At gøre skvat til helte

Georg MetzPolitikSkriv en kommentar

Bertel Haarder atter minister – nu i kultur

Bertel Haarder digter. Til Folketingets sammenkomster, til Venstres partifester, hvor alle har vænnet sig til at få et rimet ord med på vejen i en festsang så dansk, så dansk. Den folkekære Højskolesangbog, som den nye kulturminister bogstaveligt talt er vokset op med i den ene hånd og flaget i den anden, rummer et Haarder’sk digt: Der er et venligt lille land med slutstrofen:

Mod dovne danske drømmesyn/man ej beton kan vælte/men ordet kan slå ned som lyn/og gøre skvat til helte!/ Som øjenåbner, sjælespark/skal ånden genoplives/ – og selvgodhed fordrives.

Som poetik betragtet afspejler digtet eller sangen, hvis lyriske vingefang er til at overse – med hjørnespark fra Helge Rode og lån fra en rejselysten flåde, Haarders livssyn: Rank fremadskridende karsk ukuelig kamp imod alt, hvad digteren opfatter som fædrelandets dårligdom forankret i andres dovenskab og i hyggesygens magelige dorskhed.

Hvis det forholder sig sådan, og det gør det, når Bertel Haarder taler sig varm, må vi gøre noget ved det. Og så kommer ideerne væltende og slår ned som lyn, der gør skvat til helte.

Medarbejdere og fagfolk, der har haft fornøjelsen af Haarder som politisk chef, genkender dette særlige politiske greb. Hvis, som bliver til fordi – eksempelvis udlændinge i hans tid som integrationsminister ikke nemmer dansk godt og hurtigt nok, skønt et fint daværende system gik ud på at lære de fremmede sproget for livet og ikke for evalueringen, må vi indføre sprogtest som incitament. En uforstandig beslutning, der i en uklar præstationsideologis navn saboterede danskundervisningen og hæmmede en holdbar og frugtbar motivation.

Bertel Haarder er mand for pisk og gulerod og bliver opbragt, såfremt nogen opponerer mod et ganske håndfast gammelliberalistisk samfunds- og livssyn, der i den nu ældste ministers velafprøvede retorik gerne fravælger muligheden for distraherende nuancer. Den debat, den nye kulturminister således gennem karrieren har ført og utvivlsomt også i sin nye egenskab vil føre, er gerne mere monologisk end favnende.

Men det skal også med, hvordan folk af faget, der dog ikke står alverden fra Haarders væg til væg synspunkter og derved kommer Haarder nærmere, beretter om en mere bøjelig og åben lydhørhed. Med andre ord: Bertel Haarder er en sammensat natur, hvis hele gestalt dog er den fødte politikers. I den forstand er Haarders CV historien om en klassisk politisk succes. I Haarders egen facitliste utvivlsomt historien om en helt, der bestandigt kaster skvattet af sig og træder i karakter. Nogle vil mene i tide og utide.

Uanset hvad har højskoleforstanderens søn fra Rønshoved klaret sig formidabelt i de skiftende ministerier hjemsøgt af ham gennem årene. Sagt uden brod, må man imponeres over en betydelig omstillingsparathed fra det ene fagområde til det næste, præstationer der kræver mere end evnen til at formulere en politisk vilje. Der sidder en brugbar forstand i den høje mand, der før i tiden gerne stod på hovedet og gik på hænder, når man mindst ventede det.

Bertel Geismar Haarder født i 1944, blev efter hjemmeskolegang på højskolen siden cand.scient.pol. fra Aarhus og i 1975 valgt til Folketinget, hvor han siden – bortset fra nogle år som europaparlamentariker – har haft sæde, det meste af tiden som minister.

Et af Haarders kunststykker som magthavende i det danske samfund, hvor kun få områder ikke har nydt godt og mindre godt af hans virke, er, at han i alle årene som magthaver har formået at formulere sig som opposition til en truende om end svævende modstand mod 68’ere, folk der ikke springer op og synger med på den rejselystne flåde og i heftig indignation over sager, hvor et flertal let følger ham.

Hvis – fordi – det er sådan, er det for galt. Kun DF, som Haarder i øvrigt ikke ligner, har overtrumfet hans rolle som frihedskæmper mod den politiske korrekthed, dette endnu mere luftige begreb som Haarder også flittigt har nurset.

På den anden side, og igen må man lette hatten for manden, lever dybt i Haarder en sand folkets politiker, der uanset hans egen distance fra samme folk oprigtigt har ønsket at fremme debatmulighederne. Måske mere end selve debatten, hvori Haarder som antydet er for overbevist om sin sag til at være en god samtalepartner over for egentlig modstand.

Men at ideen om et årligt tilbagekommende folkemøde kom fra Haarder, kunne ikke komme som en overraskelse på nogen, der har fulgt ham i årevis. Dette var en sand Bertel Haarder. Med flyvende faner, flammer i øjnene og Højskolesangbogen tæt til brystet kastede han sig ud i organiseringen og gennemførte hele historien til højeste karakter i hans ellers misforståede incitamentssystemtest.

Som kulturminister – formentlig slutstenen på en lang bevæget karriere – skal man ikke vente de store køllesving. Langt det meste er bundne budgetter; sprælske initiativer har man ikke kendt til længe i det gamle Assistenshus. Formentlig vil man opleve en genopførelse af kanonideen, Haarder har system i tingene og orden og ser givetvis ingen selvmodsigelse i kampen mod smagsdommeriet og på den anden side Brian Mikkelsens gamle initiativ.

Det kommer an på, hvem der dømmer.

Den selvindsigt, som man ikke med urette forventer af andre, er til en vis grad ophævet for politikere, der i fagets tradition fremstiller sig selv som gudernes gave til menneskeheden. Det gør Haarder ikke, dertil er han for meget troende et gemyt, men hvis man indskrænker iagttagelsen til den mangel på selvironi og distance til egoet, der nu engang også er den Haarder’ske bagage, hvilket igen viser sig i digterens accept af, at Højskolen optog hans ovennævnte digt, kommer man nok personen Bertel Haarder lidt nærmere.

For at forstyrre billedet yderligere rummer den nyudnævnte også et eget næsten drengeagtigt temperament, som han til tider ikke behersker, og som menneskeliggør en mand, der ellers er i kontrol med alt. De fleste husker anfaldet over for et tv-kamera og en journalist, der sådan set bare passede sit arbejde, men hvor Haarder, vidende at kameraet snurrede, ville hjem til sin varme risengrød og bad journalisten om at pisse sig i øret.

Ved den lejlighed erindrer ældre iagttagere, at man engang kaldte Bertel: Bertel Bims.

Det var ikke altid kærligt ment.

Men tillykke med det, du gamle, det skal nok gå alt sammen, så kort det nok varer.