Gennem tiden har vi haft flere forfattere, der skrev om livet på bunden af samfundet – de leverede såkaldt arbejderlitteratur og husmandslitteratur og beskrev samfundet på vrangen – i modsætning til den traditionelle litteratur, der enten beskæftigede sig med ånd og følelser eller beskrev livet i samfundets højere lag.
En af de kendte samfundsforfattere er Henrik Pontoppidan, som sammen med en forfatter som Jeppe Aakjær tog fat på at beskrive det liv, der foregik blandt fattige, gamle mennesker, blandt landarbejdere og fattigfolk.
Fra hytterne
Henrik Pontoppidans “Fra Hytterne” er en novellesamling fra 1887, som sætter fokus på de usle vilkår, som de fattige landarbejdere havde. Han fik skudt sig ind som en raket i den moderne socialrealistiske litteratur, der var ved at finde sin form på det tidspunkt, og bogen kan fint læses i dag med sit skarpe sprog og skræmmende billeder af den fattigdom, der vitterlig eksisterede på det tidspunkt og i de næste mange årtier.
Særligt novellen “Naadsensbrød” står stærkt stadigvæk og skildrer hvordan gamle mennesker må leve en tilværelse på andres nåde, når de ikke længere selv kan bidrage.
Jeppe Aakjær havde samme ærinde med sine første bøger, der også skildrede det fattige liv på landet. Ikke mindst hans bog “Paa Aftægt” fra 1907 er et stærkt billede på tidens fattigdom – både den materielle fattigdom og den åndelige. Han beskriver gamle mennesker, der lever på aftægt, efter at sønnen eller svigersønnen har overtaget landbrugsejendommen. Forholdene er ofte så ringe, at man må tage sig til hovedet, og man forstår ikke den åndelige afstumpethed, der får de unge mennesker til at behandle forældrene som et stykke affald.
Martin Andersen Nexø tog også en stemme i debatten med sine bøger og artikler. De fleste danskere kender hans “Pelle Erobreren”, som også er blevet til en film af instruktøren Bille August. Bogen udkom som en serie i årene 1906 – 1910, og Martin Andersen Nexø lægger sig et sted mellem den klassiske bondelandslitteratur og den moderne litteratur med det industrialiserede samfund som omdrejningspunkt. Pelles far udvandrer fra Sverige til Danmark – nærmere bestemt Bornholm – da hans eksistensgrundlag i Sverige forsvinder, og byerne endnu ikke er klar til at opsuge al den ledige arbejdskraft fra landet.
Arbejderforfattere
I takt med, at industrien fik stadig større betydning, begyndte arbejderlivet i byerne også at fylde i den socialrealistiske samfundslitteratur. I 1930’erne kom forfatterne endnu en gang ind i samfundsdebatten, da den verdensomspændende økonomiske krise blev rammen om mange bøger, der satte spørgsmålstegn ved den måde, vi havde indrettet samfundet på og de vanskelige vilkår, der var for samfundets fattigste.
Andre forfattere tog del i samfundsdebatten på anden vis. Mogens Klitgaard havde ikke så meget fat i arbejdermiljøet som i den del af befolkningen, der arbejdede sig ud af arbejderklassen og over i en lavere middelklasse, hvor de gik fra at have hårdt, manuelt arbejde til at være småfunktionærer i lavt betalte administrative jobs. Hans roman “Der sidder en mand i en sporvogn” viser, hvordan ambitionerne om at komme væk fra arbejderklassen og over i et job, hvor man kunne have en hvid skjorte på, ødelagde folks psykiske velbefindende – han mente vel dybest set, at de tabte sig selv i kampen for den sociale opstigning.
I 1970’erne blev arbejderlitteratur meget synlig, da ungdomsoprøret gav mange venstreorienterede en ny stemme. Der kom talrige bøger, der foregik i industrivirksomheder og skildrede de udbyttede arbejdere, men hvor meget litteraturen flyttede i praksis, kan man diskutere længe.