Og Socialdemokratiet tager sig en slapper på forventet efterbevilling

Georg MetzUncategorizedSkriv en kommentar

Højre vs højre watch The Bye Bye Man 2017 movie online nowRaw 2017 live streaming film online

Justitsminister Pinds uventede men velkomne afstandtagen fra den omsiggribende aggressive højrefløjsretorik vakte i dagene efter lige så megen opsigt som folketingsformand Kjærsgaards advarsler om et splittet Danmark ugen før. Den side af sagen blev i Berlingeren ellers tiljublet af Dansk Folkepartis chefideolog emeritus Søren Krarup og udlagt som et folk delt i to: de højrøvede [sic] og magtfulde i medier og politisk korrekthed [sic]og de menige, almindelige danskere der ikke tæller med [sic]. Til sidste kategori må det antages at Pia Kjærsgaard hører – i hvert fald i Krarups optik. Denne uærbødige påstand ringeagter unægteligt Folketingets formands betydning, samt reducerer det parti, der således ifølge den Kraup´ske formel består af og repræsenterer dem der ikke tæller med.
At demagogien trives i en stadig mere postfaktuel verden understreges af denne nærmest Trump´ske jongleren med kendsgerningerne, hvor selvmodsigelsens princip har liturgisk format.
Pia Kjærsgaard blev takket være det meget omtalte tre siders præsenterbakkeinterview i Berlingeren af egen fløj hyldet for sin optræden a la hudløs sandsigerske, og som den der besad mod og indsigt til at advare mod farlig, truende national splid. Den hun for resten selv har plantet og gødet og nu høster så rigeligt i landets næsthøjeste embede tildelt partistiftersken ved beklagelige omstændigheder.
Her overfor stod Søren Pind. Ministerens forstandige indlæg i debatten med det høje embedes vægt bag ordene antyder en ny ansvarlighed i det gamle liberale parti, der siden Hartlings dage – for så vidt også før – har været opdelt i mentaliteten fra hhv. højskole og handelshøjskole, Bussiness School. Sidstnævnte kategori har hånd i hånd med et særbehandlet bjergsomt landbrug, i årevis domineret partiet. Her har man ikke skelet ihærdigt til det gamle frihedspartis oprindelige idealer, men ladet afkast og magtdividende regere. Venstres synlige selvbeherskelse over for miljøhensyn og kørsel med grønthøster over kulturbudgetterne fastholder dette umusikalske indtryk af Venstre, som vi kender det.
Ikke desto mindre synes den yngre Pind så småt at ville lempe skeen over i anden hånd. Akkompagneret dertil af et af partiets virkelige koryfæer, tidligere minister Britta Schall Holberg der altid har været kvinde for at slå en bagvendt øretæve, når hun synes noget blev for broget.
Det syntes hun så på skrift ligeledes i Berlingeren, hvad angår folketingsformandens ovennævnte optræden i avisen. Godsejeren til Hagenskov undlod ikke at sætte Pia Kjærsgaards navn, meninger og adfærd i velargumenteret nærkontakt med begrebet hykleri.
På én og samme uge markerede således to centrale profiler at der også findes et andet Venstre end det aktuelt pantsatte, halvt skævvredne og tvivlsomme foretagende i hænderne på You know who og blandt de andre kontante typer: en finansminister der ifølge eget udsagn nyder udstrakt værdifællesskab med Kjærsgaards flok.
Pind og Holberg har hver for sig på hver deres måde, i hver deres boldgade, men og tilsammen bidraget til et nyt mål af klarsyn på Venstres og det borgerlige Danmarks vegne. I Pinds udtalelser ligger en (måske let overfortolket men man har lov at være optimist) klar erkendelse af at den nuværende højrepolitiske retorik og splittelsesdemagogis spiral fører ned mod stadig mere harske udfald og stigmatisering af de andre i dem og os i udtalt trussel fra militante. Denne tankeløse kurs gavner kun yderlighederne i det borgerlige segment med hede ambitioner om dommedagsprofetiernes indfrielse.
Eftersom Dansk Folkeparti nu trues af de endnu mere uforsonlige, endnu mere islamofobiske, endnu mere harske i krav om opsigelse af anstændighed, aftaler og konventioner om (andre) menneskers værdighed og ret, vil DF´erne fra nu til næste valg og ud over dette yderligere skærpe tonefald, fordringer og pres.
Søren Espersen – med fortid på den yderste nationalistiske front i foreningslivet derude hvorfra kragerne ikke vender tilbage – var fremme med riven mod justitsministeren, åbenbart ramt i solar plexus eller hvor den krænkede stolthed sidder i folkepartinæstformanden. Men at Søren Pind havde ramt plet, var der ingen tvivl om, reaktionen var umiskendelig såret, sanseløs vrede.
Kampen om retten til at definere splittelse eller ej i det danske samfund kommer altså tilsyneladende til at stå mellem højre og højre i dansk politik. På den ene side det borgerlige frisind, omtanke og ønske om fred, på den anden side den borgerlige uforsonlighed, det blinde instinkt og militante beredskab.
At socialdemokraterne, der længe i lange stræk har tangeret blå fløj skulle sige fra, blande sig og yde et bud på noget som helst der ligger uden for æg, mel, gryn og straf, må desværre henføres under rubrikken naive forventninger. Fra den kant kommer – bortset fra forsvaret for SU – åbenbart intet opbyggeligt for tiden. Hvor mange af deres ellers så trofaste vælgere, de der er tilbage, vil de ydermere gøre hjemløse? Det er spørgsmålet som socialdemokraterne internt bør forsøge at forholde sig til. Som Hans Engell forleden konstaterede i Ekstra Bladet, skulle man tro at de socialdemokratiske politikere, hvoraf flere er politisk begavede og har idéer, for alt i verden ikke vil i regering og have ministerposter. Partiets ledende kadrer leverer kun overbud i evindelige stramninger af rets- og flygtningepolitikken og holder i øvrigt biksen lukket for kunder udefra.
Det burde ikke være uoverkommeligt for Krag, Anker, Auken, Lyttetoft og Nyrups gamle parti at mobilisere et modsvar til højrefløjen og ikke overlade scenen til en venstrejustitsminister der ikke ligefrem før har udmærket sig i rollen som tolerancens og frisindets vogter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

18 + three =