere der ikke tæller med [sic]. Til sidste kategori må det antages at Pia Kjærsgaard hører – i hvert fald i Krarups optik. Denne uærbødige påstand ringeagter unægteligt Folketingets formands betydning, samt reducerer det parti, der således ifølge den Kraup´ske formel består af og repræsenterer dem der ikke tæller med.
At demagogien trives i en stadig mere postfaktuel verden understreges af denne nærmest Trump´ske jongleren med kendsgerningerne, hvor selvmodsigelsens princip har liturgisk format.
Pia Kjærsgaard blev takket være det meget omtalte tre siders præsenterbakkeinterview i Berlingeren af egen fløj hyldet for sin optræden a la hudløs sandsigerske, og som den der besad mod og indsigt til at advare mod farlig, truende national splid. Den hun for resten selv har plantet og gødet og nu høster så rigeligt i landets næsthøjeste embede tildelt partistiftersken ved beklagelige omstændigheder.
Her overfor stod Søren Pind. Ministerens forstandige indlæg i debatten med det høje embedes vægt bag ordene antyder en ny ansvarlighed i det gamle liberale parti, der siden Hartlings dage – for så vidt også før – har været opdelt i mentaliteten fra hhv. højskole og handelshøjskole, Bussiness School. Sidstnævnte kategori har hånd i hånd med et særbehandlet bjergsomt landbrug, i årevis domineret partiet. Her har man ikke skelet ihærdigt til det gamle frihedspartis oprindelige idealer, men ladet afkast og magtdividende regere. Venstres synlige selvbeherskelse over for miljøhensyn og kørsel med grønthøster over kulturbudgetterne fastholder dette umusikalske indtryk af Venstre, som vi kender det.
Ikke desto mindre synes den yngre Pind så småt at ville lempe skeen over i anden hånd. Akkompagneret dertil af et af partiets virkelige koryfæer, tidligere minister Britta Schall Holberg der altid har været kvinde for at slå en bagvendt øretæve, når hun synes noget blev for broget.
Det syntes hun så på skrift ligeledes i Berlingeren, hvad angår folketingsformandens ovennævnte optræden i avisen. Godsejeren til Hagenskov undlod ikke at sætte Pia Kjærsgaards navn, meninger og adfærd i velargumenteret nærkontakt med begrebet hykleri.
På én og samme uge markerede således to centrale profiler at der også findes et andet Venstre end det aktuelt pantsatte, halvt skævvredne og tvivlsomme foretagende i hænderne på You know who og blandt de andre kontante typer: en finansminister der ifølge eget udsagn nyder udstrakt værdifællesskab med Kjærsgaards flok.
Pind og Holberg har hver for sig på hver deres måde, i hver deres boldgade, men og tilsammen bidraget til et nyt mål af klarsyn på Venstres og det borgerlige Danmarks vegne. I Pinds udtalelser ligger en (måske let overfortolket men man har lov at være optimist) klar erkendelse af at den nuværende højrepolitiske retorik og splittelsesdemagogis spiral fører ned mod stadig mere harske udfald og stigmatisering af de andre i dem og os i udtalt trussel fra militante. Denne tankeløse kurs gavner kun yderlighederne i det borgerlige segment med hede ambitioner om dommedagsprofetiernes indfrielse.
Eftersom Dansk Folkeparti nu trues af de endnu mere uforsonlige, endnu mere islamofobiske, endnu mere harske i krav om opsigelse af anstændighed, aftaler og konventioner om (andre) menneskers værdighed og ret, vil DF´erne fra nu til næste valg og ud over dette yderligere skærpe tonefald, fordringer og pres.
Søren Espersen – med fortid på den yderste nationalistiske front i foreningslivet derude hvorfra kragerne ikke vender tilbage – var fremme med riven mod justitsministeren, åbenbart ramt i solar plexus eller hvor den krænkede stolthed sidder i folkepartinæstformanden. Men at Søren Pind havde ramt plet, var der ingen tvivl om, reaktionen var umiskendelig såret, sanseløs vrede.
Kampen om retten til at definere splittelse eller ej i det danske samfund kommer altså tilsyneladende til at stå mellem højre og højre i dansk politik. På den ene side det borgerlige frisind, omtanke og ønske om fred, på den anden side den borgerlige uforsonlighed, det blinde instinkt og militante beredskab.
At socialdemokraterne, der længe i lange stræk har tangeret blå fløj skulle sige fra, blande sig og yde et bud på noget som helst der ligger uden for æg, mel, gryn og straf, må desværre henføres under rubrikken naive forventninger. Fra den kant kommer – bortset fra forsvaret for SU – åbenbart intet opbyggeligt for tiden. Hvor mange af deres ellers så trofaste vælgere, de der er tilbage, vil de ydermere gøre hjemløse? Det er spørgsmålet som socialdemokraterne internt bør forsøge at forholde sig til. Som Hans Engell forleden konstaterede i Ekstra Bladet, skulle man tro at de socialdemokratiske politikere, hvoraf flere er politisk begavede og har idéer, for alt i verden ikke vil i regering og have ministerposter. Partiets ledende kadrer leverer kun overbud i evindelige stramninger af rets- og flygtningepolitikken og holder i øvrigt biksen lukket for kunder udefra.
Det burde ikke være uoverkommeligt for Krag, Anker, Auken, Lyttetoft og Nyrups gamle parti at mobilisere et modsvar til højrefløjen og ikke overlade scenen til en venstrejustitsminister der ikke ligefrem før har udmærket sig i rollen som tolerancens og frisindets vogter.

Den kristne højreelites konfliktoptrapninger

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Undergangsprofetier en gros

Mens livsfarlige tosser lige fra IS med deres jomfruer i paradis til ensomme ulve a la forstyrret nordmand i korsets tegn myrder løs, konsolideres her i landet en egen vredladen religiøs nationalisme.
Medlemmer af noget der ligner en bevægelse udfolder sig i stadig prægning af intolerance og uforsonlighed, hvæsser deres PC´er og taler konflikterne op. Et dystert verdensbillede af synd og fortabelse lægger alen til undergangsprofetierne. Radio24syv stiller i denne sommer mikrofonstativ til rådighed for teologen Iben Tranholm katolicismens svar på Sørine Godtfredsen ¬(dog uden hendes charme). I et interview, hvor den interviewede, hvis navn fortaber sig, gav intervieweren – sjovt nok Iben Tranholm – så evig ret, erklærede Iben Tranholm at vi den kristne verden allerede er i krig med islam.
I betragtning af hvad vi og verden og truslen fra Trump trækkes med, er dette ikke så lidt at stille i udsigt. Formentlig hverken den ene religions tilhængere, de kristne eller den anden, muslimerne er til sinds at opgive deres respektive opfattelse af guds beskaffenhed, ikke uden først at være udryddet til sidste mand, kvinde og barn. Som trøst midt i dommedagsvisionen kan jøderne for en gangs skyld slappe af, mens de to hovedreligioner med kristendommen i front altså ifølge den krigeriske Tranholm gør klar til det store opgør.
Hvem konkret der i øvrigt befinder sig i skyttegravene, er det store spørgsmål. Ifølge sagkyndige ønsker mindst 99 procent af alle muslimske mennesker i verden at leve i fred med andre. Et lignende antal kristne kan man sagtens forstille sig. Såfremt denne betragtning er naiv, foretrækker denne skribent naiviteten frem for et niende korstog.
Men krig skal der altså være. Så krig skal der nok også komme. Ifald tilstrækkeligt mange i den nationalistisk-religiøse elite opfører sig lige så åndssvagt og sætter en række fikse idéer om livet, døden og det hinsides højere end menneskelig velfærd og fred på jorden, kan det godt gå galt.
Nu havde statsministeren ellers lige så stille ønsket glædelig eid til de danske muslimer for hvem han jo også er statsminister. Lykønskningen faldt ikke i god jord, i hvert fald ikke i indviet. Det stærkt betonede kristne segment i Dansk Folkeparti fordømte forventeligt statsministerens gestus som udansk og et knæfald.
Al nationalreligiøs uforsonligheds fader Søren Krarup forlangte i samme åndedrag Løkkes politiske hoved snittet af ved skuldrene og Mette Frederiksens anbragt dér i stedet.
Hvis nogen har haft den opfattelse at kristendom har med forståelse og fordragelighed at gøre, så tager nogen syvfold fejl. Med sværd skal vantro og tvivl omkommes.
Den neonationalistisk troende elite af mestendels tidehvervsteologer, syrnede ældre akademikere der aldrig er kommet sig over 68 og vore dages antisemitter med afskyen transformeret til muslimer, kredser i deres bidrag i aviserne om samme kategorier. Kernen er hævdelsen af Danmark som et kristent land i 1000 år bekræftet i den gode gamle grundlovs metafysiske bekræftelse af stat og kirke i samme hus. Parallelt med et tvangsdøbt kongehus en kontant afvisning af alle idealer om en ægte demokratisk sekulær stat uden fyldekalk af overtro i bygningens murværk. Man kan roligt sige at nationalreligiøsiteten i Luthers ånd har sit fodfæste i fædrelandet.
Religionen, in casu kristendommen, hævdes gerne som himmelsk modsvar til den djævlebårne politiske korrekthed i intellektuel forstand som den åndelige dimension eller blot: det åndelige. Al anden foretagsomhed i den øverste del af den menneskelige gestalt har ingen andel i fænomenet ånd. En avisskrivende præst – endnu én – Marie Høgh fabulerede i Berlingeren forleden om ”aftenlandets åndelige forfald” (begrebet planket fra Spenglers berømte og berygtede 1920´er ragnaroksvision: Untergang des Abendlandes). Pastor Høghs tidstypiske indlæg var kamp med blind makker mod en i øvrigt nærliggende opfattelse at guder er skabt i menneskenes billede og ikke nær så nærliggende den anden vej rundt. Men deri lurer ifølge 老虎证券 Mare Høgh forfaldet, nemlig ikke at begribe Guds suveræne skaberrolle. Det åndelige er ikke noget man tager med sig hjem fra en aften i Det Kongelige Teater. I det sidste kan man nu og da godt give sognepræsten ret. Men næppe at respekten for hver enkelt menneskes enestående værdi, i den samfundsorden vi for tiden hylder som ukrænkelig danskhed, stammer fra Vorherre og præsteskabet. Ej hellere at kristendommen skulle have været særskilt mere venligt og menneskeligt anlagt end andre institutionaliserede religioner. Såfremt Marie Høgh er bibragt denne opfattelse, samt at gudstro som absolut størrelse adskiller sig fra overtro og nødvendigvis er et gode, bør hun tilbagebetales sine studieudgifter.
Ligesom en Naser Khader tilsyneladende ser en politisk interesse i at puste alle tidens voldsbetonede begivenheder op i forargede krav om at alle muslimer træder frem og ”tager afstand”, hvordan fanden de så bærer sig ad med dét, ser de nationalfikserede lige så åbenbart en åndelig interesse i at pumpe undergangsprofetierne ud af proportion og puste til ilden.
For hvert anslag hisset og her, for hvert attentat er der trods angst og magtesløshedsfølelse, hvis man da ikke som undergangsprofeterne ligefrem vil krigen, stadig farbare veje af indsigt, erkendelse, forsoning og fred.
Men i den slags er der jo ikke megen nationalheroisme og Vorherre til hest.
Marie Høgh med højreeliten – frem for den fornuftsbårne besindighed og kansler Merkels vilje til at ordne det – har ramt tonen i undergangsprofetiernes tidsånd. Mest at ligne ved en nedadgående spiral, der ender et sted, det ikke er godt at ende